Sveas søn

”Han havde ikke tænkt sig at blive et af de her sørgelige mennesker, der er blevet offer for en overdreven tro på egne evner”

Sveas søn er historien om det moderne samfunds mentalitetshistorie gennem de sidste hundrede år fortalt med humor og underfundig kant af Lena Andersson.
Det er en nytænkende og original fortælling om den pragmatiske Ragner, der er præcis som folk er flest – fuldstændig almindelig.

”Sveas søn” er historien om Ragnar. Der vel egentlig havde evnerne til at blive snedker, og som også gerne ville have været arkitekt, men som i stedet valgt den sikre jævne vej som lærer. Han hylder den socialdemokratiske regering, som han mener har ført folket ud af den arbejderelendighed, som han selv er født ind i. Hans ægteskab er ikke passioneret, hustruen snobber op ad og bruger fine ord, og det huer bestemt ikke Ragnar, der græmmes når konen bruger ord som sublim.
Ragnar er en regelret mand, han går ind for optimering, flid og disciplin. Det lider særligt datteren under, der viser talent for skisporten, og derfor ifølge faderens idealer har pligt til at udvise den største flid og engagement indenfor sporten.

”Sveas søn” er historien om tre generationer, der hver især er vokset op i vidt forskellige tidsaldre med vidt forskellige idealer. Svea er fra arbejdernes tid, hun var ung i en tid, der ærede de ældre og er blevet gammel i en tid, der hylder de unge. Ragnar er fra en tid, hvor parcelhuskvarteret blev til og den brede middelklasse tordnede frem. Elsa er fra en tid, hvor ungdomsoprøret vandt frem, og småborgerligheden skulle bekæmpes.

De tre tiders mentaliteter krydser klinger i denne særprægede generationsfortælling, der også fortæller historien om et menneske, der kommer til kort, i det alle hans idealer går fra at være samfundets idealer til i stedet at blive ringagtet.

Det Lena Andersson først og fremmest gør rigtigt er, at hun fortæller med stil og kant. Vi bringes ind i Ragnars pragmatiske og logiske univers med en underfundig og underspillet humor, som fx beskrivelsen af hans fuldstændige forbløffelse, da datteren Elsa fejler i bagningen af en simpel pulverkage.
Ifølge opskriften skulle pulveret blandes med halvanden deciliter vand, det tænkte Elsa en del over, og kom frem til, at det da var alt for lidt til så meget pulver. Så i stedet tilsatte hun halvanden liter vand.
Pigens selvstændige og kritiske tænkning bekymrer Ragnar, der på mange måder går ind for at sætte sit lys under en skæppe ”Du kan jo ikke bare begynde med at underkende opskriften” sige han uforstående til sin egenrådige datter, som svarer, at man bør tænke over, det man læser, for det kunne jo være forkert. Den slags kritisk tænkning huer dog ikke Ragnar, der tørt konstaterer ”At tænke er sikkert godt Elsa. Men at gøre det rigtige er bedre”.

Netop forholdet til datteren Elsa er en stor del af romanens fokus. Elsa ønsker at leve op til faderens idealer. Men hvor Ragnar er pragmatisk og nærer en tyrkertro til ekspertisen, så er Elsa evigt funderende, tvivlende, tænkende og sætter spørgsmålstegn ved det meste. Elsas tankegang udfordrer og bekymrer Ragnar, ligesom den også irriterer ham.

Ragnar er almindelig. Han stræber efter almindeligheden, og han hylder almindeligheden, som han mener er den bærende klasse for samfundet. Han tordner samtidig af vrede over samfundets ringeagt af almindeligheden, og dens glorificering af individualisterne. Hvis alle kun gjorde noget for sig selv, hvilket samfund ville vi da have, synes Ragnar at spørge.

Ragnar er en interessant karakter. Det er han først og fremmest, fordi han er udtryk for en mentalitet, som er på retur i et samfund, hvor alle i stigende grad skal være individualister og skille sig ud, og hvor det at være almindelig synes at være det værste skældsord af alle.

Ragnar derimod bærer sin almindelighed som et adelsmærke.

Lena Anderssons roman er en syleskarp mentalitetshistorie. Den er en karakteristik af samfundet af i går og i dag. Den er humoristisk og har en intelligent kant, der gør den til et interessant bekendtskab for den læser, der gerne vil læse noget originalt.