Tredje og sidste bind i serien om de skøre rige asiater, og Kevin Kwan lukker og slukker med et brag. Der er i vanlig stil ikke sparet på hverken drama eller humor, og så flyder det naturligvis med penge!
Det er langt fra tung lekture, men det er let, hurtigt og vanedannende.
Su Yi ligger for døden, og hele den udvidede Young/Shang slægt valfarter til sygesengen i håb om at kunne fedte sig ind hos den aldrende martriark inden blækket er tørt på testamentet.
Det er langt fra noget kønt syn, når slægtninge fra nær og fjern kaster sig i grams for at vinde den døendes gunst og da hun dør holder alle vejret: Hvem er nævnt i testamentet?
Samtidig følger vi også Kitty Pong (Nu Bing) og hendes kamp for at overgå sin stenrige steddatter. Ligesom Astrid og Charlies kærlighedsaffære møder modtand fra flere kanter.
Da jeg blev konfirmeret lød nogle af linjerne i sangen fra mine forældre ”En sofa og lidt dramatik er Idas største kick” – og efter at have været en tur inde i Kevin Kwans verden har jeg fundet ud af, at det holder endnu. Jeg er fuldstændig solgt til den her trilogi, som dog på ingen måde byder på hverken tunge emner, dybsindige tanker eller banebrydende sprogbrug. Det er tværtimod fuldstændig ligeud af landevejen underholdning. Men det fungerer jo netop, fordi Kwan har skabt et fuldent univers med en perlerække af originaler og sjove indslag.
Der er masser af humor i bogen, og den leveres primært af karakterne og deres snobbede indstillinger og larmende uvidenhed om ”den almindelige verden”. Men humoren er også i det totalt overdrevne, for hvordan løser rige mennesker deres problemer? De køber sig ud af dem.
Dramaet er bestemt til at få øje på. I denne sidste del er det altoverskyggende drama naturligvis ”Hvis navn står i testamentet?”. Men derudover er der også rigeligt med action, og en side er stort set ikke passeret uden en dramatisk begivenhed af en eller anden art.
Kwan fortæller sin historie med et enormt persongalleri, som han dog får balanceret med på ganske fin vis. (Dog kunne jeg godt savne, at det stamtræ, som var trykt i bog 1, også var blevet trykt i de to efterfølgende bind).
Historien fortælles med skiftende synsvinkler, og indimellem krydres fortællingen ved at lade os se begivenhederne fortalt gennem en sladderspalte.
Synsvinklerne skifter undertiden flere gange i et kapitel, som under oplæsningen af testamentet, hvor vi løbende oplever tankerne hos de forskellige tilstedeværende. I sådanne små detaljer er humoren særdeles tydelig; Kwan udstiller sine karakterers smålighed, grådighed og uvidenhed til stor moro for sin læser.
Med til fortællingens største styrker hører Kwans brug af adskillige referencer til asiatisk kulturliv og sprog – og så er det hele naturligvis krydret med hans særdeles detaljerede viden om mode og ædelstene.
Det giver hele fortællingen en autenticitet på trods af det absolut fuldstændig overdrevne.
Denne tredje del udmærker sig altså også ved at fjerne lidt fokus fra de tidligere hovedpersoner Rachel og Nick, som simpelthen er for flade og entydigt gode til at være interessante. Særligt synes jeg at Rachel er larmende uinteressant.
Til gengæld fokuserer denne historie mere på Su Yi og hendes interessante og spændende baggrundshistorie som blandt andet modstandskæmper under anden verdenskrig.
En anden af bogens hovedkarakterer er den evigt stræbende Kitty, der er blevet lidt af en antiheltinde i historien. Hun stiger i graderne gennem sine mænd og er evigt på jagt efter at demonstrere sin rigdom. I denne bog er hendes primære projekt at hævde sig over sin egen steddatter. Men Kitty er også et eksempel på en kvinde, der er blevet undervurderet og udskammet, og nu skyr hun ingen midler, for at vise den verden, som så ned på hende, at de tog fejl.
De her bøger er ganske enkelt underholdende, og selvom man måske nok kan hævde, at det ikke er specielt dybsindigt, så har Kwan skabt et unikt og originalt univers, hvor der plads til, at man som læser bliver suget ind og hevet med. Det er en banal historie i bombastiske klæder, og den gør præcis det, den først og fremmest skal;
Den underholder og efterlader sin læser hungrende efter mere.
Rige menneskers problemer
Tredje og sidste bind i serien om de skøre rige asiater, og Kevin Kwan lukker og slukker med et brag. Der er i vanlig stil ikke sparet på hverken drama eller humor, og så flyder det naturligvis ...