”Rygtet” af Rasmus Daubjerg er en fabulerende fortælling om en ikke nærmere bestemt eller defineret lille aflukket by og alle de karakterer som byen er befolket af, eller måske snarere alle de fortællinger, som byens beboere elsker at fortælle hinanden. Fortællerstemmen er det kollektive rygtespredende ”VI”, der særligt fortæller rygter og udbreder historier om en ny i byen, tekstens ”DU”.
Rasmus Daubjerg skaber en dyster stemning i skildringen af det lille samfund; Her frygter de undergangen, lig i skoven, onde ånder og Guds dom. Men det mest uhyggelige er stadig det markante skel mellem det ubestemte og kollektive ”VI” og den fremmede ”DU”. Historierne og rygterne tårner sig op og fremmer vreden, alt imens fordomme, sladder og forudindtagede holdninger får lov til at danne kløften mellem mennesker endnu større.
”Rygtet siger, at din kone fødte et barn, som ikke ville holde op med at skrige. Barnet var rødt. Du stoppede en klud i munden på barnet og smed barnet i en brønd”
Grimme rygter florerer i en lille landsby, hvor frygt og overtro generelt er dominerende, og hvor enhvers fortælling tilsyneladende er defineret af de historier, de fortæller hinanden. Fortælleren er byens samlede ”VI”, der ikke holder sig tilbage fra at fortælle historier om hinanden og særligt en ny i byen, der måske ikke er så ny endda, men som stadig opfattes som en outsider.
Rasmus Daubjerg fortæller sin historie gennem små korte prosastykker, og konturerne af et samfund præget af frygt og fordomme tegner sig hurtigt. Tekstens ”Du” skubbes længere og længere ud af samfundet i takt med, at historierne om ham eskalerer, men han får aldrig selv lov at komme til orde eller optræde på anden vis i teksten. Vi møder ham kun gennem de fortællinger om ham, som beboerne fortæller hinanden. Fortællinger der bliver værre og værre, og som desuden modsiger hinanden, men som alligevel accepteres blindt af landsbyens beboere, der tilsyneladende har behov for en syndebuk. Landsbyens beboere frygter undergangen, døden og Guds dom, og vandrehistorierne lever i og omkring dem.
Trods byens placering væk fra tid og sted, så er der en til alle tider og alle steder pointe i Daubjergs skildring af et samfund, der tilsyneladende næres af og konstant fostrer fordomme og frygt. Særligt er karakteren Jana interessant; Hun er som barn meget syg og socialt dårligt stillet og regnes også af byen senere for at være svagelig. Hun får som den eneste en relation til tekstens ”Du”, men noget går galt. I hvert fald ender hun med at opildne den dårlige stemning mod byens outsider og hun får desuden en ret stor magt over byens beboere, idet hun hævder at kunne kontrollere nogle af de overjordiske og underjordiske magter, som landsbyen frygter. Hun udnytter svaghederne og får magten på bekostning andre.
Der er ingen tvivl om, at Rasmus Daubjergs fabulerende univers kan fortælle os et og andet om sygdommene i vores samfund, og det absolut farlige i et lade sig styre af fordomme og frygt; faktorer som dyrker afstanden mellem mennesker fremfor nærværet.
I Rygtet taler landsbyens beboere om hinanden og ikke med hinanden og det er ganske farligt.
”Der er enkelte af os, som ikke tør lære dig at kende. De fleste af os vil ikke”