Opkald fra mælkevejen er en personlig beretning om en særlig opvækst som omsorgssvigtet overklassebarn i 60’ernes Danmark. Bjørn Poulsen tager i sin fortælling udgangspunkt i sin psykisk syge mor og sit eget kostskoleliv; Udgangspunkt er interessant, men gennem hele romanen giver Bjørn Poulsen trods det personlige emne meget lidt af sig selv og af samme grund bliver det langtrukkent og kedeligt.
Bjørn Poulsens mor var psykisk syg, og i denne roman fortæller han om nogle af de sidste samtaler, han havde med moren, der løbende giver ham anledning til i tilbageblik at fortælle sin historie. Det er en historie om en omflakkende overklasse tilværelse. Bjørn voksede op på prestigefyldte kostskoler og dyre hoteller, han kom på museer og læste store klassikere. Men det er også historien om et totalt fravær af voksne og ansvar.
Bjørn Poulsens debutroman skriver sig ind i gruppen af bøger, som omhandler vanskelige forældre og opvækstbetingelser, som fx Min mor var besat eller Den, der lever stille.
Historien handler om moderen, det er i hvert fald, hvad bagsideteksten indikerer, men det er ikke helt den fornemmelse, man får, når man læser bogen. Moderen optræder bemærkelsesværdigt lidt, specielt i de mange tilbageblik.
I de nutidige glimt oplever man Bjørns sidste samtaler med sin mor. Det er her bogen interesserede mig mest, for gengivelserne emmer af en herlig kombination af humor, omsorg og slet skjult irritation. I et sidste afsluttende kapitel uddyber Bjørn Poulsen disse følelser i et poetisk smukt billedsprog, og det havde jeg gerne set meget mere af, for det er faktisk et af de eneste steder, at jeg for alvor følte, at jegfortælleren/forfatteren havde noget på spil i fortællingen.
I det hele taget fremstår jegfortælleren ofte relativt afknappet og distanceret. Jeg var skuffet over, at der ikke dykkes dybere ned i relationen til moderen eller udforskningen af hendes følelsesliv. Specielt taget i betragtning, at det er hvad bagsideteksten lægger op til.
I stedet får vi så beretninger fra fortællerens kostskoleliv, der var ualmindelig barskt, men selv i disse barske tilbageblik føles det løsrevet følelserne. Man fornemmer ganske enkelt ikke, at man som læser rigtigt er til stede i de her sekvenser. Ligeledes nævnes forholdet til faderen uden egentlig at udforske det. Der er en indifferens i beretningen, som jeg synes smitter af på mig som læser.
Det er alt i alt en overordentlig personlig fortælling, der fortælles med en bemærkelsesværdig knaphed på følelser. Man fornemmer at Bjørn Poulsen hele tiden holder historien et godt stykke fra livet.
Til gengæld kæder han mange af fortidens oplevelser sammen med flere intellektuelle anekdoter og referencer, og der nævnes alt fra krigshistorie, klassikere og kunst.
Jeg forstår grebet; Hans opvækst var knap på følelser og rig på klassisk dannelse, og på samme måde reflekterer han med denne intellektuelle baggrund over sin egen barndom.
Men jeg mener godt, at det kunne have været gjort på en måde, hvor romanen interesserede sig mere for sine karakterer, og var mere intens og vedkommende. For problemet for mig blev ganske enkelt, at jeg kedede mig.
Jeg mangler stadig helt at forstå, hvad det er for en fortælling, Bjørn Poulsen giver os i ”Opkald fra mælkevejen”. Moderen føles for fraværende til at det skal være hendes fortælling, mens den personlige fortælling føles tam set i lyset af den vedholdende distance.
Måske er det først og fremmest en fortælling om en ualmindelig opvækst i 60’erne og 70’erne. Under alle omstændigheder endte det med at kede mig til trods for det meget fine sprog og de interessante refleksioner og referencer.
Opkald fra mælkevejen
Opkald fra mælkevejen er en personlig beretning om en særlig opvækst som omsorgssvigtet overklassebarn i 60’ernes Danmark. Bjørn Poulsen tager i sin fortælling udgangspunkt i sin psykisk syge mor ...