Blodets sti

Blodets sti
Genre:
Sprog:
Originalsprog:

Er man til fantasy a la Game of Thrones, så er der god grund til at kaste sig over Tobias Stenbæk Bros serie ”Et varsel om storm”, som nu tæller sit andet bind.
Serien har det hele; okkulte hændelser, dystre hemmeligheder, dyb kærlighed, magtbegærlige mennesker og masser af spænding – både den slags spænding, der opstår mellem romanens karakterer, men naturligvis også den slags spænding, der opstår hos læseren.

”De tre riddersønner Rodrik, Cedrik og Stormfrik er på flugt fra de maskerede mænd, der brændte deres fødehjem, Ravnehøj, ned til grunden og slog deres fader ihjel. Men brødrene er også på jagt efter svar. For hvem stod bag angrebet på Ravnehøj? Hvorfor skulle deres fader dø? Og hvad er det for en hemmelighed, som han aldrig nåede at afsløre for dem, mens han levede?”

Før jeg begyndte på Blodets sti var jeg en smule bekymret for, om jeg overhovedet kunne huske noget fra forrige bind, som for mit vedkommende ligger knap et år eller godt 80 bøger tilbage i tiden. Men jeg var ikke mange sider inde i kapitel et, førend det hele kom klart tilbage til mig, og det er en af forcerne ved denne serie; Universet er komplekst men alligevel overskueligt.

Anden del i Tobias Stenbæk Bros fantasyserie for voksne lever fuldt ud op til de gode takter i første bog. Særligt er jeg begejstret for, hvordan TSB fortsat lader de her tre brødre udvikle sig. De er virkelige mennesker og ikke bare stereotyper. Specielt interessant er det gennem romanen, at følge dynamikken mellem de tre brødre. Stormfrik er den evige mellemmand, mens det er tydeligt, at der er særdeles mange spændinger mellem de to ældste brødre, som i den grad er ansporet af Cedric. Uden af afsløre noget fra handlingen i denne bog, kan jeg vist godt røbe, at begivenhederne i bind to kaster yderlige brande på bålet, og det skulle undre mig meget, om ikke netop gnidningerne mellem de tre brødre snart står til at bryde ud i lys lue.
I fortællingen refereres der flere gange til begivenhederne i universets forhistorie, og specielt den store brødrekrig nævnes som en afgørende begivenhed i landet Agamore. Mon den historie står til at skulle gentage sig?

Det er netop ovenstående udforskning af brødrenes indbyrdes konflikter, individuelle personligheder og dynamikken mellem dem, der er romanseriens helt store styrke.
Jeg er ganske enkelt vild med, at helte ikke bare er helte i Tobias Stenbæk Bros univers, men at karaktererne er langt mere komplicerede end som så.

Udover spændingerne mellem karaktererne, så er der naturligvis også spænding af den slags, der kommer af heftige kampe med sværd. Helt generelt er jeg ikke vild med lange kampscener i bøger, jeg har en tendens til at falde fra, det gjorde jeg også lidt her. Men når det så er sagt, så har TSB en god evne til at få kampscenerne levendegjort.

I første bind var der fokus på at introducere universet, og i dette andet bind er der fokus på brødrene (ligesom vi også følger Rodriks ”kæreste” Olyssia).
Tobias Stenbæk Bro har valgt at fokusere på enkelte karakter, til forskel fra fx forbilledet i Game of Thrones, hvor karaktererne kæmper om pladsen på siderne. Det er fornuftigt og giver læseren tid til at dvæle ved hovedkaraktererne. Men jeg håber alligevel, nu hvor vi kender de tre brødre bedre, at bind 3 tager os ud i andre afkroge af universet. Får vi fx sat ansigt på romanens nye skurk? (som jeg desværre ikke kan afsløre navnet på, da jeg ikke vil spoile) og får skurken(e) ligeså mange nuancer, som Tobias Stenbæk Bro har givet sin helte? Kommer vi endelig til at se den sagnomspundne hovedstad?

Jeg er spændt på hvad tredje bind vil bringe, og ifølge forfatteren kan vi forhåbentlig forvente nyt i serien senest i begyndelsen af 2021.

4.0Overall Score

Blodets sti

Er man til fantasy a la Game of Thrones, så er der god grund til at kaste sig over Tobias Stenbæk Bros serie ”Et varsel om storm”, som nu tæller sit andet bind. Serien har det hele; okkulte ...

  • Historien, plot
    4.0
  • Karakterer
    4.2
  • Sprog og skrivestil
    3.7

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Hvad syntes du om bogen?