Natkvindernes råd;
Spil med de kort, du får tildelt. Sygdomme og svagheder er materiale
Gør dine sår til dine styrker. Mal dem på et helvedes stort lærred, så alle kan se dem
Mal dig selv sådan, som du gerne vil være
Reklamer for din kunnen. Spred dine visitkort
Følg din intuition. Klar dig med lidt. Forklæd dig om nødvendigt.
Hvis du har en lidenskab, så studer den. Du behøver ingen formel uddannelse.
Hvis du mister alt, så giv dig til at skrive.
Forfatteren Mia står midt i livet og er gået i stå i sit bogprojekt, der skal handle om kvinder, hun beundrer. Således indleder Mia Kankimäki denne metafortælling, der folder sig ud som en underfundig essayistisk genrehybrid med sit mix af dokumentar, rejseskildring, selvudforskning, selvbiografi og feministisk hyldestskrift.
Når Mia går i stå og føler sig usikker på sig selv, sit værd som forfatter og tilværelsen generelt, så søger hendes tanker mod de kvinder, hun beundrer allermest. Kvinder der har levet deres liv udenfor normen eller indenfor rammerne på trods. De kvinder der har trodset umulige og uretfærdige kønsnormer, og som har haft modet til at følge deres drømme.
Mia følger sporet af disse kvinder, som hun tænker på om natten, og i små korte afsnit hører vi skiftevis om natkvindernes skæbner og den lærdom som Mia tager med sig fra deres liv, og de sparsomme vidnesbyrd vi har om dem som mennesker.
Mia følger bogstaveligt talt Karen Blixens spor, da hun tager på en rejse til Afrika. Mens hun lider under den stegende sol og finder frem i den støvfulde ørken, så tænker hun på idolet Karen, der levede mange år alene og syg i landet, og som alligevel i sine breve bevarede modet og gnisten. Mia knytter venskaber og taber sit hjerte til naturen, mens hun i sin udforskning af mennesket Karen Blixen, også når ind til de sprækker, som gør hende menneskelig, og som Mia for alvor kan identificere sig med.
Mia rejser til Japan under stort besvær, og tænker på de kvindelige opdagelsesrejsende, der rejste ud i verden uden hverken googlemaps, mobiltelefon eller særlig mange penge. Hun tænker på Isabella Bird, der rejste under svære omstændigheder og udforskede verden, men som stadig meget nødig ville kaldes andet end en helt almindelig dame.
Mia rejser til Italien, hvor hun leder efter kunstværkerne af de kvindelige kunstnere, som eftertiden har glemt. Men som i deres egen tid brød alle rammer og opnåede det umulige i en mandsdomineret verden. Hvem var de? Sofonisba, der blev berømt og malede for den spanske konge, og som sent i sit liv mødte kærligheden. Lavinia, der fødte utallige børn og straks efter enhver børnefødsel var klar ved lærredet igen. Artemisia, der blev voldtaget og ydmyget, og som efterfølgende (måske) malede sin frustration ind i sine værker.
I Firenzes gader og på kunstgallerier leder Mia efter de forsvundne kunstnere, mens hun forstår de ofre kvinder har måttet bringe for at bryde med normen. Hun tænker på de muligheder kvinder havde; Bliv gift, Bliv Nonne, Bliv sær. Og hun overvejer om virkeligheden mon stadig er sådan – på en eller anden måde.
Mia Kankimäkis værk er frem for alt originalt, og jeg forstår pointen med at trække tråde fra fortidens kvinder til en nutidig kvindes selvransagelse. Desværre formår Kankimäki ikke altid med lige stort held at trække de tydelige paralleller mellem de historiske kvinders fortælling og beretningen om hendes egen selvudvikling.
Det meste af tiden udmærker romanen sig ved at være det den også er, en gribende beretning om nogle stærke kvindefigurer. Men den formår desværre ikke fuldstændig at bevæge sig udover den kant. Hvilket også gør selvransagelsessporet en smule uinteressant og langtrukkent. Jeg kunne godt have læst meget mere om Nelly, Artemisia, Ida, Karen og Lavinia. Disse stærke natkvinder står stærkt og tydeligt for mig, og deres historier er interessante. Men romanens virkelige stemme, forfatteren og jeg´et Mia forsvinder i havet af de store stærke kvindelige personligheder.
Bedst er romanen i de glimt, hvor Mia Kankimäki ikke blot fortaber sig i ren hyldest til kvinderne, men også skildrer deres sprækker, og i de sprækker finder pointer og tematikker, som hun forbinder til nutidens kvindeliv. Et interessant eksempel er den opdagelsesrejsende Isabella Bird, der rejste ud i verden under utrolige forhold, og som klarede alle strabadser. Men som hver gang vendte hjem for at falde i sin fastlåste rolle. Hun var underlagt sin bror og underlagt normerne, og hun ville meget nødig kaldes en moderne, modig eller fri kvinde. Mia Kankimäki stiller spørgsmålet; Hvordan kan man være så fri og fremsynet og samtidig være så bundet af normerne? Og hun berører det flygtigt – er det en ambivalens der følger med kvinderollen også i dag?
Det er i den slags spor og den slags sammenligner og paralleller, at romanen har et stort, men desværre også lidt uudnyttet, potentiale.