Jeg elsker Jane Austen, og derfor er jeg også hurtig til at kaste mig over enhver historie, der smager af regency, baller, lovestory og britisk overklasse.
Georgette Heyer bliver kaldt regency dramaets dronning, og en hurtig søgning på google viser da også, at hun var en særdeles produktiv forfatter. Hun skrev særligt Austen-like regency romaner, men det blev også til en god sjat detektivromaner. For mig var ”Den formidable Sophy” første møde med Heyer.
Historien handler om overklasse familien Ombersley, der får forstyrret deres kedelige orden, da niecen af huset Sophy melder sin ankomst. Sophy har tilbragt sin barndom rejsende rundt i Europa med en stenrig og kærlig far, der tydeligvis har haft en lidt mere løssluppen tilgang til opdragelsen af en ung kvinde end miljøet i den engelske overklasse normalt foreskriver. Sophy er i hvert fald meget anderledes end det, de er vant til.
Sophy får dog hurtigt vendt op og ned på hele familien, men med hendes snilde og charme løser hun også det ene problem efter det andet. Der går ren komediedrama i den, da hun fx skal forsøge at løse kusinen fra en umulig forbindelse og redde fætteren fra økonomiske problemer. Under hendes ophold krydser hun også klinger med hendes lidt stivnakkede ældre fætter og især dennes snerpede forlovede, som alle i familien synes er gudsjammerlig kedelig.
”Den formidable Sophy” har ligheder med Jane Austen. Men hvor Austen rent sprogligt eksekverede i de fine samfundssatiriske fremstillinger, så er denne roman præget af en langt mere let og ligetil komik. Romanen består af rigtig meget dialog og små sjove replikudvekslinger, og jeg forestiller mig, at det kunne blive en aldeles charmerende film. Der er dog også rigtig mange karakterer med, og indimellem kan man let tabe tråden og kede sig lidt i de lange dialoger.
Men hvad med kærligheden? For den hører da til ethvert regency-drama? Den formidable Sophy har naturligvis også en kærlighedshistorie. Men det er ikke romantikken der fylder mest.
Alt i alt en let lille komedie, der underholder fint med sine humoristiske dialoger, men som samtidig ikke gør det store væsen af sig.