Mosekonens datter

”Mosekonens datter” af Susie Haxthausen en historisk roman om 1700 tallets barske vilkår for bønder og kvinder, og plottet har potentialet til en stor og rørende dramatisk fortælling. Men filmen knækker ved udførslen, der først og fremmest er karakteriseret ved en virkelig mærkværdig og irriterende fortæller. Derudover lider plottet under for mange mærkelige og uforklarlige  plotudviklinger, og så manglede jeg også en del indlevelse i karaktererne. Det hele skøjter lidt på overfladen af en begivenhedsrig historiefortælling.

Historien handler om Inger, der er datter af den gesjæftige Martha, som brygger sin egen øl. Det hele går godt, indtil det går skidt, og da Inger en dag er blevet alene, bliver hun voldtaget af herremandens søn Johannes. Det kan herremanden selvfølgelig ikke have, og han vil hjælpe Inger. Derudover viser det sig pludselig, at Inger faktisk er af ganske fin herkomst, men ingen roser uden torne, og selvfølgelig kommer den afsløring også med en grim familiehemmelighed.

Jeg mangler ganske enkelt mere indlevelse i karaktererne, der er ikke meget show, men derimod en fortæller, der løbende beretter om de forskelliges følelser, og indimellem er fortællerens bemærkninger lige lovlig overflødige. Derudover er fortælleren en mærkelig blanding af en tilstedeværende udelukkende observerende fortæller, der fx først kender en persons navn, når en anden karakter har sagt det højt. Og ligeledes en irriterende alvidende fortæller, der blandt andet løbende drysser historisk fakta ud til sin læser, som når der står ”Her er noget, jeg lige må forklare dig, for du ved ikke nok til at spørge selv” eller ”Hvis du synes det lyder for idyllisk med (…) så tænk dig en tid, hvor (…)”. Det føles mildest talt som en nedladende fortæller, der hele tiden skal guide mig i at læse en historisk tekst. Ligeledes lader fortælleren os tilsyneladende hele tiden vide, hvilke overvejelser der ligger bag fortællingens opbygning ”(…) men det vender vi tilbage til” eller ”(…) så ved jeg ikke mere om sagen, eftersom den ikke kommer os ved. Men jeg har vist dig den, fordi (…)”, eller ”I mellemtiden er forvalteren træg over for Inger (…) men lad os lige se, hvad han er for en”

Jeg kunne komme med mange flere eksempler, men her blot til illustration af en fortæller, der irriterede mig, som jeg vist aldrig har oplevet det før. Jeg har set et sted, at forfatteren er ked af, at bogen fejlagtigt opfattes som en børnebog. Men fortællertypen bidrager til det. Jeg følte mig ret talt ned til som læser, og det ødelagde faktisk også min indlevelse i bogen, der også var karakteriseret ved at mangle indlevelse i sin karakterer. Det hele skøjter lidt på overfladen, og flere af karakterernes handlinger fremstår ulogiske. Som når Inger fx på en periode på 2 sider pludselig går fra at hade til at elske sin voldtægtsmand. I stedet kunne forfatteren jo have fået en del ud af at dvæle ved netop det faktum, at datidens begrænsede muligheder og syn på kvinder jo ikke har givet Inger så mange valg. Man kunne også sagtens have skabt en fortælling, hvor der opstod sympati blandt to, der førhen kun havde had imellem sig. Men her bliver det bare beskrevet fra den ene side til den anden.