Når svalerne flyver højt

I ”Når svalerne flyver højt” af Anne-Kirsten Brønserud følger vi to familier fra landet på Fyn i årene fra 1960 til 1972.
Det er et uhyre detaljeret og på mange måder gennemført portræt af en tid, og som læser føler man sig som inviteret ind i en tidslomme.

Bjarnes forældre mistede deres gård kort før Bjarne blev født, og faderen har sidenhen kæmpet med småjobs og en stigende hang til for mange øl. Anne-Mette er vokset op sammen med lillesøster Mie og lillebror Henner i en landmandsfamilie med deres på det tørre.

Gennem en periode på 12 år følger vi Bjarne og Anne-Mette fra barndomsårene og over ungdomsårene. Vi er med på skolebænken, på familiebesøg, til halbal og til byfest. Men vi oplever først og fremmest hverdagen, der er beskrevet så detaljeret, at det næsten er som at være der selv. Anne-Kirsten Brønserud har det hele med; tidstypisk beklædning, den mad man spiste, hvordan man tilberedte den, hvad der skete politisk, hvad der hittede i radioen og gik i biografen. Det hele flettes fint ind i fortællingen, som når faderen diskuterer de nyeste politiske tiltag med naboen, eller når Anne-Mette nynner med på de nyeste hit, eller når dronnings nytårstale kører i baggrunden til en festlig nytårsaften.
På den måde skaber Anne-Kirsten Brønserud en meget stemningsfuld og troværdig atmosfære, og det er helt sikkert her, at romanens styrke skal findes, og det er for dette fine tidsbillede, at man skal kaste sig over ”Når svalerne flyver højt”.

Jeg kunne forestille mig, at især læsere der ligesom Anne-Mette og Bjarne er født i begyndelsen af 1950’erne, og som måske ovenikøbet er fra landet, vil finde stor glæde og fornøjelse i at læse og genkende de mange detaljer. Men andre der nyder litteratur som skildrer en anden tid vil bestemt også finde glæde i dette autentiske indblik i 60’erne på landet.

Karaktererne i fokus er som nævnt Bjarne og Anne-Mette, men også Anne-Mettes to yngre søskende Mie og Henner får vi lov at opleve, om end de figurerer som sekundære karakterer. Det er lidt synd, for de er absolut romanens mest interessante karakterer. Særligt Henner og hans kamp for at leve op til faderens forestilling om at være en rigtig dreng føles inderlig og vedkommende.

Dog følte jeg mig aldrig rigtig investeret i Anne-Mette, der trods det at hun så afgjort er bogens hovedperson, aldrig rigtig blev særlig synlig for mig. Fra forfatterens side har man valgt, at en stor del af indblikket omkring hende foregår ved gengivelse af uddrag fra hendes dagbog, og selvom tanken måske nok har været, at man derved som læser får hendes tanker fra førstehånd, så fik det for mig snarere den modsatte virkning. Det afbrød min læsning og min indlevelse i hende, og jeg havde så langt foretrukket at leve mig ind i hende som karakter gennem hendes handlinger og direkte relationer med bogens andre karakterer. Det bedste eksempel er forholdet der udvikler sig mellem hende og Bjarne. Her er størstedelen af de konflikter, der opstår mellem dem kun beskrevet gennem dagbogsnotater og breve, – det gjorde deres fortælling fjern for mig.

I det hele taget savnede jeg mere interaktion mellem karaktererne af den slags der udspiller sig i alt det usagte.

Det flotte og detaljerede tidsbillede fylder på siderne og skaber en autentisk stemning. Men jeg synes også at plottet lider lidt under det, – der sker ganske enkelt for lidt. Der er rigtig mange fine beskrivelser af tiden og de daglige rutiner, men det er desværre på bekostning af fremdriften i historien. Derudover indtræffer romanens dramatiske højdepunkt først på bogens allersidste sider, og det er en skam, for det er faktisk her romanen først rigtig tager fart. Det efterlod mig desuden lidt skuffet, for det virker lidt utilfredsstillende, at romanen slutter der hvor den endelig når frem til noget, der kunne ligne en dramatisk konflikt.

Rent sprogligt er bogen meget enkel og letlæselig, og det er tydeligt at Anne-Kirsten Brønserud har valgt en sproglig stil, der passer til det faktum at bogens fortællere er børn og unge. Det kommer særligt til sin ret i skildringen af Henner, hvis uskyldige og samtidig stærkt empatiske personlighed kommer til udtryk i sproget. I Anne-Mettes passager synes jeg dog ikke at samspillet mellem sprog og karakter fungerer ligeså fint, og måske af samme årsag endte nogle passager derfor med at føles for klodsede og barnagtige.

Alt i alt en flot karakteristik af et ungdomsliv på landet i 60’erne med imponerende mange detaljer, der desværre savner lidt fremdrift i sit plot og en større indlevelse i sine karakterportrætter.

Som det nok kan udledes af nedenstående karakterboks havde jeg lidt svært ved at vælge antal stjerner til denne roman, for skulle jeg vægte miljø skildringen og den autentiske atmosfære eller skulle jeg vægte den manglende fremdrift i plot og indlevelsen i karakterne. Men jeg oplever romanen som værende primært skabt som en fortælling om den her tid, og det tidsbillede synes jeg at forfatteren er lykkedes med.