Jeg hedder Folkvi

Maria Hesselager debuterer med en fremfor alt stemningsfuld fortælling, der bevæger sig frem og tilbage mellem psykologiske og mytologiske lag.
Det er en fortælling om at fastholde og frygten for at give slip, men mest af alt er det en roman for dem, der sætter pris på fine poetiske udforskninger af sindet tilsat et skvæt stemning af vikingekvad.

”Han kunne ikke se på Folkvi der. En vrede over det lukkede i hende voksede frem: I starten havde han været bange, men så blev han irriteret. Det var, som om hun med vilje vendte sig væk fra det levende menneskeliv, og som om hun overdrev sin samtale. At noget i hende foretrak de døde og dyrenes selskab, det hele blev for tungt”

I vikingetiden gribes den unge kvinde Folkvi af misundelse, da hendes broder Áslakr vender hjem fra togt med en purung pige, som han bedyrer, at han skal giftes med. Folkvi, der har længtes efter sin broders tilbagevenden i et stædigt forsøg på at fastholde barndommens uskyld, lammes af fortvivlelse og afmagt, og hun befinder sig på vanviddets rand i dagene op til brylluppet, hvor hun driver ind og ud af fantasi og virkelighed, alt imens hun mindes moderen og barndommen. Mange år efter sidder den midaldrende Áslakr og tænker tilbage på tiden op til sit bryllup, ligesom han tænker på søsteren Folkvi og hustruen Gerd. Samtidig forsøger han at forlige sig med en ny livsfase, idet hans datter nu er voksen og selv skal forloves.

Fortællingen er splittet i tre dele. Den første fortæller Folkvis historie fra hun modtager nyheden om broderens forlovelse; Fortvivlelsen sender hende frem og tilbage i tid i erindringen, ligesom hun balancerer på kanten til vanviddet. I kulissen står den fortvivlede elsker Od og den frustrerede bror Áslakr.
Folkvi nægter at acceptere broderens kommende ægteskab, og selvom hun tydeligvis har haft et seksuelt forhold til sin bror, så synes det snarere at være det tab af uskyld og barndom han repræsenterer, som hun begræder. Her synes jeg faktisk bagsideteksten på bogen er ret misvisende, da den på en måde sælger bogen her mere som en dramatisk fortælling om forbudt kærlighed, – sådan lidt a la Stormfulde højder sat i vikingetiden.

Men “Jeg hedder Folkvi” er langt mere tematisk i sin udforskning af det menneskelige sind og den tilsyneladende eviggyldige angst for overgangen til nye livsfaser og dermed også angsten for den endelige livsfase; Døden.

Denne eksistentielle grundangst er og har til alle tider været aktuel, og det at sætte en sådan tematik i vikingetiden understøtter netop den pointe. I et kort mellemstykke følger vi da også skæbnegudinderne ved Yggdrasil, der spinder menneskets tråde og sætter en tyk fed streg under det faktum, at den naturlige livsudvikling er udenfor et hvert menneskes kontrol.

I bogens tredje del følger vi Áslakr, der i tiden op til sin datters bryllup mindes sit eget, samtidig med han mindes de to mennesker, der ikke længere er hos ham; Hans hustru og hans søster. Áslakrs del synes jeg ikke rigtig bidrager med noget til bogens tematik. Det understreger selvfølgelig bogens omdrejningspunkt; Ikke at kunne give slip og give plads til nye tider. Men det synes jeg egentlig var fint illustreret i Folkvis historie. Skiftet af personvinkel med samt endnu flere spring i tid, giver bare bogens stil et mere rodet og dermed også distanceret udtryk.

Jeg var heller ikke så begejstret for de lange passager omkring Folkvis teleologiske tanker, de føltes en anelse påklistrede og vandt aldrig rigtig forbindelse til resten af romanen. De var derimod mest af alt langtrukne.

Jeg kan sagtens se forfatterens tanker vedrørende tema, og jeg er også stor beundrer af det stemningsfulde sprog, som på mange måder har et strejf af mytologisk vikingekvad over sig. Men det har desværre den hage, at sproget og stilen bliver så dominerende, at jeg mistede lidt kontakt til bogens karakterer og fortælling.

Med hensyn til plottet lover en dramatisk prolog lidt mere drama end det er tilfældet, og selvom bogen slutter på en overraskende note i form af et interessant twist, så kan spændingen begrænses til bogens først og allersidste sider.

I ”Jeg hedder Folkvi” får man en flot stilistisk oplevelse, men det var ikke specielt rørende eller medrivende.