Hjælp

Hjælp
Sprog:
Originalsprog:
Forlag:

Hjælp er en autentisk og personlig beretning, som først og fremmest leverer en larmende og voldsom kritik af systemet. Jacob Skyggebjerg arbejder med flere forskellige fortælleteknikker som supplerer hinanden og efterlader læseren med en unik læseoplevelse.
Bogen rører og provokerer, og jeg kunne heller ikke undgå undervejs at blive voldsomt irriteret på bogens hovedkarakter (Skyggebjerg selv). Som forfatter og skribent kan han dog kun roses; Han mestrer det poetiske, det barske, det nøgterne, det debatterende og det satiriske og han formår at bruge det til sin fordel i en godt opsat roman, der understreger hans skarpe kritik.

I forordet skriver Jacob Skyggebjerg blandt andet at Hjælp er et vidnesbyrd, en forsvarstale og en roman. Bogen bærer undertitlen ”vidnesbyrd fra den dansk retsstat – et justitsmord”. Den omhandler tiden fra Jacob Skyggebjerg med vennerne er i byen og bliver anholdt efter et kontrovers med en dørmand. Han bliver to år senere idømt en behandlingsdom for vold mod embedsmand i funktion og bogen skildrer tiden ind og ud af psykiatriske afsnit; En tid hvor han efter hver udskrivelse må genopbygge sin tilværelse kun for at få den afbrudt og smadret igen af en ny tvangsindlæggelse.

Jacob Skyggebjerg blander forskellige fortælleteknikker og varierer sit sprogbrug markant i de forskellige passager.
I nogle afsnit er han debatterende og stærkt systemkritisk; Her er hans sprogbrug intellektuelt og samfundsfilosofisk mixet med elementer af benhårde satiriske fremstillinger af systemet, som han tydeligvis ikke har meget tilovers for. Han kalder konsekvent alle sosu’er og sygeplejersker for fodsoldater og lægerne for herskerne. Ligesom han flere gange kalder systemet for sygt – og anklager det for at skabe sygdomme i langt højere grad end det helbreder sygdomme. ”Det er regel nummer et, at lægen aldrig må lytte til hvad man siger”.

Jacob beskriver perioderne med tvangsindlæggelse med vrede og indignation, og hans sprog er her præget af nøgternhed og tomhed, fx omtaler han konsekvent sig selv som man og hans værelse som gaskammeret. Han formår at bruge konkrete og banale situationer som eksempel på meningsløsheden, fx gengiver han med den største ligegyldighed sine matadorspil mod computeren, som det forstås, at han har spillet så mange gange, at han for længst har regnet ud at vinde over computeren. Ligeledes bruges ofte puslespillet i fællesrummet som symbol på ligegyldigheden i det liv der leves ”inden for murene”. Jacob bruger også små banale hverdagseksempler til at illustrere sin kritik af systemet og systemets mænd og kvinder (fodsoldaterne) – som i scenen fra morgenbordet, hvor der tages et stille opgør om antallet af toastbrødsskriver pr. Patient til morgenmad. På den måde leverer Jacob Skyggebjerg nogle gode og satirisk fremstillede eksempler på den meningsløshed, som han kritiserer.

I kontrast til ovenstående står sekvenserne i kursiv, hvor Jacobs liv ”uden for murene” leves – her er han på rejse med kæresten, til fest hos vennerne, på arbejde på magasinet Gaffa og på vej ud at spise med kæresten. Disse sekvenser er skrevet med poetisk indlevelse og smukt skildret i sine enkeltheder, og de bliver skarpe kontraster til livet i systemet. Jacob fremstår i de kursiverede sekvenser som et helt menneske, mens han i hospitalssekvenserne er reduceret til et man – et bittert, vredt og nedbrudt menneske. Netop disse kontraster i fortællingens greb er utrolig virkningsfulde og absolut romanens stærkeste kort.

Endelig er historien krydret med virkelige journalcitater og retslige dokumenter, som i deres fremstilling er med til at understrege Jacobs pointe om de forskellige lægers og andre implicerede parters oplevelse af Jacob som menneske og patient.
Men det er netop i den retslige redegørelse, at jeg synes fortællingen har en væsentlig mangel; For hvorfor endte det med en behandlingsdom? Jacob selv forklarer, at den oprindelige mentalerklæring ikke kunne rekvireres til kopi, men han dvæler i fortællingen heller ikke længe ved denne erklæring. I historien fremstiller han det selv som om, at han ønskede at blive indstillet til en behandlingsdom frem for en almindelig fængselsdom – og det kunne have været interessant at kende til og forstå denne baggrund, som jo alt andet lige må være den som ”systemet” agerer på baggrund af.

HJÆLP er langt hen af vejen først og fremmest en voldsom kritik rettet mod det psykiatriske behandlingssystem. Den er blevet til i hænderne på en tydeligt meget vred og bitter mand, og det skinner igen. Det er også her min eneste anke mod historien kommer ind i billedet; for det kan godt blive en anelse for meget af det gode. Man mangler, at Jacob nu og da kunne have nuanceret sin fortælling med en refleksion over sit eget ansvar for situationen.
Jeg kan faktisk ikke undgå at blive en anelse irriteret på ham gennem historien, som jeg synes ofte bliver en ret entydigt fremstilling med mantraet, at det ”altid er de andres skyld”.

Når det så er sagt, så leverer han en skarp kritik af et system, som de manglende nuancer til trods giver stof til eftertanke; for hvorfor skal han tvangsindlægges og tvangsmedicineres, når hans omgangskreds og arbejdsplads kun giver udtryk for, at han er velfungerende? Handler det om, at systemet vil hjælpe eller straffe?
Derudover fremstiller bogen en side af samfundet, som det er relevant at kende til; det er mennesker, der er glemt og efterladt – det er de oversete skæbner, dem vi som samfund ikke regner for noget. På den måde fungerer fremstillingerne fra det psykiatriske afsnit ikke kun som en kritik af behandlingssystemet, men også som en generel kritik af samfundets hierarkiske inddeling og stræben efter ”Normaliteten”. Han løfter på den måde sin egen fortælling til også at omhandle en større kritik af vores måde af forstå vores samfund og hinanden på.

Hjælp er en bog, der på en gang rører mig og provokerer mig. Jeg forstår ham samtidig med at jeg gentagne gange bliver voldsomt irriteret på ham. Men det er netop heri, at romanens egentlige kvalitet ligger; Jacob Skyggebjerg har skabt en fortælling, der vækker følelser; nogle vil måske melde sig i hans kor af foragt for systemet og andre vil måske have lyst til at give Jacob en syngende lussing. Men uanset hvad, så er Jacob Skyggebjerg sig selv, og han leverer en roman, der i høj grad også er sin egen og helt unik.

4.0Overall Score

Hjælp

Hjælp er en autentisk og personlig beretning, som først og fremmest leverer en larmende og voldsom kritik af systemet. Jacob Skyggebjerg arbejder med flere forskellige fortælleteknikker som ...

  • Historien
    3.9
  • Karakterer
    3.8
  • Sprog og skrivestil
    4.3

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Hvad syntes du om bogen?