Fuglemanden er en utrolig flot og fængslende historie, der med flere virkemidler, som understøtter hinanden, får formidlet følelserne og tankerne hos en psykisk syg ung pige, så man forstår hende og oplever at være i følelserne sammen med hende. Den er oplagt til fx undervisningsbrug, da der er utrolig mange lag og rum for fortolkning i den.
Barbara er psykisk syg og kæmper med hallucinationer og negative og selvudslettende tanker. Fuglene bliver symbolet på hendes sindstilstand, særligt illustreret ved den mørke og dystre fuglemand, der følger hende overalt.
Skizofreni og psykisk sygdom generelt er bestemt ikke et nemt emne at kaste sig over som forfatter, og det er vanskeligt at formidle de følelser og tanker, som den syge oplever. Ikke desto mindre er det hvad Sarah Engell og Lillian Brøgger har gjort i deres grafiske roman ”Fuglemanden”, som samtidig også er et eksempel på en genrehybrid med flere udtryksformer. Bogen er bygget op som tegneserie, men understøttes af tekststykker, opslag fra Wikipedia og sangtekster – disse elementer formidler på forskellige måder Barbaras sindstilstand. Fx bliver de forskellige Wiki opslag om fugle symbol på de følelser, der dominerer i Barbaras sind og afspejler udviklingen i hendes psykiske tilstand.
Det er generelt utrolig virkningsfuldt, at fuglene er brugt som et gennemgående tematisk symbol på hendes sygdom, og illustrationerne afspejler ligeledes denne udvikling; Således at de også bliver mere dystre og mørke efterhånden som hun får det dårligere, ligesom de bliver lysere og mere optimistiske, når hun oplever fremgang.
Teksten er utrolig stærk, og der er også her flere fine små detaljer, der afspejler den kamp, som Barbara har med sig selv og sine indre dæmoner. Særligt smukt synes jeg det bliver, da veninden på afdelingen kort før sin udskrivelse fortæller Barbara at ”der er masser af hvide sten, man skal bare samle dem op” – replikken bliver gentaget senere, da Barbara kæmper mod mørket og fuglemanden, som er repræsentant for de selvudslettende tanker, der præger hende.
Bogen vil være særligt velegnet til brug i undervisningen i udskolingen, for der er utrolig mange lag at arbejde med – og det er en fortælling som helst skal læses flere gange. Det er desuden utrolig flot og modigt, at tage et så dystert men vigtigt emne op – og her er genren utrolig velvalgt, da kombinationen af billeder og tekst kan understøtte hinanden i formidlingen af et ellers meget svært emne.
Der kunne måske have været mere om optakten til sygdommen, således at man fik et større indblik i Barbara som person, og selve sygdommens start og ”udbrud” – men det er tydeligt at romanens primære formål har været at fortælle en historie om selve sygdommen og at formidle noget om de følelser og tanker, der er på spil ved psykisk sygdom – og det synes jeg den får gjort utrolig flot og fint. Det bliver gjort på en måde, der giver mig som læser oplevelsen af at forstå Barbara.
Ligeledes oplever jeg som læser at billeder og tekst understøtter hinanden utrolig flot; Den poetiske og dystre stil i billederne går igen i sproget, og der er ingen tvivl om at forfatter og illustrator har arbejdet tæt sammen om både indhold og udtryk, således at værket fremstår som et helt og fuldent værk.