På afrikanske omveje er en rejsedagbog. Vi følger Ida og Ulrichs tur i en bil med fuld oppakning fra Danmark og ned gennem Europa og det Afrikanske kontinent – hele vejen til Cape Town.
Fortællingen er personlig, og vi følger forfatteren Idas indtryk og oplevelser på turen tværs gennem to kontinenter; Vi er med når de små problemer melder sig på vejene og når de store oplevelser skal fordøjes. Ida Antvorskov skriver åbenhjertigt, og som læser er man med på rejsen til de fjerne lande. Indimellem åbner forfatteren også for nogle refleksioner omkring landenes forskellighed og de de historiske/politiske forhold, der kan være årsag til disse forskelle. Den slags overvejelser havde jeg personligt gerne set, at der var meget mere af.
En personlig fortælling:
Bogens form er en dagbog; Dag for dag er med vi med i parrets oplevelser, og vi får det hele med. Såvel gode som dårlige oplevelser, store som små; Det gør helt sikkert læseoplevelsen autentisk og rejseoplevelserne bliver nærværende.
Bogen indeholder ikke mange billeder, og om det skriver forfatteren selv i indledningen, at det er et bevidst valg. Jeg er ikke helt enig i valget; Jeg synes, at når man i den grad har valgt at lade de personlige oplevelser være i fokus, så kunne jeg rigtig godt have tænkt mig flere billeder. (Man kan dog følge Instagramprofilen @påafrikanskeomveje for flere fotos.)
Almene refleksioner om de kulturelle forskelle: meget mere af det:
Udover at vi følger Ulrich og Idas oplevelser, så supplerer Ida Antvorskov også med nogle refleksioner omkring de kulturelle forskelle; Særligt er forskellene de forskellige afrikanske lande imellem i fokus. Det er helt klart her, at jeg synes bogen har sin største styrke. Det bliver en kombination af deres særlige rejseoplevelser og nogle almene betragtninger, og det gør det vedkommende for mig på et andet niveau. Jeg kunne godt have tænkt mig, at der var mange flere passager med den slags refleksioner.
Rigtig interessant bliver det særligt, når Ida Antvorskov sammenligner de forskellige landes imødekommenhed eller mangel på samme over for fremmede. Her bruger hun sine oplevelser til at reflektere over årsagen til disse forskelle; Hvorfor er man fx mindre imødekommende over for fremmede i de lande, som har modtaget meget nødhjælp? Det er jo en interessant observation, og jeg synes, at Ida Antvorskov med fordel kunne have dvælet mere ved disse spørgsmål.
Først og fremmest en personlig beretning:
Selvom Ida Antvorskov altså inkluderer nogle almene betragtninger om de kulturelle forskelle, så er det altså først og fremmest Ida og Ulrichs personlige oplevelser, der er i fokus. Vi følger dagligdagen I deres ombyggede bil, der fungerer som soveværelse, stue, køkken, bibliotek og selvfølgelig transportmiddel; Det er en dagligdag fyldt med utallige mekanikerbesøg, uforudsete udfordringer, spændende mennesker, positive overraskelser og ikke mindst særprægede toiletfaciliteter.
Indimellem kan man som læser måske godt opleve, at det bliver lidt som at se på et familiemedlems alt for mange feriebilleder, – det er bare ikke det samme at høre om en ferie, man ikke har været med på. Men langt det meste af tiden fastholder Ida Antvorskov sin læser med sin åbenhjertighed og med et fint tvist af humor.
Ida Antvorskov er ærlig i sin fremstilling af sine egne fordomme, og rørende i beskrivelsen af kærestens frieri. Humoristisk bliver det i den løbende føljeton om de forskellige toiletforhold, som de møder på deres vej.
Alt i alt:
Det har været en ganske hyggelig oplevelse at være på rejse med Ulrich og Ida. Jeg manglede dog nogle billeder, og jeg kunne også godt have tænkt mig, at fortællingen var krydret med flere af de rigtig gode generelle refleksioner omkring de kulturelle forskelle.
Men når den kritik så har lydt, så følte jeg mig i den grad taget med på en spændende rejse, og jeg sidder også tilbage med en oplevelse af at være på fornavn med Ida og Ulrich, – jeg har lært dem at kende.
Jeg elsker selv at rejse, men jeg er ganske enkelt for magelig til at rejse på den måde, som de har gjort det. Men efter at have læst ”På Afrikanske omveje” så har jeg alligevel fået en flig af den verden, og jeg tager rigtig gerne på ferie med Ida og Ulrich igen.
Jeg har givet den en halv stjerne udover de 3, ganske enkelt fordi jeg var meget i tvivl om det skulle være 3 eller 4 stjerner.