Jeg læser faktisk ret sjældent bøger, der kan på nogen måde kan kategoriseres i sci-fi genren. Jeg er typen, der ret hurtigt står af, hvis det hele bliver lidt for futuristisk eller virkelighedsfjernt. Men ”Den usynlige krig” af Boris Hansen er bestemt en undtagelse. Måske mest af alt fordi det er noget af det mest originale, jeg længe har læst.
I en måske ikke så fjern verden, har man opfundet teknologien til at rejse ind i fiktioner. Men det der med at ændre bøger og/eller film er et farligt felt at bevæge sig ind på, for fiktionens verden har magten til at påvirke mennesker og hele samfund. Derfor er teknologien blevet forbudt. Men i det skjulte arbejder Ministeriet for sandhed og fiktion stadig med at sende toptrænede hold ind og ud af fiktioner. Fremmede magter har nemlig også fået fingrene i teknologien, og den potentielle udnyttelse af fiktionens verden til politiske formål må forhindres. Olivia er sammen med sit team blandt nogle af dem, der sendes på genoprettelsesmissioner i fiktionernes verden. Men det står hurtigt klart, at der er nye fjender, som har meldt sig på banen. Nogen der har store planer for fiktionteknologiens muligheder.
Olivia, Cody, Clarissa, Arthur, Leo og resten af teamet må forsøge at finde frem til den usynlige fjende og afsløre deres planer, og jagten går på tværs af virkelighedens og fiktionernes verden.
”Den usynlige krig” er 600 sider lang, men der er intet langt ved den, tværtimod føltes den snarere en anelse for kort, da jeg havde vendt sidste side. Boris Hansen opererer med et stort karaktergalleri og rigtig meget teknologisk worldbuilding, og man kunne måske frygte en langsom start i første bind, hvor hele verdenen først lige skal introduceres. Men i ”Den usynlige krig” lykkedes Boris Hansen altså med at skabe plotudvikling og spænding fra start af, samtidig med at såvel karakterer og den fiktive verden får lov at folde sig ud. Det er faktisk ret imponerende at lykkedes med at have både karakterudforskning, world-building og plotudvikling i en så simultan og konstant fremdrift uden at det på nogen måde føles forceret.
I romanen møder vi en gruppe mennesker, der alle af hver deres grund har valgt at melde sig til den hemmelige enhed af fiktionsagenter. Man kunne måske let få det indtryk, at livet som hemmelig agent er omtrent ligeså kulørt og fyldt med Martinis som en James Bond film. Men efterhånden som vi lærer de forskellige karakterer og deres dagligdag udenfor ministeriets missioner at kende, står det klart, at det er et team sammensat af en gruppe mennesker med hver deres stopfyldte bagage, og livet som hemmelig agent kommer også med en pris, der for flere af dem har store personlige omkostninger. Derfor ligger der måske også en kritik af hele den systemiske tilgang til mennesker, når flere i karaktergalleriet kæmper med en vrede over, at blive ofret af systemet efter at have viet sit liv til det.
Jeg læste i hvert fald selv en lille samfundskritik ind i den tematik, og der er flere af dens slags små tankevækkende sekvenser gennem hele romanen, som giver den en ret fin samfundsaktuel kant.
Romanens struktur og sprog er også et helt lille mesterværk i sig selv. Boris Hansen lader sine karakterer rejse ind i flere bøger, heriblandt en 70’er horror, en sukkersød (om end knap så klassisk) romantisk fortælling og en young adult/coming of age roman. Rejsen ind i fiktionen opleves af romanens fiktionsagenter, men den opleves også indefra – som set af fiktionernes fiktive karakter. Derfor veksler Boris Hansen i sine fiktionsrejsesekvenser mellem førstehånds beretninger fra fx Olivia, Cody eller Clarissa og uddrag fra den fiktion, som de er rejst ind i. I disse uddrag skifter såvel sprog og layout, og det fungerer virkelig godt og er med til at give romanen sit originale særpræg, og understreger virkelig kategoriseringen ”genrehybrid”.
Endelig må jeg bare rose hele romanens grundpræmis; At fiktionens verden er magtfuld. At bøger, film og tv serier påvirker mennesker og derfor i sidste ende har magten til at ændre verden. Det gør det vi læser og det vi ser vigtigt, og det giver forfattere, filmskabere, forlag og filmproducenter et kæmpe ansvar.