Danske debutanter 2021:

I slutningen af september uddeles Bodil og Jørgen Munch-Christensens debutantpris (også kendt som Vejle debutantpris) og den komplette liste over årets indstillede til prisen kan nu ses på Vejle biblioteks hjemmeside. Jeg bestræber mig hvert år på at læse så mange som muligt, men i år har det været ekstra svært at nå hele listen, for der er ret mange danske debutanter. Hele 46 værker er indstillede til prisen, og jeg har faktisk kun læst 15 af dem. 

Vejle debutantpris har altid to vindere, og der har ofte været både prosa og poesi blandt vindere. Selvom jeg kun har læst en tredjedel, så tipper jeg alligevel allerede de mulige vindere til at være Glenn Bech og Anna Reider, der er debuteret med henholdsvis Farskibet og Hindebæger.

Herunder kan du læse lidt mere om værkerne, og jeg har indsat lidt af min omtale/anmeldelse af værket – med direkte til de værker, som jeg har omtalt her på siden. (Enkelte værker har jeg kun anmeldt/omtalt på de sociale medier, og derfor er omtalen gengivet herunder derfra).

Glenn Bech: Farskibet
”At skrive som at feje blade sammen (i blæsevejr!)” skriver Glenn Bech i ´Farskibet´. Lige netop det billede beskriver romanen og dens formsprog fantastisk godt, for det er på mange måder en evigt hvirvlende strøm af ord, der omhandler denne barske historie om et selvmord og konsekvenserne af det, om at begribe det ubegribelige og tilgive det utilgivelige.
Men det er også en barsk fortælling om toksisk maskulinitet og om smerte, der er nedarvet gennem generationer. Det er fortællingen om en ung mands insisteren på at bryde den formel med et sårbart og ærligt skrift, der vel egentlig fungerer som et terapeutisk skrift, en insisteren på at krænge det formløse og smerten ud.
Link til fuld anmeldelse.

Signe Kierkegaard Cain: Søkvinden
Søkvinden af Signe Kierkegaard Cain er et kortprosaværk om en kvinde, der lever i en konflikt med sit eget sind. Det nævnes ikke eksplicit i teksten, men man fornemmer at hun kæmper med en depression, der i perioder gør hende apatisk og som også har konsekvenser i forholdet til manden, kaldet Sømanden. Hun støtter sig op af ham, men skubber ham også fra sig, samtidig med at hun kæmper for at være den hustru for ham, som hun synes hun bør være.
Gennem jeg’ets skildring fornemmer man, at sømanden forsøger at støtte, men man oplever også hans magtesløshed, der kommer til syne i små sprækker af frustration.
Vandet bliver symbolet på jeg’ets indre kamp, hun længes mod vandet – at drive væk i det, synke ned i det og blive renset af det. Men hun vægrer sig også ved at gå i bad og har tilsyneladende også en angst for det. Hun vil drukne og holde sig flydende. Hendes forhold til vand fungerer dermed som en fin symbolik på den splittelse, der er i hende; Hun vil gerne have det bedre, hun vil gerne forandre sig, men hun kan ikke.

Rasmus Daubjerg: Rygtet
Grimme rygter florerer i en lille landsby, hvor frygt og overtro generelt er dominerende, og hvor enhvers fortælling tilsyneladende udelukkende er defineret af de historier, der fortælles om dem. 
Fortællerstemmen er det kollektive rygtespredende ”VI”, der særligt fortæller rygter og udbreder historier om en ny i byen, tekstens ”DU”.
Rasmus Daubjergs fortælling består af små korte prosastykker, der tilsammen skaber en dyster stemning i skildringen af det lille samfund; Her frygter de undergangen, lig i skoven, onde ånder og Guds dom. Men det mest uhyggelige er stadig det markante skel mellem det ubestemte og kollektive ”VI” og den fremmede ”DU”. 
Tekstens ”DU” skubbes længere og længere ud af samfundet i takt med, at historierne om ham eskalerer, men han får aldrig selv lov at komme til orde eller optræde på anden vis i teksten. Vi møder ham kun gennem de fortællinger om ham, som beboerne fortæller hinanden. Fortællinger der bliver værre og værre, og som desuden modsiger hinanden, men som alligevel accepteres blindt af landsbyens beboere, der tilsyneladende har behov for en syndebuk.
Der er ingen tvivl om, at Rasmus Daubjergs fabulerende univers kan fortælle os et og andet om sygdommene i vores samfund, og det absolut farlige i et lade sig styre af fordomme og frygt; Faktorer som dyrker afstanden mellem mennesker fremfor nærværet.
Læs hele anmeldelsen her.

