Vindens port

Vindens port
Sprog:
Originalsprog:

”Vi undergår alle forandringer. Blot er jeg ikke sikker på, at jeg bryder mig om vores. Vi sover og spiser og kan ikke slippe ud af vores kurv. Vi har spundet os selv ind i den fineste silke, som vi har produceret til overflod. Vi har alverdens kundskab og er blot øjeblikke fra at folde vores vinger ud. Det forekommer mig, at fjenderne i bydelen er den menneskehånd, der nu trækker silken af os, vikler os ud af vores forsvarsværk blot for at tage vores rigdomme og forvandle dem til noget ganske andet”

”Vindens port” fortæller historien om befolkningen i og omkring den berømte fæstning Al-Qulat i Andalusien, som i begyndelsen af 1300 tallet endnu tilhørte den muslimske befolkning, men som befandt sig i grænselandet mellem muslimsk og kristent territorie.

I centrum af fortællingen er fæstningens sidste muslimske borgherre Ibrahim Banu Said. Romanen bevæger sig stille og roligt frem og tilbage i tid, mens den dvæler ved Ibrahims udvikling og især hans tanker og tvivl. Det giver en langsommelighed i teksten, som lader sin læser dvæle længe og roligt ved hvert et skridt Ibrahim tager og alle de overvejelser, der følger ham.

Romanen centrerer sig om den særligt epokegørende periode i fæstningens historie, der hvor den efter sigende uindtagelige fæstning belejres og slutteligt indtages af de kristne. Et umiddelbart højdramatisk plot, men som historien fortælles er dramaet og den store spændingskurve afløst af en nærmest stilfærdig men ganske troværdig og sympatisk beskrivelse af et muslimsk samfund i 1300 tallet. Et protræt som der er lagt så meget detalje og sjæl i, at man kan dufte krydderierne fra markedsboderne, mærke dampene fra badeanstalten og høre vrinsken fra byens stalde.

”Vindens port” starter med en sorg. Ibrahim er på vej hjem fra en pilgrimsrejse, da han hører nyheden om sin eneste søns død. Samme nat finder han en hoppe, der er ved at fole, og som han instinktivt knytter et stærkt bånd til. Ibrahim er nemlig glad for sine heste; Disse stærke og kraftfulde dyr der synes at give ham en sindsro. Netop roen har han brug for. På Ibrahims skuldre hviler nemlig et tungt ansvar, og hans liv er formet efter et inderligt ønske om at gøre det rigtige.

Vi møder et samfund og en kultur, hvor alting er præget af ordentlighed og en rivende udvikling. Den smukke borg med sine sindrige systemer af brønde og gange, det storslåede murværk, den imponerende badeanstalt, og det bugnende bibliotek. Borgen er uindtagelig og kulturen blomstrer. Her er højt til loftet og plads til alle. Fæstningen og den omkringliggende by befinder sig i grænselandet mellem flere kulturer, og selvom byen er muslimsk er der plads til både kristne og jøder.

Vi hører om verden omkring dem. Vi hører om krige mellem religioner og om oprør mellem konger, men i fæstningen går livet sin stille gang, alt imens Ibrahim funderer over, hvordan han kan passe bedst muligt på sin borg og sit folk. Han bliver udfordret, for de kristne vil vinde terræn og have hans borg. Vi følger belejringen, og folkets daglige udfordringer. Vi oplever dem kæmpe en stille kamp mod sult og mismod, mens de langsomt drænes for vand og forstand.

Riebnitzsky kridter ikke nogen stor spændingskurve op, og det er egentlig bemærkelsesværdigt og særligt kendetegnende og beundringsværdigt, hvordan hun så stilfærdigt og stemningsfyldt beskriver nogle ret dramatiske begivenheder. Som læser bliver man en del af borgernes kamp, man mærker dem langsomt men sikkert miste fodfæste.

Bogens hovedkarakter Ibrahim skiller sig også ud ved sin almindelighed. Han er hverken stolt eller synderlig stærk. Han er blot et menneske, der handler efter bedste overbevisning og ud fra kærlighed til sit folk. Den på en gang meget indfølende og samtidig nærmest tavse og anonyme skildring af Ibrahim fungerer overraskende godt. Han er nærværende for læseren.

”Vindens port” er en fortælling om en bys fald. Men den er først og fremmest et sympatisk portræt af en kultur, og måske også en fordragelighed mellem kulturer, som er mistet og glemt.

”Min bys folk kommer på benene. Jeg ser rundt på alle de ansigter, jeg kender så godt. Jeg reddede dem, jeg kunne. Jeg gjorde, hvad jeg kunne”

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Hvad syntes du om bogen?