Vi vågner i Sibirien

Vi vågner i Sibirien
Sprog:
Originalsprog:

Vi vågner i Sibrien er bestemt en anderledes roman; Den er tankekrævende, politisk og poetisk. Martin Paludan har meget på hjerte, og han får både fremstillet et poetisk billede af to menneskers kærlighed, idealer og sammenbrud, samtidig med at han er særdeles klar i sin samfundskritik.
Vi vågner i Sibirien er først og fremmest en roman, der efterlader et indtryk og en stemning hos sin læser, og det gør den virkelig godt.

Vi vågner i Sibirien indledes med en prolog, hvor jeg’et er modløs i en form for postapokalyptisk verden, hvor en tung sne og kulde har lagt sig over landet. På samme måde er jeg’et tynget af sorgen over sin mistede kærlighed, – det fraværende du.
Derefter følger romanens hovedstykke, hvor jeg’et og hans forelskelse i du’et er i centrum. De to personer elsker hinanden, men er tydeligvis hinandens modsætninger, når det kommer til idealer og syn på samfundet. Jeg’et drømmer om en ”ganske almindelig” tilværelse med hus og barn, mens du’et er optaget af at redde verden, og er imod konformiteten og småborgerligheden. Hun er tilsyneladende frontfigur i et samfundsoprør, som forsøger at råbe politikerne op og handle for at forhindre samfundets opløsning, der foruden den truende klimakrise også tæller fremmedhad og et tiltagende skel mellem rig og fattig.
Vi følger de to personernes forelskelse og forskellige måder at tackle samfundets forandringer, forholdets udvikling og deres egen identitet.

Vi vågner i Sibirien er som ovenstående måske giver udtryk for, vanskelig at opsummere. Det er en fragmentarisk roman af indtryk og stemninger snarere end det er en fortløbende og handlingsmættet historie.
Men Martin Paludan formår alligevel at skabe en fortælling, der fastholdt mig i læsningen og vrimlen af indryk om kærlighed, identitet, ideologier og samfundskritik.

Det apokalyptiske tema og samfundskritikken:
En central del af romanen er den klare samfundskritik. Verden er i opløsning, og sideløbende med at vi følger jeg’et og du’ets forhold og forelskelse, følger vi et samfund, som langsomt nedbrydes af en tiltagende klimakrise og menneskenes passivitet. Særligt får de traditionelle borgerlige dyder et drag over nakken, og det er tydeligt, at Martin Paludans kritiske pen er rettet mod overklassens snobberi, forbrug og manglende indføling med det samfund, de er en del af.

Man kan måske her anke, at den samfundskritiske vinkel og de tematikker, der i den forbindelse dvæles ved i romanen, er set før i den litterære samfundskritik. På den måde er selve tematikken i Martin Paludans værk ikke original, men det er til gengæld fremførelsen; metaforikken og det poetiske formsprog.

Forholdet mellem de to hovedkarakterer:
Som klare modpoler står romanens jeg og du; jeg’et forstår problemerne i samfundet, men drømmer stadig om de ”almindelige” ting, som familie og rækkehus. Mens du’et kæmper mod det konforme og småborgerlige, som hun mener forhindrer den enkelte i at handle. De to har flere sammenstød, hvor det er tydeligt, at de forholder sig til samfundets forandringer på helt forskellige måder. Ligeledes påvirker samfundets forandringer dem forskelligt.
Det er et meget interessant spil, der er mellem de to hovedkarakterer, og det er gjort med fin fornemmelse for personerne, der forekommer fjerne og alligevel nærværende.

Fremstillingen er fragmentarisk, og nu og da bliver jeg som læser i tvivl, om jeg’ets beretninger er fantasi eller virkelighed. Ligeledes kender vi ikke personerne navne, og vi ved generelt meget lidt om dem. Alligevel efterlader fremstillingen af dem klare indtryk; Som læser føler jeg med dem, og jeg oplever skildringen af de to menneskers individuelle og fælles forfald som troværdig, nuanceret og utrolig smukt skildret.

Sproget og stemningen og strukturen:
Som tidligere nævnt er romanens fremførelse en af de absolutte plusser. Der er ingen tvivl om, at den fragmentariske, poetiske og på en gang nære og fjerne fremstilling af karakterer og miljø vil skræmme nogle læsere væk. Men er man til den fragmentariske stil, som gerne skal læses med en vis fordybelse og glæde ved de små sproglige finurligheder, så er det her en roman i særklasse.

Romanen er bygget op med en prolog, et midterstykke og en epilog. Epilogen læser jeg på mange måder, som jeg’ets fantasi. Men det er uklart, om det er fantasi eller virkelighed, og det er generelt en interessant del af romanen; Hvad er og hvad er ikke? Romanens titel ”Vi vågner i Sibirien” refererer til klimakrisens forandring af Danmark til et koldt og snedækket landskab. Men også de drømme, som jeg’et og du’et gør sig om et fælles liv et fjerntliggende sted langt væk fra virkeligheden.

Martin Paludan skriver godt, han har sans for det poetiske, og han formår at skabe indtryk, der rummer både det drømmende og det opgivende.
Det er en roman, som langt fra er en handlingsmættet pageturner, og alligevel var jeg som læser fastholdt af intensiteten i den stemning, som romanen efterlod hos mig,

Alt i alt:
Martin Paludan er uden tvivl en debutant, som jeg glæder mig til at læse meget mere af. Han har sin helt egen stil, og den slags giver altid point i min bog.
Han har med Vi vågner i Sibirien begået en intellektuel og poetisk roman, som efterlader et markant indtryk.
Min primære anke må være, at man kan anklage romanens tematik og samfundskritik for at være en genganger i den politiske samfundslitteratur.
Men som læser har jeg først og fremmest en oplevelse af at være blevet ramt; Ramt af Paludans fine sprog, ramt af romanens på en gang poetisk drømmende og håbløst opgivende stemning, samt ramt af kritikken i samfundets passivitet over for problemerne og udfordringerne.

4.1Overall Score

Vi vågner i Sibirien

Vi vågner i Sibrien er bestemt en anderledes roman; Den er tankekrævende, politisk og poetisk. Martin Paludan har meget på hjerte, og han får både fremstillet et poetisk billede af to menneskers ...

  • Historien/plot
    3.7
  • Karaktererne
    4.3
  • Sprog og form
    4.4

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Hvad syntes du om bogen?