Den der ser

Herbjørg Wassmo er tilbage med en fortsættelse til trilogien om familien fra Reinsnæs. Dina er død i denne fjerde bog, og hun er savnet; det var i høj grad hendes karismatiske fandenivoldskhed, der var dragende i de andre bøger. Men Wassmo skaber en fortsættelse i vanlig eminent stil, og fremstiller poetiske og ægte portrætter af sine karakterer.

Fjerde bog i fortællingen om familien fra Strandstedet og Reinsnæs starter ikke godt.
Reinsnæs er brændt ned, og trilogiens altopslugende hovedperson Dina er død. I Benjamins tilbageblik får vi senere at vide, at hun led nogenlunde samme smertefulde skæbne som sin mor, idet hun i flere dage led under frygtelige brandskaber, inden hendes liv ebbede ud.
Romanen starter ved Dinas begravelse, hvor barnebarnet Karna stiller sig op og erkender, at Dina i sin levetid begik to mord. Derefter mister hun talens brug, og faderen Benjamin og stedmoderen Anna er i vildrede. Deres ægteskab går heller ikke for godt, - Anna er blevet klar over Benjamins bedrag med barndomsveninden Hannah, og hun beslutter sig for at tage til København med Karna, dels for at få Karna tilset af specialister, dels for at flygte fra det smuldrende ægteskab,

Herbjørg Wassmo skriver fantastisk. Det er der ingen tvivl om! Hun er poetisk og virkelighedsnær på samme tid. Hun formår at beskrive komplekse følelser på en så rammende og gribende måde, at man virkelig føler, at man er med karaktererne hele vejen.
Det er helt klart Wassmos største styrke – hun kan skabe personer, der er virkelige, ægte og helstøbte.
I Den der ser er der mange skift mellem synsvinkler, og der er et par personer at holde rede i, men Wassmo formår at skabe liv til selv de helt små bipersoner; som den voldelige Wilfred Olaisen eller Annas tyskgifte søster Sophie.
Wassmos stil er sikker og genkendelig – jeg tror, jeg ville kunne genkende selv små stykker Wassmo litteratur til enhver tid – hun kan bare ganske enkelt noget, som ikke mange kan, og som jeg ikke tror er noget, der kan læres. Allerede der har hun trukket flere stjerner i land.

Men jeg må indrømme, at jeg ikke er hundrede procent solgt. Historien er lidt tid om at komme rigtig i gang, og der går også lidt tid før karakterernes liv og følelser rigtig drager mig. Det er slet ikke som med den dominerende, fandenivoldske og karismatiske Dina, som fra første side tryllebandt en fuldstændig. Måske savner jeg ganske enkelt Dina i denne bog, som glimrer ved sit fravær i fortællingen.
Måske skyldes det, at Dina fyldte meget, mens denne romans hovedkarakterer lever langt mere stille, de fortæller i højere grad deres historie gennem det de ser og føler, frem for det de gør – deraf titlen ”den der ser”.
Historien kan ligeledes også godt stå lidt stille indimellem, der er fx mange seancer med Karnas hallucinationer, og stemningen mellem Benjamin og Anna vipper en del frem og tilbage.

Når det så er sagt, så er det bare rigtig godt skrevet og skildret af Wassmo; og særligt stærkt synes jeg Karnas ”sindssyge” står – specielt fordi jeg ikke kan undgå at se nogle paralleller til Dinas sindstilstand. Ligesom sin farmor ser Karna tingene helt anderledes end andre, og hun lever på kanten mellem virkelighed og fantasi. Men hvor Dina var stærk og formåede at bruge det i sin næsten dyriske og voldsomme tilgang til livet, så er Karna svag og kan let knækkes. Poesien i det link mellem farmor og barnebarn er smuk, og man får næsten en fornemmelse af at Dina efter sin død har forplantet sig i Karna, med al sin vildskab og skyld – men at Karna ikke er stærk nok til at bære hende.

Alt i alt kan bogen klart anbefales – men det er ikke den stærkeste Wassmo bog, der er skrevet, ganske enkelt fordi, jeg synes bogen bliver for stillestående, og fordi den ikke tryllebinder mig i samme grad som de forgående bøger.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Hvad syntes du om bogen?