Kymoras masker

Kymoras masker
Genre:
Sprog:
Originalsprog:

Hvis man er til bøger med GoT vibes, så er Tobias Stenbæk Bros serie ”Et varsel om storm” et rigtig godt bud fra den danske fantasyverden.
I serien, hvor ”Kymoras masker” er tredje bind, møder vi brødrene Rodrik, Cedric og Stormfrik og deres kamp mod forræderi og mørke kræfter i landet Agamore.

Ligesom i GoT er det magtspillet og landets stridigheder, der fylder mest, mens fantasyelementerne, det okkulte og overnaturlige, bobler i baggrunden og giver romanen en mystisk og dragende stemning.
I de to første bind fordrives brødrene fra deres hjem af en ukendt fjende, og må rejse tværs gennem landet i søgen efter svar på gamle familiehemmeligheder. I slutningen af andet bind er der mange brikker, der falder på plads for brødrene og læseren, og der bliver lagt op til et dramatisk opgør – måske endda også brødrene imellem?

Tredje bind føles lidt som et mellemspil, den store fortælling er sat lidt i bero, mens brødrene pludselig befinder sig midt i en ridderturnering og en betændt situation mellem to stridende familier, og de tre brødre ender med at skulle løse lidt af en gåde, da en bortført adelsdatter og hendes kidnappere skal findes.

Men mellemspil eller ej, så fungerer den overordnede handlingstråd med et krimilignende plot godt til at holde samling på dette bind i brødrenes historie, og der er nok twist and turns til at holde sin læser godt fanget.

Sideløbende følger vi også den ældste bror Rodriks forlovede, Olyssia, der har begivet sig ud på en farefuld færd i håbet om en romantisk genforening. Men hvad hun ikke ved er at Rodrik i mellemtiden har fundet sammen krigerkvinden Zhintara. Der er altså også lagt i kakkelovnen til et gedigent trekantsdrama.

Serien om de tre meget forskellige brødre, som nu også har hver deres mission i livet, er spændende, og jeg følte mig også denne gang virkelig godt underholdt. Ligesom jeg synes at især spændingerne mellem de tre brødre, der langsomt vokser i hver deres retning, fungerer rigtig godt som den primære drivkraft i romanen.

Jeg synes tredje bind fungerede godt, hvis jeg anskuer den som en bog, der står alene. Men som et bind i en serie ærgrede jeg mig en smule over, at den på sin vis sætter seriens store fortælling på pause, og heller ikke i helt så høj grad, som jeg havde håbet på, udforsker de ulmende konflikter mellem brødrene, som jeg synes afslutningen på bog 2 lagde op til. Endelig håber jeg, at introduktionen af de mange nye karakterer skyldes, at de spiller en væsentlig rolle i fortællingen fremadrettet. Der er specielt et par nye karakterer, som jeg forestiller mig kunne godt i spil i et kommende spil om magten.

Når det så er sagt, så er det egentlig et lidt vanskeligt job at anmelde en bog i en endnu uafsluttet serie, for når jeg ikke ved, hvor forfatteren planlægger at tage historien hen, så er det svært at sige noget om, i hvor høj grad denne del af fortællingen formår at føre sin læser derhen.

Foreløbig formår Tobias Stenbæk Bro i hvert fald at holde historiens grundlæggende intrige og drama i godt kog, og samtidig udbygger han fint universet med både flere karakterer, flere steder og flere potentielle konflikter. Der er mange plottråde og jeg glæder mig til at se dem folde sig ud i de kommende bind.

Og en ting er ganske sikkert; Jeg er stor fan af de tre brødre og jeg glæder mig til at følge deres videre færd i Agamore.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Hvad syntes du om bogen?