Drømmetiggere og hurtige sko

Drømmetiggere og hurtige sko
Sprog:
Originalsprog:
Køb bogen her: Saxo.com

Daniel Tafdrups debutroman udstiller det moderne menneskes egocentrisme og rejse mod selvrealisering. Det er en historie om et menneskes udvikling og samfundets forventninger fortalt med en meget personlig gnist, der giver historien et absolut vedkommende præg.

Martin er en ung mand, der arbejder som arkitekt og kæmper for at holde sig indenfor de normer, som samfundet dikterer. Men hans sind har vanskeligt ved den ramme, som parforholdet og det faste 9-16 job kommer i. Da kæresten bryder med ham, beslutter han sig for at udleve de fantasier, som han ikke har haft modet til at udleve før. Det sender ham ud på en rejse, hvor han gradvist tager sine første skridt mod selvopdagelse.

Drømmetiggere og hurtige sko er en roman inddelt i seks kapitler, der hver især illustrerer de seks stadier af kærlighed og selvrealisering, som Martins rejse udgøres af.

Jeg var ret begejstret for formen, som giver en fin ramme til fortællingen, og som er med til gøre de forskellige epoker i Martins liv synlige for læseren. I hvert kapitel er der også en kvinde (der er faktisk flere), som bliver afgørende for Martins udvikling og hans syn på sig selv og på kærligheden.

Det er faktisk i interaktionen med disse kvinder, at romanen bliver særligt interessant, fordi der i samspillet åbenbares noget om kvinderne og om Martin selv, der giver romanen sin kant og sine nuancer.

I størstedelen af romanen er det dog Martins egne tanker, der har ordet, og her bliver romanen indimellem en lille smule overfortalt. Der er alt for meget, som fx Martins stærke kritik af samfundet, der trækkes i langdrag og bliver gentaget alt for meget.

Der er ingen tvivl om at dette er en meget personlig fortælling. Jeg skal ikke kunne sige, om det er forfatterens egen fortælling, men den er meget personlig. Som læser fornemmer man det, og det gør fortællingen vedkommende og på sin vis også rørende, selvom den bestemt ikke er for sarte sjæle. Man skal fx ikke være bornert, når det kommer til sexscener, for dem er der en del af. Men det fungerer, for sexscenerne er jo her hans interaktion med de forskellige kvinder for alvor kommer til udtryk, og de understreger og illustrerer hans løbende udvikling i forhold til synet på kvinder og kærlighed.

Jeg må dog sige, at der var nogle sproglige udtryk, der irriterede mig grænseløst, fx kan jeg altså ikke udstå, at man bruger udtryk som ”at en pige skal straffes for hårdt”.

Daniel Tafdrup henviser en del til forskellige filosoffer, og selvom jeg tager hatten af for den viden, der ligger bag, så følte jeg ikke under læsningen, at det faldt naturligt ind i fortællingen. Det kommer tværtimod indimellem til at virke lidt opstyltet. Som fx i nedenstående eksempel, hvor jeg  oplever referencen til Kierkegaard som overflødig og ude af sync med tekstens øvrige udtryk;

”Men jeg dyrker altså ikke oralsex med en,  jeg ikke kender”
”Det er fint” svarer jeg og løfter blusen af hende.
Det er egentlig mere end fint, tænker jeg, for min date i eftermiddags ville sjovt nok alt andet end at knalde. Men sådan passer det hele jo så glimrende: Gift dig eller gift dig ikke. Ifølge Kierkegaard vil vi alligevel fortryde begge dele.

Jeg følte langt hen af vejen, at henvisningerne til de forskellige filosoffer afbrød min læsning, da jeg ikke oplevede dem som værende naturligt i teksten. Daniel Tafdrup henviser fx også til en del musikere og rappere, og disse henvisninger glider mere naturligt ind i tekstens miljø og stemning og fungerer derfor langt bedre.

I romanen veksler Daniel Tafdrup således mellem to fortælleteknikker, der henholdsvis fungerer rigtig godt og fungerer knap så godt. Han lader sin læser opleve Martins personlige udvikling i samspillet med andre mennesker; kvinderne, vennerne og kollegaerne. Her oplever vi en fin dialog, der giver et flot billede af nuancerne i det moderne menneskes splittelse mellem at tilpasse sig normerne og gøre sig fri af dem.

Den mindre velfungerende del af romanen består af Martins løbende tanker om samfundets utilstrækkelighed, konformitet og dobbeltmoral. Her bliver det alt for overfortalt, for jeg synes egentlig at samfundskritikken ligger rigtig fint latent i Martins udviklingsrejse.
Jeg havde i stedet gerne set Martin agere i samspil med sine omgivelser meget mere, for det er her, jeg oplever romanens vedkommenhed.

Det er også i samspil med romanens andre karakterer, at Martins udviklingsrejse og oplevelse af verden får lidt modspil og flere nuancer. Ligesom man som læser får en større nuancering af Martin som karakter.

Heldigvis er det dog den velfungerende stil i romanen, som er dominerende, og derfor oplever jeg også romanen som værende alt i alt en meget fin debut om et menneskes rejse mod sig selv.

3.3Overall Score

Drømmetiggere og hurtige sko

Daniel Tafdrups debutroman udstiller det moderne menneskes egocentrisme og rejse mod selvrealisering. Det er en historie om et menneskes udvikling og samfundets forventninger fortalt med en meget ...

  • plot og handling
    3.2
  • Karakterer
    3.5
  • Sprog og skrivestil
    3.1

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Hvad syntes du om bogen?