Gry Stokkendahl Dalgas debut bevæger sig mellem flere teksttyper i dette lille værk, der rummer store følelser. Værket er på en gang et digt og en dagbog, det er personligt og politisk, det rummer håb og angst, forventninger og frygt. Først og fremmest er det en fortælling om en ung transkvindes tanker og følelser i en periode af hendes liv, hvor hun venter på sin første samtale på sexologisk klinik. Hun er i en venteposition på vej mod at blive sig selv. Hun er en kvinde fanget i et mandeskelet, som hun selv skriver det. Gry Stokkendahl Dalgas udmærker sig først og fremmest ved at skrive både det smukke, det vrede og det sårbare frem.
”Jeg er en transkvinde. Jeg er det flygtige kram min onkel giver mig, han afslutter det med en masse klap som om han ryster nogle partikler af sig. Jeg er den udtalelse som min højskoleroomie kom med til vores fælles veninde, han frygtede jeg ville prøve at voldtage ham, mens han sov. (…) Jeg er al den nærhed som mænd ikke har villet give mig, fordi jeg havde en citat bøsset aura. Jeg er det nogle forældre frygter, end blindgyde for familiens videreførelse, en dreng som vil gå med kjoler. Jeg er Ole Bole gik i skole med sin søsters røde kjole. Jeg er sangen fra Blind Date af Drengene fra Angora, der gør grin med kvinder som har en penis mellem deres ben. Jeg er ad du går med pigefarver. Jeg er haha dine håndled blive løse når du er fuld”
Gry Stokkendahl Dalgas har skrevet en vigtig og vedkommende roman, der indfanger så mange følelser i sit korte format. Det er en beretning om at fortælle sine forældre, at man ikke er og aldrig har været deres søn men deres datter, om de velmenende men ikke altid velkomne kommentarer og gode råd fra venner og omgangskreds, og om samfundets tabuisering og vanskelighed ved at acceptere det, der falder uden for de faste cis kønnede kategorier mand og kvinde.
”Jeg barbarer mig, tager neglelak på, og det er derfor jeg tænker, hvad gør jeg forkert når mine venner præsenterer mig som han over for nye personer. Min eneste undskyldning på deres vegne er at jeg gør vold på hvem de troede jeg var samtidig med at jeg gør vold mod det de troede en kvinde kan være”
Men mest af alt handler dette værk om et menneskes venten på at få lov til at blive sig selv. Om håbet, om drømmen og forventningerne, men også om angsten, frygten og irritationen over de forestillinger og kategoriseringer man som transkønnet bliver mødt med.
”jeg har altid ledt efter et sted hvor jeg ville passe ind et sted som også ville være svar på så meget. jeg vil begynde at drømme det sted frem i mig fra nu af og ikke give op. fordi min krop vil være en mand og det vil jeg ikke”
Gry Stokkendahl Dalgas roman handler dog ikke kun om hendes egen kamp og rejse mod sig selv. Hun løfter nemlig også sit værk til at omhandle noget strukturelt forkert i vores samfund, og de problematikker som stadig ligger i samfundets måde at opfatte transkønnethed på. Hun nævner fx problematikken i at Pride bliver et show, når det rent faktisk er en kamp, som der stadig er behov for bliver kæmpet; Og den er altså ikke vundet ved at Seven Eleven pakker deres kaffe ind i regnbuepapir.
Men hun nævner også et problem i en kultur, der stadig laver platte jokes, som fx ovennævnte Angora sang, der latterliggør og udskammer transkønnede. Der viser noget strukturelt forkert i vores kultur som man måske nok er blind for, hvis man ikke selv er transmand eller transkvinde.
Gry Stokkendahl Dalgas nævner og hylder i sin roman kendte transkvinder og transmænd og deres historier, og hun tegner dermed et større billede af intolerancen i vores samfund. Hun forbinder sin fortælling til andre kulturer og historiens vingesus, hvor transpersoner ikke er og var ualmindeligt. På den måde lærte jeg også meget af at læse den her lille roman, og den udvidede min horisont og forståelse.
Stillistisk og sprogligt antager romanen mange former og understreger dermed det væld af følelser og tanker, der går gennem jeg’et. Det er det barske og direkte, men også det svævende og poetiske. Romanen rummer så forskellige genregreb som en statusopdatering fra de sociale medier, breve, optegnelser, dagbogsnotater og poesi.
Det er på en gang hårdt og sart. Hun favner de store følelser og de små detaljer i denne følelsesmæssige udvikling og rejse mod at blive sig selv, og hun gør det på en måde, der giver sin læser følelsen af at komme hende nærmere og forstå.
”En dag vil min far slå armen rundt om mine skuldre og sige: Det er et sent gry for dig Gry. Da vil jeg være tilbage i ordspillene, det evige hjerte i min familie. Jeg vil stå og ryge en smøg i tidligt solskin. Det vil være en sen sensommermorgen et år ude i fremtiden. Jeg vil grine og gengælde krammet. Det er nok at drømme sig til en beslutning. Jeg vil gerne hedde Gry. Jeg vil gerne betyde morgen og være åben for et dårligt ordspil. Hvorfor skulle jeg ikke vælge et navn der var åbent for dårlige ordspil nu hvor jeg døber mig selv? Jeg vil være sjov i min fremtid.”
Gry Stokkendahl Dalgas vandt Bodil og Jørgen Munch Christensens debutantpris (Vejle debutantpris) 2020.