Der udkommer rigtig mange kunstnerromaner dette forår; Jesper Wung-Sungs ”Kvinde set fra ryggen” om Vilhelm Hammershøi , Rakel Haslund Gjerrilds ”Adam i Paradis” om Kristian Zahrtmann og altså også Peter Løhrs debutroman ”Hulemennesket” om Johan Thomas Lundbye. Lundbye er en kunster, som de flest nok kender til, hvis de lige laver en hurtig google søgning og ser nogle af hans malerier. Langt størstedelen af hans billeder er af naturskønne egne i Danmark, som har betaget Lundbye, og han regnes for en nationalromantisk kunster. Kærligheden til fædrelandet fik også betydning for hans skæbne, i det han meldte sig frivilligt til treårskrigen, hvor en ulykke kostede ham livet inden kampene overhovedet var gået i gang.
I Hulemennesket er udgangspunktet for romanen netop dette dødsfald, der har været omgærdet af en hvis mystik, for var der tale om et ulykkestilfælde eller var dette blot et skalkeskjul for et selvmord, der ville have udløst en skandale og et stort slag for moralen i den danske lejr, der var i sin spæde start af kampen for nationalstaten?
Med dette spørgsmål og denne stemning indleder Peter Løhr sin debutroman, hvorefter vi tages nogle år tilbage i tiden.
Her møder vi Johan Thomas Lundbye i Italien, selve centrum for den danske kunstnerelite, hvor den på daværende tidspunkt afdøde Thorvaldsen stadig står som den helt store helt i miljøet. Lundbye mødes med den gode ven Jerichau, der i dag er ganske glimt, men som på det tidspunkt blev spået at være den nye Thorvaldsen. Det gamle venskab med Jerichau er måske en af romanens mest interessante og samtidig ret underspillede konflikter. Venskabet er tydeligvis stærkt og kærligheden stor, det antydes vel egentlig, at venskabets følelser strækker sig længere end det plantoniske. Men konflikten mellem dem er også markant; Jerichau har vendt fædrelandet ryggen og ryster på hovedet af Grundtvig, som Lundbye tydeligvis nærer stor respekt for. Jerichau oplever det danske som småt, snævert og begrænsende, mens Lundbye dyrker de danske landskaber og kærligheden til det danske.
”Og det temperament, du viste i dag, var jo virkelig udansk. Hvis vi bare kan få den vilde energi ind på den rette vej. Og du ejer også alt for mange modstridende følelser og tanker til nogen sinde at kunne henfalde til behaget i den middelmådige, lunkne danskhed. Du vil aldrig kunne hengive sig til de nemme følelser, til glæden ved ikke at tænke selv, til at følge trop med den tankeløse horde.”
Romanens helt centrale tematik er Lundbyes sindstilstand, der svinger mellem det maniske og det depressive, og som også tilbyder forklaringen på det mulige selvmord. Romanen er skrevet som en jeg’fortælling og ses dermed fra Lundbyes perspektiv, og det giver den et ret så dragende og opslugende præg, i det man som læser virkelig inviteres ind i det kaos af tanker og svingende sindstilstande, som hans sind præges af. Peter Løhr skifter skrivestil i takt med Lundbyes humørsvingninger og vi er med i hans hoved, når han som i en stream of consciousness rabler ud af en tangent i sine maniske perioder og befinder sig i et nærmest kaotisk kaos af storhedsvanvid og blind selvtillid. Ligesom vi omvendt også er med i de mere tunge, sørgmodige og depressive perioder, hvor han i blinde synes at famle sig rundt i mørket, usikkerheden og uvisheden.
”Gud blev menneske. Du er et menneske. Nogen skal være frelseren , der vender tilbage. Jesus kunne også glemme, hvem han var. Han gik ud i ensomheden i ørkenen for at finde svar. Han gik ud i ensomheden i ørkenen for at finde svar. Du gik ud i det yderste landskab længst inde i din hule. Verden er endnu ikke frelst. Og hvorfor ikke gennem dig, Johan?”
Peter Løhr formår at skabe en roman om et vanskeligt sind, som han sætter ret godt sammen med den historiske periode. For Lundbyes sind påvirkes i den grad også af tidens strømninger og hans vedholdende kærlighed til nationalstaten. Særligt påvirkes hans sind måske dog af splittelsen mellem hans bekendtskaber, hvoraf nogle, fx Grundtvig, er forankret i kærligheden til fædrelandet, mens andre, fx Jerichau, har vendt fædrelandet ryggen. Denne splittelse bliver også tydelig hos Ludbye, der kæmper med at finde sine egne idealer og sit eget ståsted; Han er draget af de hjemlige egne og har sine egne foretrukne metoder og farver, men føler sig samtidig forført af tidens tendenser, og finder det måske også vanskeligt at stå ved sin egen overbevisning.
Der er helt afgjort en stor kompleksitet i Lundbyes splittelse, som de tidstypiske strømninger til trods sagtens kan overføres til en mere almen og moderne kontekst – og det gør romanen utrolig vedkommende at læse.
Blandt to af romanens mere interessante bifigurer kan nævnes kunstneren Marstrand samt Thorvaldsens datter Fru Paulsen.
I Lundbyes møde med Marstrand giver Peter Løhr os endnu en interessant tematik, som handler om at ofre sig for kunsten, om at blive opslugt af den, næres af den og gå til i den. Romanen stiller måske i virkeligheden spørgsmålet: Hvad er liv og hvad er kunst. Er det to forskellige ting, eller næres det ene kun af det andet?
Thorvaldsens datter Fru Paulsen er romanens måske mest blændende karakter, der glimrer fint og stærkt i kulissen som den dygtige og intelligente kvinde, der i skjul dyrker kunsten og resigneret har accepteret sin skæbne som kendt kunstnerdatter og attråværdig men latterliggjort social kransekagefigur.
Alt i alt er Hulemennesket en roman, der udforsker et menneskes sind og som samtidig formår at forankre denne udforskning i sin historiske ramme. Hulemennesket tager sin læser ind i hulen og man skal som læser acceptere præmissen om at lade sig drage ind i denne udforskning. Hulemennesket er ikke en plotdrevet fortælling men snarere en udpræget karakterudforskning, og det var for mig en roman, der faktisk først virkelig vandt, da jeg efterfølgende havde haft muligheden for at dvæle ved den og tænke over læseoplevelsen og dens særlige dragende udtryk.