”Til verdens ende” er mange vidunderlige ting på en gang. Det er en moderne genfortolkning af Moby Dick, et skræmmende aktuelt stykke klimalitteratur, en vidunderlig dragende fortælling om sorg og heling, en smuk rejse gennem kærlighed og smerte og fremfor alt en poetisk hyldest til naturen. Kært barn har mange navne, og stor litteratur rummer flere facetter og mange kvaliteter. Charlotte McConaghys værk ”Til verdens ende” ramte mit litteraturbankende hjerte på mange måder, og det er en roman der efterlader sin læser grebet og rørt, fordi den i al sin enkelhed fremstiller hvordan naturen på en gang kan være stærk og skrøbelig, og hvorfor det er så vigtigt at vi passer på den.
”Vi har, alle sammen, fået tildelt så kort tid sammen, det virker ikke fair. Men det er dyrebart, og måske er det nok, og måske er det kun ret og rimeligt, at vores kroppe opløses i jorden, at vi giver vores energi tilbage til den, at vi nærer de små væsener i jorden og giver næringsstoffer til jorden, og måske er det godt, at vores bevidsthed hviler. Tanken er fredfyldt”
I en måske ikke så fjern fremtid er naturen presset i knæ. Vi har overskredet et ”tipping point” og verdens arter er begyndt at uddø. Der findes ikke længere rovdyr frit og skovarealer forsvinder så hurtigt, at der er ventelister for at komme og se dem.
I denne verden har en ung kvinde med en mystisk fortid og et uklart formål besluttet sig for at følge de formegentlig sidste havterner i verden på deres sidste rejse fra nord mod syd. Hun får mulighed for at komme ombord på fiskekutteren Saghani, hvis besætning alle er eksistenser, der synes at bære på hver deres fortid og fortælling præget af afsavn og længsel.
Hovedpersonens fortid er uklar og hun introducerer sig selv med det navn hun engang bar ”Jeg blev født som Franny Stone”, som en anden ”Kald mig Ismail” introduktion fra Moby Dick er vores hovedkarakter mytisk og dragende fra første side. Ligesom persongalleriet ombord på fiskekutteren drager paralleller til Herman Melvilles besætning ombord på Pequod.
Imens Franny følger sine havterner og skibets kaptajn jagter den helt store fangst, oplever vi i tilbageblik Frannys historie og fortid. På den måde stykkes historien sammen og vi forstår i takt med at vores hovedperson erkender, husker og heles. Hun er præget af en frygtelig tragedie som hun delvist har fortrængt, og man fornemmer også, at hun har et tomrum i sig, som er skabt af en manglende viden om sin egen oprindelse.
Tomrummet har skabt en udlængsel i hende, en evig rastløshed og søgen efter noget ubestemmeligt, som hun ikke selv kender eller forstår. Hun er skabt i og af den vilde natur og i den finder hun en ro. På samme måde oplever man besætningen ombord på fiskekutteren, særligt kaptajnen Ennis, være draget af naturen, som om den er det eneste, der giver mening.
”Vi er den eneste planet med oceaner. I hele det kendte univers er vi de eneste, der har den helt rigtige beliggenhed til dem, ikke for varmt ikke for koldt, og det er den eneste grund til, at vi lever, for det er oceanet, der skaber den ilt, vi indånder. Når man tænker rigtigt over det, er det et mirakel, at vi overhovedet er her”
Naturen er vild og voldsom, men i den finder vores hovedperson ro. På denne fine måde demonstrerer Charlotte McConaghy, hvorfor det netop er så vigtigt, at vi passer på naturen. For selvom den er mægtig, voldsom og har uanede kræfter, så er den også skrøbelig.
”Til verdens ende” er en fascinerende fortælling, den er dragende og uendelig smuk, og særligt slutningen efterlod mig med en fantastisk følelse af ro og håb.
Charlotte McConaghy skaber virkelig noget meget storladent og samtidig såre simpelt i sin fortælling om en kvindes jagt på sjælefred og om det håb, der altid er at finde i mørket, hvis bare vi har modet til at kigge efter det.
”Jeg kan ikke lade være med at tænke , at intet dyr nogensinde burde leve i et bur. Det er kun mennesker, der fortjener sådan en skæbne”
”Men jeg behøver ikke tage noget fra dig, Niall, min elskede. Jeg vil hellere give dig noget. Min natur. Det frie vilde indeni. Det er til dig”