Hercule Poirot får sin sag for, da han skal opklare et mord i Orientekspressen; 12 personer kan have gjort det, men alle har tilsyneladende et alibi.
Bogen er skrevet i bedste detektivromanstil, og det er gennem Poirots forhør af de 12 personer og hans inspektion af beviserne, at gåden folder sig ud. Derudover er historien krydret med humor og afspejler 20’ernes stereotyper og fordomme på interessant vis. Den absolut bedste Poirot roman og en krimiklassiker af de helt store.
Hercule Poirot får den sidste plads i sovevognen fra Istanbul til Calais, og en nat kører toget fast i snedriverne og en passager findes myrdet. Der er ingen, der kan være kommet af eller på toget, så morderen må findes blandt passagerne. I bedste detektivstil går Poirot grundigt til værks og passagerne afhøreres efter tur, mens Poirot med sin sans for detaljen stykker forklaringen sammen.
Mordet i orientekspressen er Agathe Christies mest kendte roman om den spøjse mesterdetektiv fra Belgien – Hercule Poirot. Den er filmatiseret i 1972, 2010 og var i 2017 igen aktuel i biograferne i en ny version med blandt andre Johnny Depp og Judi Dench.
Jeg er stor fan af Poirot bøgerne, det er krimier, som jeg kan lide dem, hvor man selv kan sidde og gætte med, efterhånden som beviserne udfolder sig. Derudover er bøgerne fra en tid og skildrer et miljø, hvor den gammelkendte kliche ”Var det butleren, der gjorde det?” er et ganske relevant spørgsmål.
Om det er butleren, der er den skyldige i denne bog, skal jeg naturligvis lade være usagt – men jeg kan afsløre, at jeg ikke havde regnet den ud før end de allersidste sider.
Ud over det gode og komplekse krimiplot er bogen et unikum i fremstillingen af datidens fordomme – persongalleriet er udpræget komisk og er lutter karikaturer; der er den nyrige amerikanske Mrs. Hubbard, der aldrig holder mund og konstant taler om sin datter. Den tilknappede og dydige svenske missionær Greta Ohlson. Den spidse og kontrollerede engelske guvernante Mary Debenham. Samt den fine og statelige russiske prinsesse Dragomiroff.
Særligt står den amerikanske Mrs. Hubbard for komikken i sine utallige henvisninger til ”min datter siger også…” og hendes fordomme – ”Stakkels pige – hun er svensker”- er også blandt de sjove bemærkninger
Som sagt er jeg stor fan af Agathe Christies bøger om Poirot – og denne er absolut blandt de allerbedste. Særligt fungerer det godt i plottet, at vi præsenteres for disse 12 passagerer, som i al sin forskellighed repræsenterer datidens forskelligheder, ligesom de forskellige fremstillinger afspejler datidens fordomme om forskellige nationaliteters personlige særkende – den amerikanske arrogance og det engelsk snobberi. Da mordet indtræffer er vi bekendt med persongalleriet, og har måske allerede en mening om, hvem der kan være den skyldige, og så præsenteres vi ellers for nye beviser og forklaringer, der peger i forskellige retninger, og kapitel for kapitel skifter mistanken mellem de 12 passager, der alle egentlig synes at virke skyldige og uskyldige på samme tid.
Det er absolut en medrivende og sjov fortælling – som også lige får en halv stjerne for at være blandt de absolutte klassikere i krimigenren – en såkaldt “must-read”.
– Bogen er i øvrigt udgivet flere gange. Udgaven der henvises til er den nyeste. Bogen udkom første gang i 1934
Mordet i Orientekspressen
Hercule Poirot får sin sag for, da han skal opklare et mord i Orientekspressen; 12 personer kan have gjort det, men alle har tilsyneladende et alibi. Bogen er skrevet i bedste detektivromanstil, ...