Døtreskole

”Jeg er en skimmelost, der blunder alene i sin Tupperware. Der løber en fin linje mellem det uprøvede og det fordærvede. Men det ved de voksne godt, for sådan er alle børn, og de elsker mig især, fordi jeg er et barn. På bagsædet indser jeg, at mit liv er ligesom et glas vand: Selv ikke når det stormer, er det værd at tage alvorligt”

”Døtreskole” er verden set gennem øjnene på en pige på tærsklen til ungdomslivet. Romanens fortæller vokser op alene med sin mor, og fraværet af en egentlig relation mellem mor og datter er allerede i romanens begyndelse sigende. Pigen er observant, hun ser til på afstand og til moderens store fortrydelse lever hun ikke op til hendes idealbillede af, hvordan en pige i den alder skal være og indgå i relationer.

Fortælleren beundrer de andre piger på afstand, og hun observerer de små forskelle i de hjem hun kommer i. Hun funderer over modsætningen mellem ikke at blive taget alvorligt og samtidig blive mødt med høje forventninger.

Hvordan finder man sin plads i en verden, hvor rammen allerede er sat?

Fortælleren finder endelig et fælleskab med veninden Johanne, i begyndelsen er også Alice en del af veninde-triaden. Men det er vanskeligt at være tre. De stærke altopslugende venskaber, man danner som barn, der føles uundværlige og evigtgyldige, men som alligevel kan forsvinde så let.

Beskrivelserne af veninde-dynamikkerne gav mig flashbacks til min egen skoletid, og alle de følelser man som et stort barn kan stå med af uforløstheder, forventninger, forhåbninger, usikkerhed, selvsikkerhed og generelt bare spørgsmål. Et sammensurium af følelser forbundet med det at vokse op, som jeg ser min egen datter på 7,5 allerede stå på tærsklen til og give udtryk for.

Dynamikken i de første venskaber er fantastisk beskrevet. Balancen mellem veninder og fjender og beundring og misundelse. Fortælleren er fascineret af Johanne og hendes liv. Hun måler sig med hende, ligesom hun måler sig med Alice, som hun både er misunderlig på og irriteres over. Den der egen usikkerhed, der giver sig udslag i relationerne er ramt lige på kornet, og hvem kan ikke genkende den følelse?.

Og så er der romanens underliggende spørgsmål? Hvornår giver samfundet slip på os? Hvornår går vi fra små mennesker, man ønsker at forme, og støtte, og hjælpe, og som man har så mange forventninger til, og så til at være opgivet og overflødig. Som romanens bifigur i kulissen, Ejler, der ikke rigtig har hjemme nogen steder, og som alle tager afstand fra.

Benedicte Huang skriver formidabelt med en ret god sans for særdeles kreative metaforer, som når hun skriver ”Hun fik mig til at græde. Det løb, som når man vrider en ost”, eller ”(…) pigegruppen er et hvepsebo, der vokser ud under et tagudhæng” eller ”Jeg er en skimmelost, der blunder alene i sin Tupperware”. Der er en god portion humor i de veloplagte metaforer, men også en ret dyb og sigende symbolik, hvis man som læser giver sig tiden til lige at fundere over dem. Det giver dog også romanen en tyngde, der kan forekomme gammelklog, især i de passager hvor Huang lader sin fortæller reflektere i lange passager. Ligeledes skulle jeg lige forlige mig med, at tonen/sproget i romanen ikke synes at passe til fortællerens alder. Det er en diskrepans, som jeg er helt sikker på er tilsigtet, og som også bidrager til romanens tematik af skellet mellem barn/voksen og tematiseringen af det vakuum der kan være for det enkelte barn, når de med endnu barnlige øjne møder en verden, der forventer det voksne af dem.

Benedicte Huangs roman rummer også en stor grad af refleksion over forskellene i opdragelsen af piger og drenge. Det ligger og simrer mellem linjerne, og så alligevel er alene titlen ”Døtreskole” selvfølgelig afslørende, og forsideillustrationen med en lille pige siddende pænt til bords med et alt for stort sæt knive og gafler. Pigerne skal lære at være i de voksnes verden, men det bliver ikke nødvendigvis forventet, at de skal forstå den. De skal bare passe ind. Anderledes er forventningerne til drengene.

”Hvis jeg var en dreng, ville jeg have leget indianer. Men jeg er ikke en dreng, så jeg leger tilbederske, skytsengel og snylter”.