Ti kameler for Ameera

Jeg var ret begejstret, da jeg først hørte om ”Ti kameler for Ameera”; En slags Nynnes dagbog møder Sex and the city med en muslimsk kvinde i hovedrollen. Romanen er skrevet af Zahra Pedersen, der er opvokset i Danmark som datter af en Iman, og med romanen har hun ønsket at skrive et humoristisk take på kultursammenstød og datingliv i det pulserende London.

Romanen handler om Ameera, der indleder romanen med at fortælle læseren om sin nylige beslutning. Hun er tæt på de tredive og har et godt job, men hun vil ikke fylde tredive uden at være gift, så hun skal på jagt efter en mand.

Allerede i romanens set-up går det lidt galt for mig, for jeg synes, der mangler en forklaring på hendes pludselig behov for ægteskab. Umiddelbart er forklaringen i romanen en splittelse mellem morderne vestlige værdier og familiens værdier, men man fornemmer som læser ikke rigtig et pres fra familiens side.

Det er lidt ærgerligt, at hele romanens udgangspunkt er bygget op om den præmis, at Ameera oplever en splittelse mellem to kulturer, når det er en splittelse, jeg som læser ikke rigtig kunne fornemme, og som jeg derfor ikke synes bliver udforsket nok.

Ameera kaster sig ud i datinglivet, og vil helst finde en muslimsk mand, men selvfølgelig støder hun ind i den flotte og følsomme David, som hun straks bliver tiltrukket af. Nu er Ameera splittet mellem to mænd og to verdener – og der er lagt i kakkelovnen til en konflikt – eller er der? For der er bare aldrig rigtig noget på spil, og det skuffede mig en anelse.

Når det så er sagt, så sælges bogen også som inspireret af Sex and the city, Nynnes dagbog og Bridget Jones, og som sådan er ”Ti kameler for Ameera” en rigtig fin og charmerende romantisk letvægter. Den er forudsigelig men med et stænk af charme og feel-good. Jeg havde nok bare forventet lidt mere kant.

Indledningsvist har forfatteren Zahra Pedersen skruet op for humoren i bedste Nynnes dagbog stil med fx oplistning af de erfaringer, hun gør sig i datinglivet. Det er også i begyndelsen af romanen, at humoren især bruges til at kante stregerne og fordommene op mellem henholdsvis den muslimske og vestlige kultur og deres datingtraditioner eller mangel på samme. Det fungerer udenmærket, men jeg kunne godt have tænkt mig lidt humor, der i langt højere grad udfordrede fordommene fremfor bare at bekræfte dem. Jeg synes, at Zahra Pedersen når et stykke af vejen, men hun må godt være langt frækkere i særligt sin humoristiske skildring af vestlige fordomme omkring muslimsk kultur – humoren må med andre ord godt være lidt skarpere.
Under alle omstændigheder er det som om, at humoren og det fine glimt i øjet bliver glemt på halvvejen og skifter over til udelukkende at være et romantisk drama i bedste trekantsstil.

Alt i alt en rigtig fin fortælling, der måske ikke gør det store væsen af sig, men som fungerer som en sød og charmerende feelgood roman. Det hele var en tand forudsigeligt og hele romanens konflikt – Ameeras splittelse mellem to kulturer – føltes flad og underbelyst. Romanen fangede mig ikke et sted, hvor jeg tænkte, at den virkelig kunne noget ekstraordinært, og det overraskede mig og skuffede mig, for det havde jeg faktisk regnet med, at den ville. Jeg havde regnet med, at den ville være et friskt nyt take på noget velkendt. Men i stedet fik jeg noget, der føltes ret så velkendt – underholdende javist– men velkendt.

Det kan dog bestemt også noget.