”Kyske kvinder, det var, hvad George kunne lide og det faktum, at han havde troet på og beundret én, der ikke var det, foruroligede ham en hel del”
Elizabeth von Arnim var en britisk aristokratisk kvinde, der udgav en rækker romaner og skrifter i løbet af første halvdel af 1900 tallet. Langt de fleste omhandlede kvinders syn på verden, og skildrede med satirisk blik samfundets dobbeltmoralske normer.
”Bodsgang” er første danske oversættelse af værket ”Expiation”, der oprindeligt blev udgivet i 1929, og den er et kærkommet bidrag til et mere repræsentativt udvalg af den klassiske litteratur.
I Bodsgang får vi nemlig fortællingen om en kvinde, men vi får også først og fremmest fortællingen om et samfunds syn på kvinden.
Milly har været sin mand Ernest en god kone gennem 25 år. Ernest kommer af en rig og fin familie, og samtlige af hans brødre og svogre har gennem årene misundt Ernest hans godmodige og hjertevarme hustru, der på mange måder fremstår som selve idealhustruen. Men da Ernest pludselig dør afsløres en nyligt tilføjet kodicil i testamentet og det sender chokbølger gennem hele den fine Bott familie. Ernest har nemlig praktisk talt gjort Milly arveløs og ikke tilbudt anden forklaring end den lille tilføjelse ”Min kone ved hvorfor”.
Det giver sved på panden hos Bott’erne, der selvfølgelig har travlt med at spekulere i sandheden bag denne ændring i testamentet, men som også straks frygter for familien omdømme; Hvad vil folk dig ikke tænke? Hvilke rygter vil der mon ikke gå?
Selve tanken om, at familiens navn skal sættes i forbindelse med noget usømmeligt er skrækkelig for dem, og i en virkelig morsom scene diskuterer hele den udvidede familie, hvad de dog skal stille op med Milly.
Milly selv kender den sandhed, som Bott’erne for alt i verden ikke vil sige højt; Milly har bedraget sin mand, og helt i tråd med tidens moralkodeks for kvinder, er hun så tynget af skyld, at hun tilsyneladende føler at have fortjent alverdens onder.
Hun opsøger sin fremmedgjorte søster, der i sin tid blev forvist fra familien for selv at have et forhold udenfor ægteskabet. I mødet med de søstre oplever vi to forskellige syn på verden og datidens normer og forventninger til kvinder. Søsteren Agathe er vred og forbitret over at være blevet straffet for at følge sit hjerte, og hun forventer bodsgang af den familie, som hun mener har gjort hende uret i deres dom af hende. I kontrast hertil står Milly, der føler sig kaldet til at give afkald på alt og tåle al uret som straf for sine synder.
I mødet med de to søstre stilles spørgsmålet; Hvem er synderen? Den dømte eller den der dømmer? I nutidens kontekst, hvor kvindesynet heldigvis har rykket sig en del sidenhen, så kan spørgsmålet måske synes overflødigt og tekstens centrale tematik ud dateret, men som et klassisk værk, der bærer vidnesbyrd om samtidens forestillinger og livsopfattelser, så er det et interessant billede på strømningerne i tiden.
Særligt er skildringen af den fine Bott families hysteriske desperation for at opretholde facaden interessant, da den er en gedigen karikatur af datidens hykleri. Hendes skildring af personerne og deres replikudveksling minder mig om Jane Austens evner udi skarp og spids samfundssatire.
Det er netop i den skarpe samfundssatire, som den fremkommer i skildringen af Bott familien og deres angst for at tabe ansigt, at romanen har sine allerstærkeste øjeblikke. Ligesom det er interessant at opleve henholdsvis Agathe og Millys tanker om deres egen synd eller mangel på samme.
Dog mistede romanen mig lidt i netop de to søstres indbyrdes forhold og deres møde med hinanden. Der er noget i mødet mellem de to, og deres indbyrdes reaktioner på hinanden, der føltes uafsluttet og uforståeligt. Måske skyldes det blandt andet, at romanen trods alt er skrevet i en anden tid, og derfor er der måske nogle mellemregninger, der ligger i den historiske og kulturelle kontekst, som det er for svært for en nutidig læser at fange. Men helt grundlæggende synes jeg, at romanen efterlader Agathe karakteren for tidligt og den del af historien fremstår uafsluttet.
Alt i alt dog en roman der lykkedes rigtig fint med en satiriske samfundsskildring af datidens normer med en replikudveksling, der nærmest er Austen værdig.
Bodsgang
”Kyske kvinder, det var, hvad George kunne lide og det faktum, at han havde troet på og beundret én, der ikke var det, foruroligede ham en hel del” Elizabeth von Arnim var en britisk ...