Så er der debutantalarm!
Og jeg tror allerede nu, jeg tør kigge i min krystalkugle og spå, at Mathilde Moestrups ”Elektras breve” er en stærk kandidat til at nappe en debutantpris i slutningen af året.
”Jeg havde engang en ven, der var digter. Eller ven er måske så meget sagt, han lejede et værelse hos mig. Digter kan også diskuteres. Han havde vist aldrig udgivet noget.”
To kvinders veje krydser hinanden i et lille byhus i centrum af København. På anden sal bor E, der lever ensomt og afgrænset i en hverdag af stringente rutiner og faste ritualer. På første sal flytter Ene ind, hun og kæresten lever kaotisk fra sted til sted, og flytter ind midlertidigt, mens ejeren forsøger at få lejligheden solgt.
Mathilde Moestrup udmærker sig især ved de små detaljer, der tegner portrættet af de to kvinder. E´s mishag ved andre mennesker mærker man fx i begejstringen for en buket blomster, der pludselig forsvinder, fordi Ene har rørt ved dem. ”Men tanken om at hun havde blandet sig i mit foretagende, gjorde at jeg ikke kunne sætte pris på arbejdet”, eller hendes reaktion, da digtervennen deler en fortrolig bekendelse med hende ”Jeg vidste aldrig, hvad jeg skulle tænke om den betroelse.”
Allerede i romanens indledning forstår man også, at E´s vaner og rutiner er så indgroede, at en enkelt lille afvigelse, kan bringe hende helt ud af fatning.
I umiddelbar modsætning hertil står Ene, der flytter ind under E´s lejlighed. Ene ringer på og vil snakke, og bliver et forstyrrende element for E, men også et element, hun på sin vis finder sig draget af. Ene skriver speciale, eller rettede hun lader som om, og samtidig arbejder hun hos en fancy bager, hvor hun sælger dyre kager til velbemidlede mennesker, mens hun hader hvert et øjeblik af det. Hun afskyr overfladiskheden, men lever samtidig en tilværelse på overfladen ”Jeg performede stadig mit gamle liv”.
Hun længes efter noget fast i sit omskiftelige liv, som vi må forstå også mangler rodfæstning.
Det er historien om to forskellige kvinder, den ene groet fast og den anden rodløs. To kvinder der dog har ensomheden og længslen tilfælles, og som drages af ideen og forestillingerne om den anden.
Kvinderne har også længslen efter en tabt relation tilfælles, i det de begge har mistet relationen til en bror. Omdrejningspunktet i sammenfletningen af de to kvinder bliver myten om Elektra, som Ene skriver speciale om. Et speciale der skal handle om at forskyde opmærksomheden ved myten væk fra Elektras traumatisering grundet forældrene til længslen efter broren.
Netop savnet til broderen opfatter de to kvinder forskelligt og bliver en slags tilbagevendende tematik i romanen. Ene kredser om det smukke i at give slip;
”Og netop fordi jeg havde oplevet nydelsen ved at give slip på nogen, fremstod det som en form for kærlighed at lade dem man elsker forlade sig.”
Mens E hæfter sig ved væsentligheden af at holde fast;
”Det smukkeste man kan gøre for nogen man elsker, er at vente på dem.”
Mathilde Moestrup fletter elegant de to fortællinger sammen, og lader romanens struktur afspejle tematikken. De to indledende kapitler skildrer de to kvinders opfattelse af den anden, og især deres fokus på at forstå den anden. Et fokus der først lader sin læser tro, at romanen handler om vores opfattelse af andre, men som senere åbenbarer sig at handle mindst ligeså meget om vores opfattelse af os selv.
Alt i alt er Mathilde Moestrups roman et smukt, stramt og stærkt komponeret værk om ensomhed, og om vores behov for hinanden. Et behov der ikke kun strækker sig til mødet mellem mennesker, men også det simple faktum, at man som menneske måske altid vil have et behov for at se sig selv gennem en anden.