”I den sidste tid har jeg igen været slemt plaget af gæster. Ikke vildfarne besøgende af den type, man hurtigt kommer af med igen, efter at have givet dem the og sagt dem ting, man fortryder bagefter, men folk, der rent faktisk har boet her i huset og slet ikke været til at komme af med.”
Elizabeth von Arnim var datter af en rig forretningsmand og blev gennem sit første og andet ægteskab gift ind i henholdsvis den tyske og engelske adel. Hun udgav en del bøger fra debuten i 1898 og frem til sin død. Alle er de kendetegnet ved at tage udgangspunkt i kvinderne og deres syn på verden, og så er hun også kendt for sin humor, når hun med en sagte men skarp facon spidder datidens normer, former og dyder.
”Elizabeth og den tyske have” har ligesom den senere bog ”Elizabeth og hundene” nogenlunde det samme udgangspunkt, det er fortællinger hvor Elizabeth von Arnim gennem henholdsvis fortællingen om sin have og sine hunde fortæller om sit liv, og derigennem også fortæller om datidens samfund.
Romanernes største styrke er helt afgjort den nøgterne humor, hvormed Arnim spidder samfundets forlorenhed og overfladiskhed, men også sin egen virkelighed, og dermed også sig selv. Arnim omtaler konsekvent sin mand som ”den harmfulde mand”, ligesom hun omtaler sine børn efter den måned, de er født, og heller ikke har nogen problemer med helt uden forbehold at erklære hvem af hendes børn der er kvikkest og hvem der er kønnest. Dermed bliver Arnims måde at beskrive sin egen virkelighed på
også i sig selv et billede på datidens lidt kølige distance.
Arnim er optaget af sin have, der gennem årene har fået lov at gro helt til. Hun tilbringer meget tid her og er også ofte væk fra sin familie, hvilket er til stor undren for damerne omkring hende, der tydeligvis ikke forstår Elizabeths valg. Vi hører gennem et helt år om Elizabeths overvejelser vedrørende haven, og også hvordan hun slider den ene gartner efter den anden op, fordi hun nægter at ligge under for tidens havetrends. Hun er opsat på, at haven skal leve op hendes forestillinger om et paradis og ikke modetendenser med sirligt anlagte bede og lige linjer. Hun lytter heller ikke helt til gartnernes råd om hvilke planter, der bør plantes hvornår og hvor. Hun eksperimenterer derimod og er opsat på at lære undervejs. På den måde afspejler hendes tilgang til haven hendes tilgang til sin rolle som fin frue generelt. Elizabeth nægter at ligge under for de sociale normer og forventninger.
Arnims foragt for datidens omgangsformer og forventninger til hendes rolle som mor og frue er tydelig, og Arnim er mester i at udlægge sine observationer i satiriske vendinger. Men jeg synes at balancen mellem den røde tråd – beskrivelserne af havelivet – og observationerne og udlægningerne af livet omkring, fungerede meget bedre i ”Elizabeth og hundene”. I denne roman skifter Arnim nærmest spor halvvejs i romanen, og fokuserer pludselig mere entydigt på beskrivelserne af et par unge kvinder, der besøger hende. Minora og Irais bliver genstand for mange og lange beskrivelser, og det fremgår ikke helt klart for mig, hvad Arnim vil med udlægningerne af alle dialogerne mellem disse unge kvinder. Samtidig mister Arnim lidt grebet om sin humoristiske skrivestil i disse passager, og det føles som to forskellige slags romaner, der lidt klodset er forsøgt sat sammen.
Arnim mistede mig ganske enkelt i det helt simple spørgsmål, at det simpelthen er uklart for mig, hvad jeg skal med den historie. For mig mangler den simpelthen en rød tråd, et formål, en overordnet ramme.