Uhyret i Essex

uhyret i essex
Author:
Oversætter:
Sprog:
Originalsprog:

Uhyret i Essex blev en underlig ambivalent læseoplevelse for mig.  Der er så meget, der er åbenlyst fantastisk ved romanen, og alligevel blev jeg aldrig sådan for alvor grebet.
Romanen er rig på nuancer i sin skildring af victoriatidens England, og konflikterne i og mellem dens hovedkarakterer ligger og ulmer flot og farverigt mellem linjerne. Men flere steder bliver den lidt tung i sine fremstillinger til trods for et ellers flot, poetisk og ordrigt sprog.

England 1893.
I den lille landsby Aldwinter er folket skræmt fra vid og sans. Noget mystisk er set langs kysten og alle tror, at det er et søuhyre, der er kommet for at tage menneskeliv. Præsten William Ransome forsøger at mane til ro.
Samtidig har den velhavende og unge enke Cora fra London hørt om ”balladen” og hun tager til Aldwinter. Cora er optaget af naturvidenskab og føler sig sikker på, at der er en naturlig forklaring, som hun agter at finde.
Samtidig kæmper lægen Luke med sine følelser for Cora alt imens han forsøger at forny lægevidenskaben, og Coras selskabsdame Martha kæmper for bedre vilkår for Londons fattigste.

Det historiske tidsbillede i romanen er interessant og flot i sin spændevidde. Sarah Perry har fået mange aspekter af tiden med, og det giver en troværdig historisk ballast til fortællingen. Vi hører både om datidens overtro og livet på landet, ligesom lægevidenskabens udvikling og datidens fattiglove berøres. Vi følger såvel de allerfattigste som de allerrigeste, og plads bliver der såmænd også til at runde kvindens position i datidens England. Her er særligt Coras situation som enke interessant, hun nyder ganske enkelt at være frigjort, ikke bare fra den voldelige ægtemand, men i mindst ligeså høj grad fra forventningerne til ”den gode hustru”.

Cora er en atypisk kvinde, der som hun selv siger det nyder ”ikke at skulle være kvinde”, hun veksler efter forgodtbefindende mellem sit arbejdstøj/mandetøj og alskens smukke rober, og særligt den lidt gammeldags pastor Ransome væmmes ved hendes manglende kvindelighed, samtidig med at han drages af hende.
Det er i forholdet/følelserne mellem Ransome og Cora, og i skildringen af romanens andre karakterer, at romanen har sin egentlige styrke.

Romanen handler for en stor del om mødet mellem de to umiddelbare modsætninger, naturvidenskaben og religionen. Det er dog ikke denne konflikt, som er romanens mest interessante kort, hvor meget Perry end forsøger at dreje romanens nerve i den retning.
Tværtimod synes jeg, at Ransome og Coras diskussioner omkring forholdet mellem videnskaben og troen er kedelige og tager form af langtrukne gentagelser.

Sproget er på mange måder fantastisk. Sarah Perry er en ordrig forfatter, der beskriver landskabet smukt og malerisk. Sarah Perrys fremstillinger af sine karakterers tanker og forestillinger er bestemt heller ikke uden humor. Alligevel blev jeg ikke rigtig grebet af det. Måske bliver det for kluntet i sit forsøg på lange farverige sætninger, eller måske er det bare romanen som helhed, der er lidt tid om at komme i gang og flere steder træder lidt vande og virker gentagende.

Når jeg kedede mig i store dele af romanen, kan det måske også skyldes, at Perry ganske enkelt er for lang tid om at nå ind til sine karakterer. Det er først på de sidste 50 sider, at de bliver rigtig interessante og dragende – og det er ærgerligt.

Romanen er bedst, der hvor den fokuserer på sine karakterers følelsesliv, og det gør den smukkest i de passager, hvor karaktererne selv kommer til orde – nemlig gennem brevvekslinger, der udgør en stor del af romanen.

”Jeg er sønderflænget, og jeg er lappet sammen – jeg vil have alting og behøver ingenting – Jeg elsker dig, og jeg er tilfreds uden dig”

Alt i alt en roman, som var for lang tid om at finde ind til sine karakterer og derfor blive for alvor interessant. Romanen skildrer dog på flot vis et nuanceret billede af sin tid som afslører en stor grundighed og sans for detaljen fra forfatterens side.

Jeg er dog overordnet set meget glad for at have læst romanen, som bestemt løftede sig i den sidste tredjedel efterhånden som persongalleriet blev foldet ordentligt ud.

3.1Overall Score

Uhyret i Essex

Uhyret i Essex blev en underlig ambivalent læseoplevelse for mig.  Der er så meget, der er åbenlyst fantastisk ved romanen, og alligevel blev jeg aldrig sådan for ...

  • historien/plot
    2.8
  • Karakterer
    3.0
  • sprog og skrivestil
    3.5

2 thoughts on “Uhyret i Essex”

      Det var på mange måder også den oplevelse, jeg havde. Helt objektivt set har den mange fine kvaliteter, og alligevel var der bare noget der manglede.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Hvad syntes du om bogen?