Niels Erling: Til min far
”Til min far” er en søns beretninger fra sin fars dødsleje. Det er forfatteren Niels Erlings personlige historie, og nærværet mærker man tydeligt i fortællingen, der også bærer præg af forfatterens baggrund i sceneverdenen; For oplevelserne er foldet ud for læseren i en helt enkel stilistik. De er båret af replikker og hvad der vel nærmest kan opfattes som regibemærkninger, og dette helt enkle formsprog giver teksten en blottethed og en ærlighed, som formegentlig vil røre de fleste læsere. Teksten giver nemlig på mange måder sin læser en følelse af at være blevet inviteret med i en meget intim sfære.
Det er en utrolig sårbar tekst, som på en gang fortæller en historie om at holde fast og give slip, den her dobbelthed ved døden, som alle der har prøvet at tage afsked med en kær vil kende til. Ligesom den også i glimt handler om de følelser og spændinger, der også kan opstå i en familie og i en selv, når man står midt i det sværeste overhovedet; at skulle sige farvel.

Tina Frank: Øjets anatomi
Tina Frank debuterer med “Øjets Anatomi”, som er en kort og stilfærdig roman om rastløshed og angst. En kvinde kedes i sit ægteskab og frygter samtidig for sit svigtende syn. Hun kaster sig ud i overfladiske forhold, der dog tilsyneladende ikke befrier hende fra hverken rastløsheden eller angsten. Øjets anatomi er en roman om at være fastlåst i frustrationer af sin egen passivitet, og Tina Frank skriver enkelt med en flot sans for de små eksempler, der tydeligt tegner konturerne af en sin fortællers frustrationer.
Læs hele anmeldelsen her.


Fine Gråbøl: Ungeenheden
En fortælling om en gruppe unge der har det tilfælles, at de har en psykisk lidelse, og at de er blevet placeret i et midlertidigt ophold med henblik på blive rehabiliteret til det ”normale samfund” hurtigst muligt. Fortællingens jeg kæmper for at holde sammen på stumperne af sit eget sind, alt imens systemet forventer en masse af hende. Fine Gråbøl skildrer fællesskabet de unge imellem og den skrøbelighed, der er at finde hos dem alle. Men fortællingens virkelige nerve er historien om et system, der er sygt; Et system der er så optaget af at gøre alle ”normale”, at det måske fejler i at spørge sig selv, hvad det normale er? Hvorfor skal den syge tilpasses samfundet? Burde vi i virkeligheden i højere grad stille spørgsmålet; Hvordan kan samfundet i højere grad tilpasses til at kunne rumme en større gradbøjning af normalen?
Fine Gråbøl karakteriserer det syge system som psykiatriens fatalisme. Det er nemlig tilsyneladende helt tilfældigt, hvordan man har fordelt hjælpen i samfundet, og det er bestemt ikke irrelevant hvilken diagnose, man får, det kan få betydning for behandling såvel som økonomi. Fine Gråbøl lader flere steder jeg’et gengive det systemiske sprog på en måde, der får alle de gode intentioner til at virke, som en gang hovedløs kassetænkning.
Mellem systemet og den syge er der personalet, der i Fine Gråbøls Ungeenheden er et personale med de bedste intentioner, men konstante nedskæringer og bureaukrati forhindrer også dem i at indfri de gode intentioner.
Det er uden tvivl en roman med rigtig mange væsentlige pointer på hjerte, og jeg kan rigtig godt lide at Fine Gråbøl er så skarp og direkte i sin kritik, det giver en vis tyngde og power til hendes budskab. Indimellem synes jeg måske det går lidt udover skildringen af de unge mennesker på ungeenheden, som desværre får for lidt plads.


Casper Havser: SÅ tavsheden ikke længere er mellemrum i min tale
Det er et værk, der med meget få ord beskriver et barn, der i et ubeskriveligt smertefuldt rum af tavshed forsøger at finde trøst i en hverdag, hvor han er blevet et objekt i en voksens mands liv.
Krænkeren beskrives hele tiden kun som han/ham, og relationen mellem barn og voksen kender vi ikke, men det er tydeligt at relationen er nær – muligvis far og søn. Som læser oplever man tavsheden mellem dem som både ulidelig, ubehagelig og larmende. Manden skal lære barnet at gå på jagt, og i naturen skal offeret således blive jægeren; i sin afmagt ender han med at slå sin hund ihjel, måske i et håb om at tage magten tilbage.
Naturen spiller en stor rolle i digtsamlingen, og de smukke beskrivelser af naturens magt og ro danner en kontrast til unaturligheden i barnets relation med manden/faren.
Barnets smerte er så tydelig, og de konsekvenser det får for hans opfattelse af kærlighed og tryghed er smertefulde som læser at være vidne til. Casper Havser rammer med sine få ord alt det usagte og fortiede og giver alt det vi ikke taler om et ansigt.

