Stuk

Stuk
Sprog:
Originalsprog:
Forlag:

STUK er en klassiker – og går du op i at kende din klassiker, så bør du læse den. Har du derimod ikke den store erfaring med at læse litteratur fra denne tid, så bør du holde dig væk. Herman Bang opererer med et utal af karakterer, og det er vanskeligt at holde styr på hvem, hvad og hvor – hvorfor bogen er en tung en af komme igennem. Men klarer man frisag og giver bogen den tid, der kræves, så er der flere ”Bangske” perler imellem.

Jeg har, som jeg tidligere har skrevet, en klar målsætning om, at jeg skal have læst og kende til alle de store danske (og med tiden udenlandske) klassikere. Herunder har Stuk af Herman Bang længe stået på min reol, og ventet på at blive læst.
Nu fik jeg så endelig læst den, og lad mig starte med at sige, at den var ikke nem at komme igennem – hvorfor? – et enkelt svar vil være, at den ganske enkelt var kedelig.

Af bagsideteksten til Stuk fremgår det, at Herman Bang skildrer det dekadente og luksuriøse overflodsliv i slutningen af 1800’tallets København, og at han gør dette i en flot og flimrende reportage, hvor byens overfladiskhed og råddenskab træder tydeligt frem.
Først og fremmest hæfter jeg mig ved flot og flimrende reportage – det må man bestemt sige ja til. Herman Bang har aldrig haft for vane at præsentere sine karakterer. Men i denne bog optræder et utal af karakterer, og vi følger dem i hurtige sceneskift på kryds og tværs af hinanden. Derfor kommer karaktererne aldrig egentlig til at røre en. Jeg er naturligvis med på, at det stillistisk passer til bogens centrale pointer. Men jeg synes alligevel det gøres i en grad, som forstyrrer min læsning. Flere passager missede jeg helt, fordi jeg ganske enkelt havde vanskeligt ved at holde styr på, hvem der var hvem. Måske skyldes min fejl blandt andet, at jeg læste bogen over en længere periode, og fra gang til gang havde jeg glemt de fleste af karaktererne.
Desuden har jeg efterhånden læst det meste af det moderne gennembruds litteratur, så pointen om overklassens ødselhed og overfladiskhed forekommer mig efterhånden en smule triviel.

Det mest interessante i bogen er, at karakteren Herluf Berg, som vel er det nærmeste, man kommer en hovedperson, er knyttet til en anden af Herman Bangs værker; Herluf Berg er nemlig søn af skovridder Berg fra romanen Tine, som bogens titelperson forelsker sig i. – En lille sjov reference for litteraturkenderen.
Derudover kunne jeg, ved lidt research på nettet, læse mig til, at bogens byggematador Martens er baseret på en virkelig person: Hans Hansen – kaldet Hellig Hansen. Hans skæbne kunne have været en roman i sig selv, han fik økonomisk succes og opnåede store anerkendelse blandt andet i form at et ridderkors, men han gik fallit og endte sine dage på fattiggården, hvor mange blandt andet mente, at man burde tage ridderkorset fra ham.

Men tilbage til Stuk må jeg erkende, at hvor meget det mig end er imod at kritisere de store klassikere, så kedede jeg mig bravt, da jeg læste den. Når det så er sagt, så er den læst, og jeg kan sætte et kryds mere på listen over klassikere, jeg har fået læst. Men så er der vist heller ikke mere at sige om den bog.

Skal man alligevel kaste sig ud i at læse den, måske for at få et kryds på sin liste, så må jeg anbefale, at man læser den mere intensivt over en kortere periode, og at man giver sig god tid. Derudover er Stuk uden tvivl en af de bøger, som man bør læse mere end en gang – ved anden læsning vil man uden tvivl have lidt lettere ved at holde styr på personerne. Men måske skal det heller ikke være så stort et arbejde at læse en bog, – i hvert fald ikke for meningmand, og det må derfor nødvendigvis også komme til udtryk i antallet af stjerner.

Det er desuden så som så med lysten til at læse bogen anden gang – og måske gør det heller ikke noget, at man ikke har helt styr på karaktererne, det bidrager uden tvivl til det overfladiske forhold til karaktererne, og på den måde kan læsningen af romanen bidrage til at fremstille bogens pointe.

Bogen udkom første gang i 1887.

 

2.7Overall Score

Stuk

STUK er en klassiker – og går du op i at kende din klassiker, så bør du læse den. Har du derimod ikke den store erfaring med at læse litteratur fra denne tid, så bør du holde dig væk. Herman Bang ...

  • Historien
    2.0
  • Sprog og skrivestil
    4.0
  • Karakterer
    2.0

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Hvad syntes du om bogen?