Dukkeværkstedet er en roman, der både i sine miljøbeskrivelser og kønspolitiske fokus tager os med tilbage til 1850’ernes London. Det er en meget troværdig historisk skildring. Romanen er intens og dragende i sin stemning, og karakterernes længsler og skuffelser lever i en grad, der rører læseren fra første side. Men romanen er også mystisk og chokerende i sin skildring af den afstumpede og bizarre Silas og hans besættelse.
Jeg var betaget af denne mystiske og dragende stemning fra første side og jeg var forelsket i karakterne og de levende miljøbeskrivelser.
London år 1850. Den unge Iris arbejder med sin søster i en dukkebutik, men drømmer i hemmelighed om at blive kunster. Silas samler på knogler og udstopper dyr, og drømmer om at blive berømt for sin samling. En dag møder Iris tilfældigt Silas, og mens mødet hurtigt er glemt for Iris’ vedkommende, så bliver det for Silas starten på en altødelæggende besættelse.
Iris lever imidlertid videre i lykkelig uvidenhed og siger ja til at sidde model for en kunstner. Iris er et skridt nærmere sine drømme og oplever for første gang kærligheden. Men Silas har ikke glemt Iris.
Jeg havde glædet mig meget til Dukkeværkstedet og jeg blev bestemt ikke skuffet. Den har en mystisk dragende charme over sig, og den er på en gang ganske tragisk og overraskende livsbekræftende.
Vi er i 1850’erne London, og den engelske victorianske stemning i Londons gader er fanget eminent og overbevisende med sin på den ene side romantiske glorværdighed og på den anden side pauvre fattigdom. Miljøbeskrivelserne fanger lydene, lugtene og alle de andre indtryk og man føler sig tilstede i tiden og byen.
Persongalleriet tæller først og fremmest hovedpersonen Iris, der arbejder i den lille dukkebutik sammen med sin søster Rose. Iris er født med en mindre deformitet ved skulderen, der har gjort hende mere usikker, tilbageholdende og ydmyg. Rose var den smukke af de to, men er nu knust og bitter efter at et slemt tilfælde af kopper har efterladt hende arret og vansiret. De to søstres forhold er plaget af denne bitterhed og jalousi, og det er tydeligt, at Elizabeth MacNeal også ønsker at fremstille den fuldstændige afhængighed, som datidens kvinde havde af at indgå i et ægteskab.
Fremtidsudsigterne huer ikke Iris, der i stedet drømmer om at blive maler. Men optimismen er svær at få øje på:
”Hun vil aldrig slippe væk. Hun vil aldrig blive fri. Hun er bestemt til møjsommeligt og jammerligt at tjene til livets ophold (…) indtil en eller anden radmager fyr ender med at gøre hende tyk med barn efter barn, og hun vil tilbringe sine dage med at køre vasketøj gennem en vridemaskine, blande rådden indmad i søndagspostejer, alt imens hun skal passe klynkende spædbørn med skarlagensfeber og influenza, og guderne skal vide hvad eller, indtil hun selv smittes”
Iris møder den eksperimenterende maler Louis, og porten til hendes drømmes opfyldelse står pludselig på klem. Kærligheden til malerkunsten og Louis vokser, men Iris er splittet mellem at give sig hen til sine følelser og samtidig lægge låg på dem, således som hun er blevet lært at en fornuftigt kvinde, som vil værne om sit ry, bør gøre.
Iris har gennem sit arbejde i dukkebutikken mødt den fattige dreng Albie, som bor på et bordel med sin søster. Albie er allestedsnærværende og han ser og hører alt, men som en dreng fra samfundets bund bliver han konstant overset og undervurderet. Hans godhed og ihærdighed er dog vedvarende og er ganske rørende beskrevet.
I den lidt mere dystre del af persongalleriet finder vi Silas. Han er fascineret af døde dyr, og ser sit arbejde med udstopning som en bizar forlængelse af dødsøjeblikket. Silas har ingen venner og i flashback hører vi om en barndom, der minder til forveksling om Albies. Men hvor Albie tilsyneladende synes styrket i sin ihærdighed af modgangen, så har det knækket noget i Silas. Han er følelsesmæssigt afstumpet og lider af vrangforestillinger og det gør hans besættelse af Iris så meget desto mere skræmmende.
Som læser følger man besættelsens udvikling med tiltagende gru og forargelse, alt imens ens indledende snert af sympati og forståelse for Silas udskiftes med en skrækindjagende angst for, hvad han mon i virkeligheden er i stand til.
Elizabeth MacNeal har i præsentationen og fremstillingen af Silas lavet en lille genistreg, for indledningsvist optræder han næsten på lige fod med Iris, og som læser oplever man ham, som hovedperson, og dermed også som en af de karakterer, vi skal holde med. Den sympati bliver dog langsomt sat voldsomt på spidsen.
Romanens grundlæggende stemning er utrolig dragende. Primært fordi den rummer en speciel dobbelthed. Den er på en gang tragisk og livsbekræftende, sorgfuld og en anelse munter, dyster og dog så let, mystisk og alligevel banal.
Det er en roman om kærlighed, når den er allermest intens. Når den er ægte, dyb og helende, men også når den er destruktiv og farlig.
Men det er også en fortælling om kvindens manglende muligheder, og ikke mindst om de besnærende bånd, som en kvinde i datiden måtte lægge på sig selv, for at undgå at blive udstødt af familie og samfund.
MacNeal skriver sanseligt og intenst og med en stor grad af indlevelse i sine karakterer, der fremstår mindst ligeså dragende som det spændende plot, der fastholder sin læser i lige dele angst, glæde, håb og forargelse.
Dukkeværkstedet
Dukkeværkstedet er en roman, der både i sine miljøbeskrivelser og kønspolitiske fokus tager os med tilbage til 1850’ernes London. Det er en meget troværdig historisk skildring. Romanen er intens ...
Tak for en god anmeldelse. Jeg er netop gået i gang med Dukkeværkstedet, men kom 15 sider inde i tvivl om jeg skulle fortsætte. Jeg kan se der er meget i vente, så den får en chance.