”At tænke over livet er at fortælle det, at relatere delene til hinanden. At insistere på et forløb. Men fortællinger er ikke endegyldige sande, de er det mest sande, vi har at sige.”
Det er sjældent, at jeg læser noget, der føles så ærligt og ægte, som ”En vej ud af tågen” gjorde det. Kristian Leth skriver famlende og undersøgende, alt imens han genkalder sig minder fra barndommen og ungdommen, måske i et forsøg på at skrive en forståelse af sin fraværende far frem, eller måske blot for at finde en slags kontrol over sin egen historie. Bagsideteksten er også vævende i sin kategorisering af bogens genre og/eller formål, det er ikke en roman, det er ikke erindringer, det er ikke en selvbiografi – måske et essay?
I så fald må det være et essay om erindringen og erfaringerne, og om de forhold og forbindelser der for altid forandrer og forandres. Særligt kredser Kristian Leth om forholdet til faderen, eller man fristes måske til at sige fraværet af faderen. For måske sætter fraværet af en far større spor end en der er til stede?
Kristian Leth er lidt af et multitalent: musiker, digter, tv-vært, radio-vært og skuespiller (okay måske er Jul på Kronborg og Midsommer længe siden, but still). Jeg er selv ret stor fan af hans band The William Blakes, og var også begejstret for fantasyromanen for voksne, Mithos, der udkom i 2017.
Baggrunden for denne bog, eller referencen som Kristian Leth i et kapitel kalder den, er særligt en væsentlig og skelsættende begivenhed i han og familiens liv; Da hans far, cykelkommentator, forfatter, journalist mv., Jørgen Leth udgav en bog om sit liv. I bogen ”Det uperfekte menneske” fortalte Leth anekdoter fra sit kulørte liv, blandt andet om alt det han foretog sig, mens han ikke var far. For familien var romanen smertefuld:
”En anden ting er historiernes betydning for mig. Mine forældres skilsmisse, min mors liv med os børn og min fars depressioner og fravær har formet mere af mit liv, end jeg ved og har lyst til. At betragte dem som gode historier, som legender næsten, som alle kan læse og genfortælle, føles som en uhøflighed. En overskridelse. En idiotisk overskridelse.”
Men hvad er skriftet ”En vej ud af tågen” så? Selv reflekterer Leth hen mod slutningen: ”Hvad er det her så? Et opgør? En korrektion? Hævn? Det håber jeg ikke”
Og som læser oplever jeg heller ikke teksten som værende noget af ovenstående, for selvom teksten på sin vis er fyldt med ord om en fraværende far, en far der kunne have været, men valgte anderledes, en far der svigtede den tillid et barn har til sine forældre, så er teksten hverken harmefuld eller specielt anklagende. Den er snarere søgende. Den rummer en insisterende vilje til at finde en mening, til at få samling på erindringerne, til at forstå sin egen historie, til at forstå de spor et savn har efterladt. Det er en søgning, der synes drevet af en lige dele fascination af og frygt for faderen. En frygt for at blive som ham, en frygt for at også han i sidste ende vil flygte og forlade: ”frygten for at gøre det eller frygten for en dag at have gjort det”.
Men trods denne kredsen om frygten for at begå sin fars fejl, så rummer de trods alt sparsomme erindringer og fortællinger om faderen også en vis respekt og beundring. I fraværet fornemmer man kærligheden, og den er ganske rørende i sin forholdsvise usagthed. Man fornemmer barnet og man fornemmer savnet, og man fornemmer den enorme betydning et fravær har haft.
”Jeg er ikke velkommen i min fars hus. Jeg er ikke inviteret. Måske ved han ikke selv, hvor det er”
Måske prøver Leth at forstå sin faders valg. I et kapitel kredser han om forældres betydning for børn, om kærligheden fra et barn, der er givet, og som altid vil være der. Det er tilliden, der kan forsvinde. Den tillid der er så altafgørende for et barn. Leth reflekterer over den frihed, som faderen valgte til fremfor at være far:
”Hvis man underlægger sig den betingelse, det er, at være der for dem, der har allermest brug for en, så giver man afkald på den uendelige mulighed.”
Med skriften synes Leth at finde en forløsning i en slags forståelse for sin far, det er som om han siger, at han forstår ham, men at han stadig ikke forstår hans valg ”(…) så vil jeg hellere vælge den meningsfulde vej.”
Men så er der også et andet og enormt interessant aspekt ved ”En vej ud af tågen”, der adskiller Leths bog fra tidens tendenser indenfor selvbiografi og autofiktion. For Leth giver ikke sin skrift ud for at være sandheden eller en del af sandheden. Den er blot hans sandhed, og dette bringer han endda også på poetisk vis i tvivl med refleksionerne over mindernes troværdighed: ”Hver gang vi ihukommer eller genkalder os et minde, så genskaber vi det. Og derved ændrer det sig”.
Skriften er altså også en afsøgning af selve det narrativ, vi skaber om vores egen historie. Det er en udforskning af følelsernes evne til at huske noget og glemme noget andet. Det er en erkendelse af, at selv den eneste sandhed vi kender, altid kun vil være vores sandhed. Men det er vel pointen, at det gør den ikke mindre sand. Det åbner bare for en bevidsthed om, at andre/andres sandheder også eksisterer.
”Og så er der et andet problem. At vores virkelighed ikke er afstemt. At der ikke er enighed. At jeg ikke ved, hvad der virkelig skete. At mine søskende har andre oplevelser. At min mor har. At nok har ret i meget af det.
Så hvad er det så for en bog? Det er en søgen – det er en famlen – det er et ønske – efter mening.
Mest af alt er det en søns historie til sin far;
”Fortællinger er ikke endegyldige sande, de er det mest sande, vi har at sige side”