Opiumskrigen

”Det var ikke så mærkeligt, at han var afhængig. Når han røg, var det nok det eneste tidspunkt, han ikke var opslugt af sin elendighed, af ar, der aldrig ville hele. Uklarheden forårsaget af røgen var nok det eneste tidspunkt, han ikke følte noget, det eneste tidspunkt, han kunne glemme”

Der er rigtig meget smerte og ar på sjælen hos hovedpersonerne i ”Opiumskrigen”, der er første del af en fantasy serie i tre bind, der tager udgangspunkt i begivenheder fra Kinas historie og kultur.
Vi møder Rin, en ung kvinde uden forældre og kendt fortid, der lever på tålt ophold hos en familie. Hun drømmer om at udmærke sig til den årlige prøve og gøre sig fortjent til en plads på landets prestigefyldte skole i Sinegard, og dermed få en plads i et samfund, der stadig plejer sine sår efter mange års krige med nabolandet Forbundsstaten.

Men Rin er nederst i samfundets hierarki, hun er mørkere end de andre og viser tegn på evner, der skræmmer de andre elever og lærere på skolen. En lærer tager hende til sig, for at lære hende at forstå kulturen, troen og dens kræfter, og han lader hende forstå, at kræfterne inde i hende er så stærke, at det kommer til at få store konsekvenser, hvis hun ikke lærer at tøjle dem.

Snart er det dog slut med skoletid, for virkeligheden og et nyt angreb fra Forbundsstaten presser sig på, og Rin sendes til den deling af stærke og uforudsigelige krigere, som staten har brug for men ikke rigtig vil kendes ved. Gamle hemmeligheder og sår fra de forrige krige kommer frem i lyset, og Rin, hvis kræfter endnu er utøjlede og derfor i følelsernes vold, står ansigt til ansigt med krigens ubarmhjertige, hensynsløse og brutale ansigt.

Her skal romanen nok komme med en trigger warning, for den indeholder ret eksplicitte beskrivelser af voldtægt, vold og drab.

Opiumskrigen trækker på voldsomme kapitler i Kinas historie, og det er en fortælling der udstiller ondskaben i al dens skånselsløse brutalitet. Rins vrede og afmagt flammer i hende, og nuancerne i romanens hovedkarakter er slående i en genre, der ellers ofte for skyld for at opstille sine karakterer i entydige gode eller onde roller.

Rins handlinger er menneskelige og forståelige – men de er også destruktive og determinerende. Det er en virkelig spændende, interessant og tankevækkende leg med sin hovedkarakters udvikling og moralske kompas. Jeg glæder mig ovenud meget til bind 2.