Jeg har lyst til at kalde Mette Norries ”Statister” for en moderne udgave af Herman Bangs ‘Stille eksistenser’. Tematikken synes i hvert fald at være den samme; Små fine glimt af mennesker, der alle lever i skyggen, – i baggrunden.
Mette Norries ‘Statister’ er alle mennesker, der synes at være ramt af passivitet. De er stivnede i roller og situationer, hvor de er blevet beskuere. Som fx pigen i novellen Paris, der beundrer den livlige veninde, der på mange måder synes at være perfekt; Hun har bedre råd, flere venner og har kærester. Her lever fortælleren en mærkelig skyggetilværelse i venindens liv, og hendes eneste aktive handling synes at være tyveriet af venindens elskede smykke, – Hun er altså ikke bare beskuer, hun er en snylter. Hun er tilstede i en andens liv – som passiv/statist – mere end hun er noget i kraft af sig selv.
I novellen Interview har den kvindelige fortæller fået til opgave at lave et interview med en berømt forfatter. Under besøget kommer hun dog til at være vidne til en konflikt mellem forfatteren og dennes datter, og fortælleren synes draget af konflikten, som om hun er helt fremmed ved de familiære relationer. Hun føler tydeligvis en eller anden længsel og måske et momentvis tilhørsforhold, som dog afvises af forfatterens nonchalante holdning overfor hende. ”Det bliver et godt interview. Man vil ikke kunne fornemme, hvad jeg har mistet” slutter novellen tvetydigt.
I en tredje stærk novelle (Statist) oplever en ung mand en stor glæde i sit ellers på mange måder skuffende liv, da han tilbydes en statistrolle. Hans jobsituation er ikke blevet, som han håbede, og han fik aldrig fortalt, at han var forelsket i sin veninde, førend hun valgte en anden. Mette Norrie skriver så fint den unge mands sindsstemning frem i novellen, efterhånden som den skifter fra den let håbefulde stolthed til den nedtrykte skuffelse og vedvarende følelse af fiasko, som møder ham, efter at en samtale med moderen ikke giver ham den respons af stolthed, som han måske havde håbet på.
Mette Norrie arbejder med nogle fine facetter af de mange karakterers følelser. Det er mennesker, der er præget af passivitet, bristede forventninger, bitterhed, skuffelse og mismod.
Hun arbejder med et elegant og minimalistisk sprog, som slår den let sørgmodige stemning an.
Novellesamlingens største styrke er uden tvivl, at den fungerer som en helhed. Den har som samling et klart udtryk, en klar tematik, en klar mening. Novellerne taler sammen, og leverer en samlet karakteristik af passivitetens væsen. Den er et portræt af iagttageren, beskueren og det passive i mennesket.
Men Mette Norrie fanger også en anden væsentlig detalje ved det moderne samfund, hvor enhver er sin egen lykkes smed; For i en sådan moderne verden er det måske særligt den indadvendte, den introverte, den usikre, som ender på sidelinjen. De er ikke som i Bangs Stille Eksistenser direkte ofte for uretfærdige samfundsforhold, men de er mennesker med drømme og ønsker, som de af den ene eller anden grund ikke har formået at realisere.