Yatzy

Yatzy er en debutroman fra Mikkel Guldager som beskriver et maniodepressivt/bipolart sind. Romanens største styrke er i den forbindelse uden tvivl, at sygdommen aldrig bliver dominerende. Man får som læser ikke den oplevelse, at man læser om en sygdom. Man får snarere en fornemmelse af, at man for en kort stund lukkes ind i et sind, der lever med sygdommen som en væsentlig del af sin eksistens. Man lærer et sind at kende og ikke en sygdom.

Det er gennem fortællerens måde at opleve og reflektere over verden på, at vi lærer ham at kende. Vi oplever hans sindsstemning, der svinger fra det modløse til det euforiske. Ligesom vi oplever hans meget dybe og detaljerede refleksionsniveau, som hele tiden tager udgangspunkt i forskellige sanseindtryk og associationer. Det er gjort meget let og enkelt, i det intet er hverken for udpenslet eller direkte, det er snarere en direkte invitation ind i et andet menneskes liv og sind, – for en kort stund.

I romanen følger vi Mikkels liv i et døgn. Vi oplever en stemningsfuld stund, idet han i kapitlet Tørke fra sit vindue betragter verden udenfor. I et meget smukt og malerisk sprog sanser han verden omkring sig, ligesom han filosoferer over den;

”Hvad lige før var, vil ikke mere være. Blot være noget andet eller blot være. Ingenting”

Titlen Yatzy refererer til den daglige rutine, som Mikkel og hans kæreste opretholder, og som man fornemmer er den rutine, der giver basen af tryghed og stabilitet, der holder Mikkels sind og sygdommens udsving sammen. Yatzy  er hverdag, tryghed, rutine, stabilitet, genkendelighed og regler.

I kontrast til Yatzy’en er karakteren Jon, der næstefter Mikkel er fortællingens mest centrale karakter. Jon er en samfundsrebel, der ikke lader sig diktere af samfundets konventioner. Af samme grund er han vel det nogen vil opfatte som en der falder udenfor samfundet. Han har en masse meninger om samfundet, politikerne og systemet, sidstnævnte vil han revolutionere og skabe et system, han kalder Kærlighedspolitiet, der skal sikre et samfund, hvor der også er plads til alle de såkaldte ”skæve eksistenser”.

Romanens mest interessante vinkel er den skiftevise diskrepans og harmoni, som tilsyneladende eksisterer mellem Jon og Mikkel. Jon er måske en skæv eksistens, men han er passioneret og dedikeret. Mikkel derimod fremstår i det første møde med Jon mere modløs. Om natten møder han dog igen Jon i en drøm, og her virker det til at Jon som karakter bliver afgørende for hans evne til at reflektere over et gammelt og hidtil fortrængt sår. Mikkel er nemlig blevet svigtet af sin far, og det er en realitet, som han har skjult for både sig selv og sine omgivelser.

Til romanen følger illustrationer af Maria Kathrine Preisler. Det er en samling illustrationer, der for mig at se både minder om psykologiens blækklatter, eller ringe af vandfarver, som opløses i hinanden.De bidrager til romanens stemning, der er den her udforskning af et menneskes sind.

Når jeg alligevel ikke giver romanen flere stjerner, så er det fordi den trods de fine takter ikke efterlod et specielt stærkt aftryk hos mig. Jeg følte mig ikke sådan for alvor grebet af karakterer og stemninger, om end jeg absolut satte pris på sproget og den fine poetiske måde at skildre et menneskes sind på, ligesom jeg i øvrigt virkelig satte pris på et unikt indkig i et unikt sind.