De heldige

De heldige
Sprog:
Originalsprog:

Georgia Hunters ”De heldige” er noget så usædvanligt som en fortælling om en jødisk familie under Anden Verdenskrig fuld af optimisme, håb og kærlighed.
Det er den sandfærdige fortælling om en jødisk familie fra Polen, der mod alle odds kæmper for overlevelse i en af de mørkeste tider i verdenshistorien, som under ti procent af de polske jøder overlevede.

Byen Radom i Polen husede før Anden Verdenskrig ca. 30.000 jøder, men kun knap 300 overlevede. ”De Heldige” er historien om familien Kurc fra Radom. Vi møder første gang ægteparret Sol og Nechuma og deres fem børn Genek, Mila, Jakob, Addy og Halina i foråret 1939; Krigen og jødehadet er under opsejling og familien er nervøse men nærer alligevel håb for fremtiden. Snart spreder krigen dem dog fra alle vinde, og nu må de hver især kæmpe for at undgå nazismens had og de frygtede koncentrationslejre. Nogle får falske papirer og har held til at udgive sig for ariere, andre ender i arbejdslejr i det isnende kolde Sibirien, nogle har held til at flygte til Sydamerika, mens nogle må slide sig selv op i polske arbejdslejre. Hele tiden må de være på vagt overfor nazismens tiltagende hetz mod jøder og hele tiden må de være klar til at udtænke nye planer for overlevelse.

Georgia Hunter skildrer med stor indlevelse de fem søskende og deres ægtefællers kamp for overlevelse i en verden, hvor det kræver en usandsynlig styrke og et usædvanligt held at overleve. Hunter har tydeligvis researchet historien godt og fået mange detaljer med, der øger autenticiteten og giver en gedigen spænding og intensitet i fortællingen.
Man får fx pulsen helt op, da Mila skal snige sig ud af ghettoen med sin datter skjult under frakken, eller da Adam fifler med lidt tape og melklister i et forsøg på at skjule, at han er omskåret. Som i en god spændingsroman holder man ofte vejret og krydser fingrer; Klarer de den mon?.

Romanen følger på skift de fem søskende, deres ægtefæller og deres forældre. Det er et stort persongalleri og med de konstante skift i personvinklen bliver det naturligvis lidt sværere at lære de enkelte personer rigtigt at kende, til gengæld giver det en fantastisk dynamik til fortællingen, der fra Sibirien til Palæstina kommer hele vejen rundt om de uhyrligheder som jøderne, foruden koncentrationslejrene, blev udsat for.

Familien Kurc er i romanens indledning usikre og alligevel fortrøstningsfulde angående fremtiden; De ved, at de lever i en vanskelig tid, men ingen af dem tror for alvor på, at den stigende hetz mod jøder kan udvikle sig meget værre. Det er meget interessant at følge den langsomme erkendelse hos de enkelte familiemedlemmer, efterhånden som de forstår præcis hvor langt nazisterne er villige til at gå i deres forfølgelse af jøderne.

 

Et af romanens stærkeste kort er uden tvivl, at den trods det gruopvækkende emne faktisk emmer af håb og optimisme. Der findes efterhånden en hel del fortællinger om Holocaust, men denne her adskiller sig ved at fortælle om de forfærdelige begivenheder og samtidig have fokus på håbet. Det er en roman, der først og fremmest fortæller om menneskelig styrke og sammenhold og om den kærlighed, der binder os sammen.

3.9Overall Score

De heldige

Georgia Hunters ”De heldige” er noget så usædvanligt som en fortælling om en jødisk familie under Anden Verdenskrig fuld af optimisme, håb og kærlighed. Det er den sandfærdige fortælling om en ...

  • plot og handling
    4.4
  • karakterer
    3.5
  • sprog og skrivestil
    3.7

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Hvad syntes du om bogen?