Maria Hesselager: Jeg hedder Folkví
I vikingetiden gribes den unge kvinde Folkvi af misundelse, da hendes broder Áslakr vender hjem fra togt med en purung pige, som han bedyrer, at han skal giftes med. Folkvi lammes af fortvivlelse og afmagt, og hun befinder sig på vanviddets rand i dagene op til brylluppet, hvor hendes tanker springer frem og tilbage i tiden samt ind og ud af virkeligheden. Maria Hesselager debuterer med en fremfor alt stemningsfuld fortælling, der bevæger sig frem og tilbage mellem psykologiske og mytologiske lag.
Det er en fortælling om at fastholde og frygten for at give slip, men mest af alt er det en roman for dem, der sætter pris på fine poetiske udforskninger af sindet tilsat et skvæt stemning af vikingekvad.
Men Maria Hesselager arbejder med et par skift i personvinkel og rigtig mange spring frem og tilbage i tid. Kombinerer man det med et sprog der er spundet som et poetisk vikingekvad, så bliver fortællingen måske langt hen af vejen mere stil og form end indhold. Jeg var heller ikke så begejstret for de lange passager omkring Folkvis teleologiske tanker; Måske er det bare svært at gøre sig tanker om, hvordan vikingetidens kvinder har tænkt og følt om verden, og måske føles det af samme grund let lidt for fjernt og uvedkommende.
Læs fuld anmeldelse her.

Peter Løhr: Hulemennesket
Johan Thomas Lundbye var en kunstner som var særligt optaget af naturskønne egne i Danmark, og som regnes for en nationalromantisk kunster.
I romanen møder vi Lundbye få år før sin død i Italien, selve centrum for den danske kunstnerelite, hvor den på daværende tidspunkt afdøde Thorvaldsen stadig står som den helt store helt i miljøet. Lundbye mødes med den gode ven Jerichau, og mødet mellem dem er måske en af romanens mest interessante og samtidig ret underspillede konflikter. Venskabet er stærkt og kærligheden stor, det antydes vel egentlig, at venskabets følelser strækker sig længere end det plantoniske. Men konflikten mellem dem er også markant; Jerichau har vendt fædrelandet ryggen og ryster på hovedet af Grundtvig, som Lundbye tydeligvis nærer stor respekt for. Jerichau oplever det danske som småt, snævert og begrænsende, mens Lundbye dyrker de danske landskaber og kærligheden til det danske.
Romanens helt centrale tematik er Lundbyes sindstilstand, der svinger mellem det maniske og det depressive. Peter Løhr skifter skrivestil i takt med Lundbyes humørsvingninger og vi er med i hans hoved, når han som i en stream of consciousness rabler ud af en tangent i sine maniske perioder og befinder sig i et nærmest kaotisk kaos af storhedsvanvid og blind selvtillid. Ligesom vi omvendt også er med i de mere tunge, sørgmodige og depressive perioder, hvor han synes at famle sig rundt i mørket, usikkerheden og uvisheden.
Læs fuld anmeldelse her.

Zahra Pedersen: Ti kameler for Ameera
Romanen er skrevet af Zahra Pedersen, der er opvokset i Danmark som datter af en Iman, og med romanen har hun ønsket at skrive et humoristisk take på kultursammenstød og datingliv i det pulserende London. Romanen handler om Ameera, der indleder romanen med at fortælle læseren om sin nylige beslutning. Hun er tæt på de tredive og har et godt job, men hun vil ikke fylde tredive uden at være gift, så hun skal på jagt efter en mand.
Ameera kaster sig ud i datinglivet, og vil helst finde en muslimsk mand, men selvfølgelig støder hun ind i den flotte og følsomme David, som hun straks bliver tiltrukket af. Nu er Ameera splittet mellem to mænd og to verdener – og der er lagt i kakkelovnen til en konflikt – eller er der? For der er bare aldrig rigtig noget på spil, og det skuffede mig en anelse.
Læs fuld anmeldelse her.

Anna Rieder: Hindebæger
Samlingen blæste mig ikke ligefrem bagover, men ved nærmere eftertanke er det måske netop dens styrke, at den skal ”undervælde”. For selvom den handler om en patients tid på hvad der formegentlig er et psykiatrisk hospital, så er det ikke de store følelsesmæssige udsving, der præger teksten. Den er snarere sådan lidt diskret og stille. Rieder skaber i sin enkle stil en fin stemning af stilstand i livets gang ”indenfor murene”, samtidig med at naturen og livet bevæger sig udenfor. Der er en meditativ ro i naturen, samtidig med at den jo også beskrives som skrøbelig.
I passager er jeg ‘et nærmest vred på naturen og planterne, fordi de bevæger sig videre, når jeg´et ikke gør. For selvom blomster gror og sidenhen visner og dør, så er der en bevægelse og en proces, som står i kontrast til jeg ‘ets stilstand. Digtsamlingen indledes og afsluttes med jeg´ets besøg på en anden hospitalsstue, hvor han/hun besøger en, der tilsyneladende er døende, og man fornemmer måske at mødet med naturens gang og cyklus har givet jeg´et en ro til at forstå og acceptere det afsluttende som en del af det at leve, og dermed også et mod på netop af leve.

