Jeg har med stor glæde læst Martin Ellermanns tre første romaner ”Sommerdrys”, ”Dræbende floskler” og ”Hvor legen ender”. Men jeg må desværre erkende, at den fjerde roman i rækken ikke levede op til forgængerne og forventningerne. Hvor Ellermann ellers altid har været garant for fine portrætter af mennesker og et stemningsfyldt sprog, så manglede ”Det bliver aldrig det samme igen” ganske enkelt noget på de samme parametre.
Ellermann beskæftiger sig typisk med tematiseringer af det moderne menneskes grundvilkår, og måske er denne romans virkelige problem, at den vil tematisere alt for meget. På den store klinge handler det både om metoo, 9/11 og corona, og det blandes med 3 forskellige karakterers personlige traumer. Den overordnede tråd er betydningen af traumer for os som enkeltpersoner og som samfund, og specielt hvordan en enkelt begivenhed (stor som lille) kan ændre en hel livsbane. Jeg forstår pointen og den overordnede sammenhængskræft i tematikken, og alligevel mangler jeg den – sammenhængen.
De tre personer, Karen, Casper og Dennis lever vidt forskellige liv. Karen har i hele sit liv oplevet sine grænser blive overskredet. Hendes tillid til mænd er derfor blevet skadet i en sådan grad, at hun ender i et forhold med en mand, som hun ikke elsker, fordi forudsigeligheden er bedre end usikkerheden. På samme måde frygter hun det usikre i sit arbejdsliv, hvor hun er strandet i et job, der ikke blot forekommer, men rent faktisk er, åbenlyst ligegyldigt. Hendes funktion er i bedste fald overflødig, og selvom Karen ser overfladen i både sit job og i sit forhold, så vinder frygten for uforudsigeligheden og det utrygge. Karens oplevelser har traumatiseret hende i en grad, der har udvisket hende. Tematikken her er relevant og væsentlig. Ellermann sætter fokus på den følelse af utryghed og usikkerhed, der har forplantet sig i Karen som følge af oplevelser, der af omverdenen passeres som bagateller eller ubetydeligheder. Men jeg synes desværre ikke, at det her spor udforskes nok, og jeg havde ligeledes foretrukket, at Karens usikkerhed og utryghed havde forplantet sig mere i hendes handlinger og interaktion med andre, fremfor at blive beskrevet så direkte af fortælleren. Forholdet til Karens mand er jo især interessant, fordi det netop er den relation og problemerne i den relation, der manifesterer de konsekvenser, fortidens oplevelser har for Karen. Men i stedet for at vise os følelserne, stemningen og interaktionen mellem de to ægtefæller, så lader Ellermann en form for alvidende fortæller berette det hele. Vi får det fortalt men ikke vist. Det gør desværre at romanen mangler noget af den autenticitet, der skabes i karaktertegningen, når vi oplever deres interaktion med andre karakterer. En autenticitet som jeg i øvrigt faktisk synes Ellermann skabte ganske godt i sine forgående romaner.
”Hendes kulde plantede altid en sorg i Kim, som medførte, at han enten gik ind i sig selv nogle dage og knap værdige hende et blik, eller også kogte han over med ord og hældte sin vrede ud over hende”
Den primære interaktion mellem Karen og et andet menneske, er den mailkorrespondance, som hun pludselig fører med en forfatter til nogle bøger om tom snak i virksomheder og arbejdsliv/arbejdsglæde. Det fremstår malplaceret, at den passive Karen pludselig skulle skrive lange småfilosofiske og reflekterende mails til en forfatter, hvis bøger hun i øvrigt ikke har læst. Selvom tankerne er interessante og (dømmer jeg på tematikken fra Ellermanns forrige bog Dræbende floskler) et emne der optager forfatteren, så passer det ikke naturligt ind i fortællingen her.
Romanens bedste karakter er uden tvivl Dennis. Han har altid kæmpet med at være lidt udenfor normen, han føler sig opgivet af et samfund, som han på mange måder ikke er en del af. Helt symbolsk placeres Dennis som en skygge i det pæne polerede forstadskvarter, da han bor i skyggerne i et tilsyneladende forladt haveskur. Dennis svælger i konspirationsteorier og lever gennem sit alterego DMark på Youtube, en online tilstedeværelse, der de facto er hans eneste måde at være til i samfundet på. Dennis historie er romanens mest interessante, idet hans fortælling rummer en visualisering af konsekvenserne ved ikke at se, forstå og tage hånd om de problematikker, som de svageste i vores samfund står med. Samtidig skildrer Dennis’ historie også et alment menneskeligt grundvilkår – behovet for at høre til og grundlæggende blive set.
Caspers historie er den mindst interessante, og også den der stikker for meget ud i forhold til de to andre. Sammenfletningen af hans historie med de to andres fremstår lidt tilfældig både i plot og tema. Casper er i USA, da 9/11 finder sted og de rystende begivenheder bringer ham tæt på en ung kvinde, der senere knuser hans hjerte. Som læser blev jeg i tvivl om, hvad jeg skulle udlede af hans historie i forhold til romanens tematik omkring et traumes betydning for den enkeltes historie. Er Caspers traume 9/11 eller det knuste hjerte?
Rent sprogligt synes jeg også, at Ellermann i denne roman skuffer en anelse i forhold til sine forrige romaner. Hvor Ellermann ellers er dygtig til at skrive tematikken og følelserne frem mellem linjerne, så synes jeg, at man her bliver fodret lidt for direkte. Romanen er for overfortalt og fremstår allerede tolket. Derudover synes jeg her og der at billedsproget kammer en smule over, som fx i følgende opkast eksempel ”orange plamager slap Caspers sjæl og landede som tabte drømme på de amerikanske brosten”.
Romanen har alt i alt gode takter, tanker og ideer. Men helt overordnet lider den under at ville for meget, der er metoo, sindslidelse, social ulighed, 9/11, eksistentielle kriser, arbejdsglæde, pseudoarbejde og ganske almindelige hjertesorger. Så mange emner på de trods alt få sider, der samtidig har sat sig for at introducere og udforske tre menneskeskæbner. Det er for meget, og kampen om pladsen yder hverken tematikker eller karakterer retfærdighed.