Senfølger

Anne Mette Kirk kender om nogen formlen for et veldrejet plot med spænding og et godt gedigent flow.

”Senfølger” er ikke nogen undtagelse.

Mød Jeppe – den evigt gode – måske lidt for naive – pleaser type. Hans datter er ved at miste hørelsen og en operation i USA kan hjælpe. Men det bliver dyrt og hverken Jeppe eller hans ekskone har pengene.

Men ind på scenen træder den smukke og dragende Christiane, der er både rig og helt vild med Jeppe. Hun vil gerne betale for operationen. Det hele synes for godt til at være sandt – og det er det måske også, for hurtigt krakelerer Christinanes perfekte overflade, og hendes besidderiske og manipulerende adfærd eskalerer med store konsekvenser til følge.

”Senfølger” er en thriller med fart på dramaet og intensiteten. Anne Mette Kirks hovedperson Jeppe er uheldig som bare pokker og god som dagen er lang, og så meget desto mere føler man som læser virkelig med ham, efterhånden som hans grænser overskrides.

Anne Mette Kirk er særligt stærk i dialogen mellem Christiane og Jeppe i de scener hvor Christianes manipulerende adfærd kommer til udtryk. Christiane lader små tilsyneladende velmenende kommentarer falde, og knytter derfor en kommentar om, at det hele jo er helt op til Jeppe. Men det er det selvfølgelig ikke. Og den dynamik beskriver Kirk rigtig godt med ganske korte og skarpe dialoger.

Det går dog hurtigt fra små manipulationer og kontrol i hverdagen til fuldt smæk på det vanvittige, og det er en eskalering, der fungerer enormt godt for plottet og intensiteten i fortællingen og læse flowet – det gør romanen til en regulær pageturner. Men det er også her, at den mister lidt momentum for mig. Det går lidt for hurtigt fra 0-100 på tosse-skalaen, og måske er det også bare mig, der godt kan lide de langsommelige fortællinger, der dvæler ved karaktererne, men jeg synes det eskalerer for hurtigt og derved bliver det også en anelse utroværdigt.

Jeg savende også lidt mere udforskning af Christiane. Hun fremstår mest af alt som et plotelement end en egentlig karakter.

Anne Mette Kirks hovedkarakter Jeppe kan man jo nærmest ikke andet end at holde af. Han er en naiv type med hjertet på rette sted, og selvom han måske kan fremstå lidt karikeret med sit enorme behov for at please, så fungerer hans karakterfremstilling enormt godt for romanen og plottet som helhed. Som læser føler man virkelig med ham fra første side, og derfor føler man også ubehaget desto mere, da Christiane sætter sin manipulation ind.

”Senfølger” er en udpræget og meget velskrevet plotdrevet fortælling. Det hele går lidt hurtigt og personligt kunne jeg godt savne lidt mellemregninger og uddybende karakterfokus. Omvendt er det jo også netop romanens styrke, at den har et flow, der hele tiden bevæger sig fremad.

Kirk har først og fremmest blik for elementerne i en gedigen pageturner og hun formår at skabe spænding, der holder hele vejen.