”Jeg har vandret hele mit liv i denne besudlede verden”
En vidunderlig smuk og billedrig dystopisk fortælling om menneskelige relationer og den betydning vi har for hinandens liv – på godt og ondt.
En vinterkold aften i Chicago opføres et stykke af Shakespeare, og den berømte skuespiller Arthur Leander falder død om på scenen af hjertestop. Den afbrudte forestilling skal vise sig at være den sidste i en normal verden, for kun et døgn senere er verden som vi kender den forsvundet. Afbrudt af en dødelig virus, der på ganske kort tid har dræbt størstedelen af klodens befolkning og lagt civilisationen øde.
Efterfølgende lader romanen os følge nogle af de mennesker, der havde betydning for Leanders liv. Den lille pige Kirsten, der var statist i stykket, bliver voksen og rejser med en teatertrup rundt i landet for at sprede lidt underholdning i en kold verden, der ellers kun er præget af overlevelse. Teatertruppens motto er, at det ikke kun kan handle om overlevelse. Livet har brug for mere. Men moralen er svær at opretholde, idet de på deres vej møder både tragedie og ondskab.
Arthurs første ekskone Miranda står på en strand og ser solen stå op på civilisationens sidste dag. Den anden ekskone Elizabeth og sønnen Tyler strander i en lufthavn sammen med Arthurs ungdomsven Clark, hvor de forsøger at skabe det normale i unormale rammer.
I tilbageblik følger vi også flere af historiens karakterer i tiden før civilisationens fald, og i centrum af det hele er Arthur Leander, der ganske vist dør på romanens første sider, men som er tilstede i kraft af den betydning, han har haft på andres liv.
På magisk og forunderlig vis vikles de forskellige livstråde og skæbner sammen.
Romanen udmærker sig især ved sin næsten magisk realistiske skrivestil, der som et kalejdoskop fører os gennem landskaber, forskellige tider og skæbner, og samtidig væver det hele sammen. Emily St. John Mandel har sans for detaljen og de små ledetråde, der uden så mange ord fortæller en hel historie.
I en lufthavn lander det sidste fly, men ingen får lov at komme ud grundet smittefare. Passagererne i terminalen står og ser til, og tyve år efter har ingen endnu turde nærme sig flyet. Det er som en stiltiende aftale; ”Tænk ikke på de sidste timer om bord på det fly”.
Som læser synker man en klump, og bliver efterfølgende dybt berørt, hver gang forfatteren lader sine beskrivelser, om end kun i en bisætning, nævne flyet, der står uberørt på landingsbanen.
Et andet omdrejningspunkt i romanen er tegneserien ”Station 11”. Et tegneseriehæfte fra den gamle verden, der kun findes i et ganske lille antal, men som flere af personerne alligevel er kommet i besiddelse af. Kirsten finder styrke og glæde i teksterne, mens en fanatisk profet bruger tegneserien som sit bibelske manifest. På den måde forbindes den gamle verden med den nye og personerne med hinanden, og romanen understreger samtidig også den pointe, at alt det der binder os sammen, indimellem også kan være det der skiller os ad.
Romanens postapokalyptiske setting og de mange tragedier til trods, er det dog ikke en pessimistisk roman. Snarere tværtimod insisterer særligt forfatterens poetiske billedsprog på en tone af optimisme. Mennesket skuffer og svigter og begår indimellem grusomheder, men der er håb trods alt.
Det er en rørende og tankevækkende fortælling om menneskelige relationer, om at leve og overleve og om den fine grænse mellem kærlighed og tilgivelse, had og foragt.