En fortælling om at være flygtning og komme til et nyt land, og de personlige problematikker og omkostninger, der følger med. Det er en meget aktuel og relevant bog i en tid, hvor flygtninge og integration er en stor del af den politiske debat.
Desværre synes jeg, at bogen sylter sit eget potentiale en smule, og ender med at blive en småtriviel fortælling om et ægteskab, der knirker.
Det er aldrig helt nemt at skrive anmeldelser, og indimellem er det bare virkelig svært.
Det er det specielt, synes jeg, når man sagtens kan se en masse gode takter og potentiale i en bog, men samtidig bare ikke rigtig er vild med det. Sådan har jeg det med ”Også du vil finde ro”
Da jeg først læste om den her bog, tænkte jeg, at det lød til at være en meget relevant og vigtig bog. Vi taler rigtig meget om integration, og væsentligheden i at dem, der kommer til Danmark hurtigt falder til i landet og bliver en del af ”den danske kultur”. Men at rejse fra sit eget land og sin egen kultur er ikke uden omkostninger, og jeg synes, vi i debatten engang imellem glemmer, at det er mennesker, vi taler om.
Derfor var mine forhåbninger til bogen store, jeg forestillede mig, at jeg ville få en fortælling om det vanskelige i at flygte, komme til et fremmed land og skulle tilpasse sig.
Jeg havde håbet, at den her bog kunne give fortællingen om flygtninge et perspektiv, som jeg mener debatten ret ofte mangler – nemlig fortællingen set fra dem det hele handler om.
Desværre synes jeg ikke, det helt var det, jeg fik. I stedet for at fokusere på problematikkerne ved integration og de menneskelige omkostninger, ved at rykke sit liv op med rode og finde sig selv i en helt ny kultur. Så blev romanen langt hen af vejen reduceret til at være et ganske almindeligt kammerspil om et midaldrende ægtepar, der er ved at glide fra hinanden.
Vi hører Bahram og Katis historie fra de mødte hinanden og til nu. Bahram og Kati var politisk aktive og kæmpede mod regimet og Bahram var på mange måder en fremtidens mand, der også gik ind for kvindefrigørelse. Men i Danmark er kulturen en helt anden, og Bahram står pludselig i en situation, hvor han fra at være en fremsynet mand, nu fremstår gammeldags og fx har svært ved Katis store grad af selvstændighed og uafhængighed af ham.
Heri synes jeg virkelig bogens tematik er fantastisk, og den bliver for mig et eksempel på, at det ikke bare er ligetil at tilpasse sig en ny kultur, der er så fjern fra ens egen.
Bahram er fx i oprør over, at konen ønsker at have sin egen konto og at hun går for udfordrende klædt. Det er interessant at opleve Bahrams oplevelse af konens frigørelse, og særligt hans modsatrettede følelser.
Men hvor er det så kæden hopper af? Det gør den primært, der hvor historien mest af alt kommer til at ende som et lidt for velkendt kammerspil om ægteskabelige kriser, når børnene bliver store og ægteskabet rammer midtvejskriserne. Et eksempel er da Kati bliver fornærmet over, at Bahram indirekte har kaldt hende tyk, og i bedste stereotype kvindestil går hun misfornøjet og tavs i seng.
Samtidig har forfatteren også medtaget en dimension, hvor Bahram på bedste lommefilosofiske maner reflekterer over ægteskabets præmisser, den menneskelige lykke og meningen med livet.
Det er som om, at det her er en roman, der vil rigtig mange ting, men ikke sådan for alvor formår at komme sådan egentlig i mål med noget af det.
En ting der dog virkelig irriterer mig ved bogen er dens struktur, nærmere bestemt måden den er fortalt på. Den skifter relativt inkonsekvent mellem Bahram som jeg fortæller, tredjepersonsfortæller med Bahrams personbundne vinkel, Kati som jeg fortæller, tredjepersonsfortæller med Katis personbundne vinkel og endelig en ikke nærmere introduceret egentlig fortæller, – en fjern bekendt af parret, om hvem vi kun ved, at han bor i Sydney. Han er skiftevis tilstede/ikke til stede som jegfortæller i romanen.
Jeg synes altid det er dejligt, når forfattere eksperimenter med form og struktur i en fortælling, men jeg synes også det skal give mening. Her virker det mest af alt kaotisk og en anelse tilfældigt.
Alt i alt vil jeg rigtig gerne elske den her historie, og jeg elsker også ideen og det grundlæggende udgangspunkt; Jeg synes godt litteraturen kunne bruge en udforskning af de udfordringer og konsekvenser, livet som flygtning har. Desværre svigter romanen sit eget potentiale en del, og sylter den tematik, som kunne være så interessant og vedkommende.
Det er egentlig synd, for der er et sprog og en stemme her, som jeg rigtig gerne vil høre. Men den drukner i spøjse strukturelle valg og en historie, der i sidste ende bliver for banal.