Bådens navn

Bådens navn er en historie om det menneskelige forfald skrevet i den efterhånden velkendte moderne minimalistiske stil. Historien følger Susanne, der længes efter frigørelse fra hverdagens trivialiteter, og som efter sin mands pludselige død (som hun ikke selv er helt uden skyld i) langsomt fortabes i meningsløshed og ligegyldighed. Dialogen i romanen er knivskarp og autentisk, og i de små enkle beskrivelser af Susannes dagligdag oplever vi hendes følelsesmæssige og menneskelige forfald.
Hvis man elsker Helle Helle og den moderne impressionistiske stil, – så er det her helt klart en af de bedre bud.

Mogens og Susanne har altid været gift. De har en voksen datter og bor i rækkehus. Nu vil Mogens gerne købe en båd, men Susanne er ikke helt frisk på ideen.
Båden bliver dog købt, og under en sejlads falder Mogens over bord, og Susanne handler ikke. Mogens er død, og Susanne oplever først friheden som en forløsning, men glider derefter længere og længere ind i den meningsløshed, som hun forsøgte at undslippe.

Jeg har en primær anke mod bogen. For ganske vist er jeg ikke blind for fortællingens og bogens kvaliteter; Kim Fupz Aakeson er uomtvisteligt en god forfatter. Men jeg sidder også tilbage med en oplevelse af deja vu – bogen skriver sig nemlig ind i lang tradition for den minimalistiske beskrivelse af hverdagens trivialiteter og meningsløshedens fængsel. Det er en stil og en genre i moderne dansk litteratur, som jeg efterhånden synes er set og læst, og der er i hvert fald ikke længere noget banebrydende ved den.

Vores hovedperson Susanne er langt fra en egentlig sympatisk karakter; men hun afspejler også nogle meget genkendelige sprækker ved den menneskelige adfærd, og særligt vores måde at omgås andre mennesker på. Der er flere små eksempler på Kim Fupz Aakesons skarpe, nøgterne men også lidt humoristiske måde at formidle disse små sprækker på, og med meget få ord formår han at skabe nogle meget genkendelige scener og følelser. Som da Susannes far, som sidder i rullestol på plejehjemmet skal på toilettet: Skal jeg hjælpe med noget? Jeg havde virkelig ikke lyst til at hjælpe med noget.

Historien er grundlæggende en forfaldshistorie, som portrætterer det moderne egoistiske og selvcentrerede menneske; Susanne keder sig i ægteskabet med Mogens, som hun dog ikke rigtig virker til selv at bidrage væsentligt til, hun lader ham dø og forløses i første omgang af friheden, som hun efterhåndend alligevel ikke oplever som andet end en tilbagevenden til trivialitet og meningsløshed – nu bare alene.

Men det er egentlig i de mange små karakterer, som omgiver Susanne, at romanens mest interessante sekvenser skal findes, og dialogen mellem hende og datteren er fx i sin overfladiskhed ladet med flere lag af betydning og rum for fortolkning af deres relation.
Derudover er der flere scener fra hendes job som fængselspræst, hvor samtalerne med de indsatte bidrager med spørgsmål om skyld og tilgivelse.

Generelt er det i dialogen mellem de forskellige karakterer, at Kim Fupz Aakeson er skarp – replikkerne fremstår autentiske og er mættet med betydning i de små enkelte ord.

Men alt det gode til trods, så har jeg svært ved at abstrahere fra, at jeg på mange måder sidder tilbage med en lille følelse af, at jeg har læst bogen før. Den minimalistiske ”show it don’t tell it”-stil, hvor menneskelige følelser og relationer træder frem i små tilsyneladende ubetydelige hverdagsscener, har vi efterhånden set nogle gange før – fx i Helle Helles forfatterskab.

Når det så er sagt, så er det, den velkendte stil til trods, en rigtig god bog af sin slags. Det er Susannes forfald samtidig med at det er en fortælling om det menneskelige forfald generelt. Der ligger masser af betydning i de små beskrivelser og dialoger, og der er masser af rum for refleksion over særligt de menneskelige relationer og vores forventninger til livet.