”Lægerne advarede mod, at kvinder samlede sig og drak kaffe og te. De fik så hurtigt forkerte ideer, når de var i flok.”
Maren Uthaug er tilbage med en 2´er til sit fabulerende, feministiske fremtidsscenarie 11%.
Universet og præmissen er stadig det samme; Kvinderne har taget magten, og mænd eksisterer nu kun som avlsdyr på dertil indrettede centre.
Uthaug er stadig ultraskarp i sin satiriske pen med fx sætninger som;
”Mænd var noget, man var bange for engang. Som en sygdom, der for længst var udryddet.. Pest, kræft og mænd hørte fortiden til.”
Bind 1 introducerede os for universet gennem nogle stærke karakterer, Medea, Wicca, Stille og Eva. I bind 2 er der både nye og gamle kendinge, men overordnet set er fokus mere på en uddybning af universet fremfor karakterer og plot. Det giver også romanen – om muligt – endnu mere skarp feministisk slagside end bind 2. For Uthaug leverer gennem karakteren Inga, der har levet mange liv gennem mange tider, en imponerende række af fortællinger om alle tiders systematiske undertrykkelse af kvinder.
”Derfor var der kun en måde at gøre en kvinde rask på , uanset hvilke symptomer hun havde: Hun skulle giftes, dyrke sex med sin mand og blive gravid hurtigst muligt. Alt, en kvinde fejlede, kunne altså helbredes med penis.”
”Var ægteskabet barnløst, var det udelukkende kvindens skyld. Det samme gjaldt aborter og fødselsdefekter, som selvfølgelig skyldtes kvindesjælens afskyelige og amoralske væsen.”
”Cyklen var det næste, der stod klar til at blive taget i brug. Af mænd. Kvinder måtte kun bruge en cykel, hvis det var en tandem, og hun havde en mand til at styre for sig. Hvordan skulle hun ellers vide, hvor hun skulle hen?”
Uthaug skildrer også universets inddeling af mændene på avlscentret, her er de inddelt i grupper alt efter alder og temperament, således at kvinderne til enhver tid kan vælge, hvilken type mand de vil forlyste sig med – eller formere sig med. Der er både en Alfred, en Pia, en Claus, en Sune, en Ole, en Lloyd, en Chris og så videre. Her går der nok lidt for meget opremsning i den, og det er måske også her at jeg synes Uthaug med fordel kunne have holdt lidt igen med alle de mange beskrivende detaljer om samfundet og i stedet fokuseret på de enkelte karakterer.
I det hele taget er vægten i 88% mere på samfundet og kritikken i det, hvor 11% balancerede bedre mellem plot, karakterer og den åbenlyse samfundskritik.
Jeg nød dog de historiske nedslag og den gennemsyrende kritik af de patriarkalske strukturer, og Uthaug formår med sit nøgterne sprog og ligefremme tone at skabe en herlig satirisk kynisk tone.
Alt i alt er 88% en god fortsættelse af universet fra 11% idet den bevarer tonen og uddyber universet. Men der er måske også for lidt nyt under solen, og det kunne ikke undgå at skuffe mig lidt, måske netop fordi Uthaug ellers altid er garant for originalitet og overraskelser.