Sælsomme vækster er en stille og charmerende fortælling om den betydning mennesker har for hinandens liv, om familieforhold, venskabsforhold og kærlighedsforhold. Men også om de forskellige betingelser i livet, som vi hver især er stillet med, der har så stor betydning; Miljø, arv, opvækst og sociale forskelle. Romanens temaer behandles med en stille og nærmest diskret eftertænksomhed, og som læser følger man på skift romanens forskellige karakter gennem årene, og man oplever, hvordan de som planter vikles ind i hinanden, gror sammen og har betydning for hinandens vækst – og misvækst. Det er fortællingen om de sælsomme vækster, som ethvert menneskeliv er.
I en lille irsk by forlader den unge pige Moll pludselig sit hjem. Hendes forældre Kit og Paddy efterlades lamslåede og uforstående tilbage, og som årene går lærer de at acceptere, at datteren har forladt dem uden forklaring. Men en dag dukker hun pludselig op, og med sig har hun manden Alexander og sønnen Josh. Kit og Paddy er henrykte over at få datteren tilbage, selvom de mange år uden vished stadig er et stort ubesvaret spørgsmål mellem forældre og datter. Som årene går vokser den nye families skæbner ind i hinanden. Livet går sin stille og rolige gang, men der er stadig en afstand af ubesvarede spørgsmål og usagtheder, der præger dem alle.
Donal Ryans skriver det smukke irske landskab frem i maleriske og bjergtagende beskrivelser, samtidig med, at han lader sin historie folde sig ud i helt enkle og nærmest diskrete og anonyme scener. Fortællerforholdet skifter mellem alle familiemedlemmerne i takt med at de mange år går, og Donal Ryan skifter desuden mellem enten at strække få øjeblikke over mange ord eller passere flere år på en enkelt side.
Romanen er hverken dramatisk eller hurtig, den er meget langsom og dvælende i sit udtryk, flere steder får naturbeskrivelserne plads og skaber en genklang i karakterernes sindstilstand. Men det er aldrig så dybt, man som læser får lov at trænge ind i de enkelte karakterer. Det er romanens styrke og dens svaghed på en og samme tid.
Det er romanens styrke, fordi man som læser virkelig oplever den afstand mellem familiemedlemmerne, som alt det usagte og alle de ubesvarede spørgsmål skaber. Som læser ved vi heller ikke, hvad der drev Moll ud af byen, eller hvad hun virkelig føler for sin mand Alexander, og den uvished skaber en afstand mellem Moll og Alexander, mellem Moll og hendes forældre, mellem Moll og hendes søn. Men det skaber også en afstand mellem læseren og fortællingen. For når man har svært ved at forstå en karakter, bliver det også svært at drages af en karakter.
De skiftende perspektiver giver i bogens allersidste sider en forklaring på alle de ubesvarede spørgsmål, og for mig som læser blev det den forløsning, som man næsten fornemmer, at karaktererne i bogen også kunne have haft brug for. Det gjorde i hvert fald, at hele historien og de forskellige karakterer gav mening for mig. Den sælsomme vækst, som jeg indimellem følte, at bogen med sit langsomme væsen var, foldede sig ud som en smuk blomst.