Johannes Anyuru behandler et højaktuelt emne på en særdeles original, poetisk og intelligent facon. Det er en fortælling om, hvilke konsekvenser frygten hos den enkelte og i et samfund kan føre til.
’De vil drukne i deres mødres tårer’ er en særegen og original fortælling; Den er poetisk og skrevet i et smukt og næsten drømmende sprog, og den skifter ligeledes poetisk i sin konstruktion mellem beretninger fra nutiden, fortiden og fremtiden.
Romanens særlige styrke er den kontrast, der opstår mellem det poetiske i sproget og kompositionen og det dybt alvorlige og absolut uskønne i romanens overordnede emner: terrorisme, fascisme og racisme.
Personernes tanker og følelser skal langt hen af vejen udledes gennem deres poetiske og besjælede gengivelser af oplevelser og stemninger. Der er ikke meget, der siges direkte.
Derudover rummer bogen så utrolig mange spørgsmål og refleksioner af eksistentiel, psykologisk, etisk og samfundsmæssig karakter.
Anyuru giver os langt fra alle svarene, men et overordnet og klart indtryk efterlader han helt sikkert hos sin læser:
Frygten må aldrig blive den styrende faktor – hverken hos den enkelte eller i vores samfund.
