Denne anmeldelse har jeg skrevet som en livelæsning, det vil sige, at jeg løbende under læsningen har noteret mine tanker omkring bogen;
S. 5: Så er vi i gang, og vi starter med et tekststykke fra Lady Whistledown society papers – sladdersprøjten som figurerer i alle bøgerne i serien. Den er absolut seriens humoristiske højdepunkt, og tilfører et Gossip girl element, for hvem er den mystiske klummeskribent?
s.13: Kender I det, når en forfatter bruger de samme sproglige udtryk lidt for meget, og man ikke kan lade være med at fokusere på det? Julia Quinn, eller oversætteren Christa Leve Poulsen, er lidt for glad for udtrykket ”Når alt kommer til alt”. Efter to bøger er det begyndt at irritere mig.
s.16: Julia Quinn hiver den gode gamle Askepot fortælling frem. Jeg kan ikke finde ud af, om jeg synes det er lidt for meget eller meget charmerende.