Alt det jeg ikke husker

Alt det jeg ikke husker
Oversætter:
Sprog:
Originalsprog:
Forlag:

Alt Det Jeg Ikke Husker har vundet stor anerkendelse og tonsvis af gode anmeldelser. Den er skrevet godt, byder på en anderledes fortællestil, og lægger med sine mange ubesvarede spørgsmål op til refleksion.
Men det er også en bog, der aldrig bliver rigtig spændende, og hvis karakterer trods store nuancer ikke rigtig gør indtryk – af samme årsag bliver den altså også lidt kedelig.
Bogen kan særligt anbefales til fx litteraturklubber – for der er en del at diskutere og snakke om.

En hurtig søgning på Alt Det Jeg Ikke Husker vil fortælle dig, at romanen fik utrolig gode anmeldelser fra den samlede dagspresse og at den desuden vandt den prestigefyldte svenske pris Augustprisen i 2015.
Rosen går primært på den kaleideskopiske fortælleform og de mange forskellige tematikker, som romanen berører på en og samme tid.
Men jeg kan ligeså godt være ærlig først som sidst; Jeg var ikke udelt begejstret for romanen! Og det er faktisk svært at sige hvorfor – for jeg er samtidig heller ikke i tvivl om romanens kvaliteter;

Jonas Hassen Khemiri er en god forfatter. Det er der ingen tvivl om, og det er desuden allerede blevet fastslået af den samlede intellektuelle litterære elite.
Men jeg kunne alligevel ikke undgå at kede mig en anelse under læsningen!

Historien er et portræt af den i romanen på en gang nærværende og fraværende Samuel, fortalt gennem beretningerne fra vennen Vandad, barndomsveninden Panteren, den demente mormor, moren og ekskæresten Laide.
Gennem intervieweren og forfatteren berettes deres fortællinger, der hver især har deres version af Samuel og de begivenheder der ledte op til hans død. De forskellige synsvinker skifter hele tiden uden at det angives, hvem der taler hvornår, og som læser må man selv gætte sig til, hvem der fortæller. Det fungerer for det meste fint. Hen mod slutningen af romanen bliver det dog pludselig lidt forvirrende, og romanen ændrer spor og lader pludselig den ellers anonyme forfatter komme til orde – det bliver lidt rodet og jeg sidder tilbage med fornemmelsen af en forfatter, der har taget nogle valg alene for at virke lidt dyb og kunstnerisk – og den slags bryder jeg mig ikke om.

De forskellige synsvinkler gør historien til en kalaideskopisk fortælling, der sammenstykkes, som fortællingen skrider frem, men som aldrig giver det endelige svar på historiens mysterier: var Samuels død et uheld? Var Samuel ked af Laides svigt eller Vandads? Elskede Laide ham? Og hvem elskede Samuel egentlig? Vidste han det overhovedet selv?
Historiens mange synsvinkler og ubesvarede spørgsmål efterlader læseren med et indtryk af virkelige historier og virkelige mennesker: der har flere nuancer end blot sort og hvid, og som ikke engang selv har alle svarere ”Jeg tror jeg elskede ham. Slet tror. Jeg elskede ham” siger Laide i et interview – elskede hun ham? Eller ville hun ønske, at hun elskede ham?

Det er uden tvivl ovenstående fortælleteknik, der gør romanen interessant, selvom jeg synes det engang imellem kammer over og bliver prætentiøst fremfor egentlig godt.
Det er en bog, som henvender sig til dem, der godt kan lide at bøger fortæller historier, som man skal reflektere over. Men jeg må også sige, at selvom fortælleteknikkens formål også er at fremstille nuancerede karakterer, så lykkedes den, i hvert fald for mit vedkommende, ikke med at fremstille karakterer, som jeg egentlig bliver engageret i; Langt hen af vejen rager det mig, hvordan det går dem, og det er altså et problem i en roman, hvis primære fremdriftskraft er karakterne.

Romanen er samtidig en samfundsfortælling om nutidens Sverige; Om et samfund præget af en dem og os mentalitet, om Samuels rodløshed qua hans blandede etnicitet og om forskellige samfundsklasser. Det er historien om vanskeligheden ved at bryde et socialt mønster, fortalt gennem Vandads historie om hans manglende evne til eller mulighed for at bryde ud af den kriminelle løbebane. Det er rigtig fint med en forfatter, der også har noget på hjerte politisk, men på en eller anden måde kan jeg ikke undgå at føle, at det er bog, der vil lidt for meget til at noget af det bliver rigtig interessant at læse.

For mig er bogens højdepunkt den mystiske fortæller; Intervieweren af de forskellige personer gemmer sig bag fortællingerne, men har tilsyneladende selv en andel i historien; vi forstår, at han selv kender Samuel. Vandad spørger fx til denne forbindelse, men fortællerens svar på dette spørgsmål er på påfaldende vis klippet ud af fortællingen. Herved må man som læser opfatte endnu et lag i usikkerheden omkring den enkeltes fortælling – for i hvilken udstrækning kan forfatterens gengivelse overhovedet tiltros?

Jeg synes forfatterens totale fravær, hvis rolle i Samuels liv kun træder frem i korte og enkelte tiltaler fra de interviewede, er et genialt greb, der skaber en mystisk og interessant vinkel i historien.
Derudover har fortællingen nogle små mindeværdige detaljer i Samuels små lommefilosofiske refleksioner. Som fx når Samuel reflekterer over, hvordan man kan være sikker på at et andet menneske husker en, hvis man sørger for at den anden associerer en med en hverdagshandling – hvorefter han hælder et glas vand ud over sig selv i håbet om, at hun så vil associere ham med at drikke vand. Eller når Samuels opfordrer til altid at sige ja til at gøre ting, da oplevelsen om ikke andet vil være et minde, som man kan have med i sin erindringsbank.

Det er en bog, der kan meget; den er godt skrevet, den har meget på hjerte og den giver lidt at tænke over; Det vil fx være en oplagt bog til en litteraturklub – for der er bestemt en del, man kan diskutere. Men det vil med tiden helt sikkert blive en bog, der for mig vil ende der hvor den med sin titel så passende hører hjemme, arkiveret under ’alt det jeg ikke husker’.

 

 

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Hvad syntes du om bogen?