Jeg har haft lyst til at sige det til mange før dig … Rend mig

Jeg har haft lyst til at sige det til mange før dig: Rend Mig
Forfatter:
Sprog:
Originalsprog:

 

”Alle kvinder med ambitioner bliver mødt af usynlige barrierer. Uanset om du drømmer om at komme til tops som selvstændig erhvervsdrivende, blive en dygtig og skarp pædagog, en fantastisk ven eller forælder, bygge vindmøller eller leve et stille liv, er der krav, præmisser og forventninger, som kun gælder, hvis du er kvinde”

 

Pernille Skipper forlod sidste år sin plads i folketinget, og nu er hun blevet politisk kommentator og udgiver med denne bog sit indspark i debatten om sexisme. Det er en central pointe i bogen, at sexisme ikke bare handler om nedladende kommentarer og klap i måsen, men at det stikker meget dybere end det. Det er altså den strukturelle sexisme i samfundet, og netop de underliggende krav, præmisser og forventninger der kun gælder kvinder, som Pernille Skipper i sin bog kommer rundt om.

I forskellige kapitler skildrer Skipper de usynlige strukturer. Mest interessant er nok hendes første kapitel med personligt oplevede hændelser på Christianborg, der meget klart demonstrerer vilkårene for en kvinde i magtens centrum.

Skippers bog er ikke sladder, så håber man at læse med for at få hængt navngivne politikere ud, så bliver man skuffet. Hele pointen med bogen er nemlig, at selvom Skipper nævner specifikke hændelser, så er det ikke de enkelte hændelser, der er problemets kerne, det er derimod de underliggende strukturerer, der legitimerer hændelserne. Det er fx interessant at læse hvordan Skipper i sin tid på Borgen tilpassede sin påklædning og væremåde for at undgå at skabe negativ og uønsket opmærksomhed omkring sin person. En tilgang som jeg tror, at de fleste kvinder i et eller andet omfang kan genkende.

”Man skal ikke være for udfordrende klædt – for så inviterer man til kommentarer”

”Man skal ikke tale for meget eller for højt, for så er man for meget”.

Skipper kommer også rundt om forventningerne til kvinder i magtpositioner og hvordan studier viser, at kvinder med magt bedømmes hårdere og ud fra andre parametre end mænd med magt. Ligesom hun også dvæler ved samfundets opfattelse af moderrollen og faderrollen. Det er faktisk også kun her, at Skipper bliver en smule politisk i sin tematisering af samfundets udfordringer, i det hun her forklarer fordelene ved den tvungne barselsorlov til mænd, som en forudsætning for en samfundsændring. Jeg kunne faktisk godt have tænkt mig, at Skipper flere steder havde diskuteret mere og lagt mere op til debat, fremfor alene at blive ved en tematisering af problemerne.

Alt i alt en fin bog med en god belysning af den strukturelle sexisme, dog mangler den lidt mere bid i form af reelle indspark til en debat om, hvad der skal til for forandring.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Hvad syntes du om bogen?