Kvinden der elskede insekter

”Jeg har altid anset folk for at være uforstående, når de fokuserer på sommerfuglen og guldsmeden, dette sidste stadie i insektlivet, når størstedelen af deres liv i virkeligheden leves som larve, og alt det, der forundrer, knytter sig til tiden før de får vinger. Men måske har jeg taget fejl. Måske kan man ikke måle tingenes betydning i forhold til deres varighed. Måske har livet været en rejse mod denne korte flugt.”

Climate litterature – også kendt som cli-fi er tilsyneladende det nye sort i litteraturens verden. Eller også er jeg bare en smule sent røget med på bølgen. I hvert fald har jeg inden for de seneste 3 måneder læst hele tre stykker klimalitteratur, der på hver sin måde har naturen og dens vidundere i centrum; Til verdens ende af Charlotte McConaghy, Rosarium af Charlotte Weitze og nu altså også Kvinden der elskede insekter af Selja Ahava.

I finske Ahavas fortælling er det insekternes forunderlige verden, der er i fokus. Handlingen udspiller sig over flere århundreder og har den kvindelige hovedperson Maria i fokus. Maria tager udgangspunkt i virkelighedens Maria Sibylla Merian, en naturforsker og kunstner, der levede i 1600 tallet, og som var den første til at dokumentere de fire stadier i sommerfuglens metamorfose. I ”Kvinden der elskede insekter” synes Ahave at have opløst tiden og lader sin hovedkarakter leve gennem flere århundreder. Hun gennemgår ligesom sommerfuglen flere stadier i sin udvikling og romanen handler altså om Marias udviklingsproces, der hele tiden sammenlignes med de betragtninger, hun gør sig om insekter. Men på et andet plan handler romanen også om den kvindelige frigørelse i et historisk perspektiv. Læs mere

Rosarium

Rosarium
Forfatter:
Sprog:
Originalsprog:
Forlag:

Rosarium fortæller i tre dele en slægts historie i seks generationer. En slægt der i hver sit led er frivilligt eller ufrivilligt en del af naturen; De indgår i den eller går i et med den. Romanen spænder fra Zarens Rusland, over bjergene i Sydamerika, til en plantage på USA’s østkyst, til et hus nær botanisk have i København. En rose med tilsyneladende magiske kræfter (eller måske bare naturens kræfter) følger slægten gennem fortid, nutid og fremtid på en rejse tværs over kontinenterne og illustrerer naturens sammenhængskraft. Charlotte Weitze har skrevet et botanisk eventyr om planternes på en gang simplicitet og kompleksitet, og om hvor smuk naturen og dens planteliv egentlig er. Slægtens historie er befolket med interessante karakterer, men der er ingen tvivl om, at det er planterne, der er romanens virkelige hovedperson.

”Ved du, at mennesket har knap tyve tusinde gener, men at en lille gåseurt har syvogtyve tusinde gener? Ved du, at hveden har mere end hundrede tusinde gener? Planter har potentiale til at udvikle sig til os med tiden. Men kan vi blive til dem?”

Læs mere

Til verdens ende

Til verdens ende
Sprog:
Originalsprog:
Forlag:

”Til verdens ende” er mange vidunderlige ting på en gang. Det er en moderne genfortolkning af Moby Dick, et skræmmende aktuelt stykke klimalitteratur, en vidunderlig dragende fortælling om sorg og heling, en smuk rejse gennem kærlighed og smerte og fremfor alt en poetisk hyldest til naturen. Kært barn har mange navne, og stor litteratur rummer flere facetter og mange kvaliteter. Charlotte McConaghys værk ”Til verdens ende” ramte mit litteraturbankende hjerte på mange måder, og det er en roman der efterlader sin læser grebet og rørt, fordi den i al sin enkelhed fremstiller hvordan naturen på en gang kan være stærk og skrøbelig, og hvorfor det er så vigtigt at vi passer på den.

Læs mere

Smitte gennem hud og luftveje

Smitte gennem hud og luftveje
Sprog:
Originalsprog:
Forlag:

”Og det slog mig, at alting bliver altid dårligere, end det før har været, at der bliver taget noget fra os hele tiden. Ting, der ikke bliver givet tilbage”

”Smitte gennem hud og luftveje” er en sansende rejse i barndommens erindringer, hvori forfatteren tager os med til en barndom, der kun huskes i mindre brudstykker, alt imens hun selv bærer på smerten over et mistet barn og en livstruende sygdom. Begge dele bliver vi, ligesom barndommens minder, kun vidne til i korte sanseligt beskrevne indtryk, og selvom Emilie Parsbæk Skibdal skriver fortryllende og mestrer et poetisk og udtryksfuldt sprog, så følte jeg mig alligevel aldrig for alvor investeret i fortællingen. Jeg blev grebet i glimt men aldrig i helheden.

Læs mere