Lasse Raagard Jønsson: Snn Snnart
De bedste digte er ifølge min mening de digte, der formår at bruge formsproget tematisk. Når strukturen, stilen, sproget er det bærende element i digtenes stemning og udtryk.Præcis det fik jeg i Lasse Raagaard Jønssons debutsamling ”Ssn snnart”. Digtene giver stemme til to mennesker, en mor og hendes søn, der begge lever med et talehandikap.
Lasse stammer og moderen Nelie lider af afasi efter flere hjerneoperationer.
Digtene skifter mellem at være fortalt fra Lasses og Nelies synspunkt, og vi følger deres daglige liv i tiden op til, at Nelie når terminalfasen af sin sygdom.
Digtene er fortalt i det sprog, som Lasse og Nelie selv har til rådighed; I Lasses afsnit går ordene i stå og trækkes ud i en stammen, der trods sine begrænsninger former og beskriver skønheden i det nærvær, han har til sin mor, sin kæreste og sin søster.
I Nelies afsnit knudres sætningerne, ord forsvinder og byttes rundt, og man mærker frustrationen, men også den ro, som familien omkring hende giver midt i fortvivlelsen.
Digtene læses bedst højt, for således at give den fulde fornemmelse af begrænsningerne i et sprog med udfordringer, men også for at opleve hvordan de sproglige begrænsninger opløses i det nærvær, den kærlighed og den tryghed, som familien giver til hinanden. Ordenes begrænsninger fylder, men begrænser sig til ordene.


Linda Skaaret: Fugl og fisk

Maj må rejse tilbage til sin hjemegn ved den jyske vestkyst, da faderen er døende.
Rejsen til barndomshjemmet tvinger hende til at konfrontere nogle af de gamle sår og særligt en voldsom oplevelse, har sat dybe skår i Maj og hendes forhold til forældrene. Mens Maj hjælper moderen og de andre søskende på faderens dødsleje ser hun i glimt tilbage på barndommen. Det er en barndom med konflikter men også en masse glæde, og efterhånden som Maj genoplever sin barndom gennem sine egne og familiens erindringer, får hun lejlighed til at begrave gamle spøgelser og dermed se sig selv, sin opvækst og sin familie i et nyt og nuanceret lys.
Linda Skaaret lykkedes især med næsten ordløst at skabe de her spændinger mellem de fire søskende. Det er tydeligt, at de har forskellige opfattelser af barndommen, forældrene og hinanden; Konflikterne og forskellighederne ulmer, men er som oftest ikke direkte udtalt.
Familiekonflikter og svigt i barndommen til trods er det dog en roman, der overrasker ved at emme af en ret positiv livsanskuelse. Jeg får næsten lyst til at kalde det for en feel-good roman, det var i hvert fald en rigtig rar og optimistisk følelse, som bogen efterlod mig med.

Debutanter jeg ikke har læst;

Ditte Holm Bro: Fladland
Cecilie Bødker: Sortsyge
Alen Causevic:  Det egentlige liv i livet
Lavinia Chrestensen: At leve er et verbum
Mia Dall: Frank
Kirstine K. Høgsbro: Med hensyn til at blive ny
Kirsten Juul Nielsen: Børn er x 1,79
Thomas Kirk: Hvad siger sproget?
Deniz Kiy: Blå øje
Valdemar Kjærulff: Akkurat som sælerne
Jacob Lassen: Som var en solstråle fanget i en spejlsal
Ulrik Laurizen: Flod
Kristoffer Lind: Dødsruten
Trine Lykke Loughran: Det utilgivelige
Jenny Lund Madsen: Tredive dages mørke
Inger Christine Løwe: Cherry
Hans Peter Madsen: Brænd huset ned
Elvir Maleškić: I stød finder jeg læ
Alexander Mayah Larsen: Kongen leve
Nicklas Miranda: Selv at gå i ring er mere frihed
Peter Nør: Hvalens humpelbrøl
Ann Linn Palm Hansen: Igennem landskaber
Lea Pedersen: Lea
Sara Rahmeh: Langt væk og lige om hjørnet
Rachel Röst: Grundvold
Christoffer Thunbo Pedersen: Gennem dage af hyld og tjørn
Harald Toksværd: Veni veni veni
Ida Tønnesen: Sig alt er godt mor
Marie Ulrich: Love story
Sidsel Ana Welden: I det hvileløse
Lærke Winther: Ikke afsendt

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *