Før vi ved af det vender lyset tilbage

En bevægende og dragende titel der måske også dækker over det lidt banale, og det var da også der fortællingen for det meste befandt sig – i det banale.
Fortællingen om Leah, der er flyttet til København for at få et nyt liv langt væk fra det kristne miljø som hun er opvokset i, er egentlig fin nok, og jeg nød også det enkle fine sprog, og det helt enkle spil mellem Leah og hendes omgivelser, som Sofie Due skriver frem i en typisk moderne minimalistisk stil. Men jeg manglede altså det der ekstra, der gør, at en fortælling som denne skiller sig ud og giver mig noget der overrasker eller imponerer. Den havde ikke de store armsving, og jeg kunne måske godt have tænkt mig, at Sofie Due havde været lidt mere skarp i at turde noget mere med sine karakterer.

Læs mere

Sauna

”Men hvis dem, der er uden for samfundet, laver sig selv om, hvem skal så lave samfundet om? Dem, der er inde i samfundet, kommer jo ikke til at gøre det”

Sauna er en rigtig smuk kærlighedshistorie, eller som bagsideteksten lover en knaldroman om kærlighed. Men det er også en gedigen samfundsreflekterende og ikke mindst samfundskritisk roman, der om noget sætter tankerne i gang.

Nogle vil måske finde hovedpersonen Johans tanker provokerende, men det er vel altid lidt angstprovokerende, når vi udfordres på vores bestående samfundskultur og herskende opfattelser, og Mads Ananada Lodahl udfordrer i den grad sin læser med en stærk kritik af den eksisterende samfundskultur, når han lader sin hovedkarakter Johan kategorisk udtale; ”Samfundet er sygt”. Men han lader også sin læser gennem fortællingen forstå, at vores samfund er indrettet efter nogle faste og standardiserede normer, hvor enhver bliver vejet og vurderet i forhold til hvorvidt de passer ind i flertallets kasser. I et af romanens afsluttende afsnit er hovedpersonen Johan, da også helt klar i mælet, når han udtaler, at man ikke kan være neutral; Enten sprænger man kasserne eller også tilpasser man sig;

”Man måtte vælge side. Enten stabiliserede man det bestående. Eller også gjorde man det usikkert. Der var ingen neutral grund, og hvis man ikke gjorde det ene, så gjorde man automatisk det andet”

Læs mere

Jeg hedder Folkvi

Maria Hesselager debuterer med en fremfor alt stemningsfuld fortælling, der bevæger sig frem og tilbage mellem psykologiske og mytologiske lag.
Det er en fortælling om at fastholde og frygten for at give slip, men mest af alt er det en roman for dem, der sætter pris på fine poetiske udforskninger af sindet tilsat et skvæt stemning af vikingekvad.

”Han kunne ikke se på Folkvi der. En vrede over det lukkede i hende voksede frem: I starten havde han været bange, men så blev han irriteret. Det var, som om hun med vilje vendte sig væk fra det levende menneskeliv, og som om hun overdrev sin samtale. At noget i hende foretrak de døde og dyrenes selskab, det hele blev for tungt”

Læs mere

Hulemennesket

Hulemennesket
Forfatter:
Sprog:
Originalsprog:
Forlag:

Der udkommer rigtig mange kunstnerromaner dette forår; Jesper Wung-Sungs ”Kvinde set fra ryggen” om Vilhelm Hammershøi ,  Rakel Haslund Gjerrilds ”Adam i Paradis” om Kristian Zahrtmann og altså også Peter Løhrs debutroman ”Hulemennesket” om Johan Thomas Lundbye. Lundbye er en kunster, som de flest nok kender til, hvis de lige laver en hurtig google søgning og ser nogle af hans malerier. Langt størstedelen af hans billeder er af naturskønne egne i Danmark, som har betaget Lundbye, og han regnes for en nationalromantisk kunster. Kærligheden til fædrelandet fik også betydning for hans skæbne, i det han meldte sig frivilligt til treårskrigen, hvor en ulykke kostede ham livet inden kampene overhovedet var gået i gang.

Læs mere

Rygtet

”Rygtet” af Rasmus Daubjerg er en fabulerende fortælling om en ikke nærmere bestemt eller defineret lille aflukket by og alle de karakterer som byen er befolket af, eller måske snarere alle de fortællinger, som byens beboere elsker at fortælle hinanden. Fortællerstemmen er det kollektive rygtespredende ”VI”, der særligt fortæller rygter og udbreder historier om en ny i byen, tekstens ”DU”.
Rasmus Daubjerg skaber en dyster stemning i skildringen af det lille samfund; Her frygter de undergangen, lig i skoven, onde ånder og Guds dom. Men det mest uhyggelige er stadig det markante skel mellem det ubestemte og kollektive ”VI” og den fremmede ”DU”. Historierne og rygterne tårner sig op og fremmer vreden, alt imens fordomme, sladder og forudindtagede holdninger får lov til at danne kløften mellem mennesker endnu større.

Læs mere